Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Et forandret klima gør det svært resten af året: Det er nu, du skal plante nyt i haven

Hus og have

03/10/2024 20:18

J. Bøgen

Der er 5 oplagte opgaver i haven i oktober.

Efteråret er den årstid, hvor mange begynder at lukke haven lidt ned og tilbringe mindre tid derude – men det er også en årstid, hvor vi har rigtig travlt derude.

Meget skal nås før vinteren, og efteråret – især oktober – er en virkelig god årstid til at få plantet nyt, dele stauder eller flytte etablerede planter.

For netop nu er der varme og fugt i jorden, som betyder, at rødderne kan få godt fat og etablere sig.

”Jo mere af det, der skal plantes i haven, som kan komme i jorden i oktober, jo bedre. Før i tiden sagde man, at forår og efterår er de bedste årstider til at plante nyt, men klimaet har ændret sig så meget, at vi ikke længere kan regne med foråret til dette. Det vindue, vi har i foråret, hvor det er optimalt at plante nyt, kan være meget lille, og vi ved efterhånden ikke, hvornår det er åbent, så det er enormt svært at planlægge efter,” siger Louise Møller, der er gartner og landskabsarkitekt i Haveselskabet

Haveselskabet er en non-profit forening for haveejere med medlemmer over hele landet, som gennem mere end 150 år har arbejdet for at give haveejerne den nyeste viden om haven. Det ekstreme vejr, som vi har oplevet de seneste år, skal vi forberede os på at se mere til i fremtiden. Derfor anbefaler Haveselskabet, at vi gør vores haver mere robuste. 

Hvilke planter vi vælger, når vi planter nyt, er også værd at have med i overvejelserne – især hvis vores have har været hårdt ramt af de seneste års ekstreme vejr. Generelt er hjemmehørende arter mere hårdføre over for vejrekstremerne, forklarer Louise Møller, og her gælder det så vidt muligt om at vælge planter, som trives under meget våde betingelser, men også kan klare sig i årets tørre perioder. 

”Gå en tur og se, hvad der gror i naturen i dit lokalområde – og her kan altså være kæmpe forskel fra Roskilde til Ringkjøbing – men hvis det vokser naturligt i nærheden af din have, vil det højst sandsynligt også kunne klare sig godt, hvis du planter det. Og her gælder det som med konen og æggene: Sørge for at sprede planterne godt i haven og hav gerne mange forskellige slags planter. For med mere ekstremt vejr er der risiko for, at nogle planter vil gå til, men jo flere forskellige slags jo bedre chance er der for, at størstedelen af planterne i haven overlever” siger Louise Møller. 

Her får du 5 af Haveselskabets gode gøremål i haven i oktober

Tid til at lægge løg

Mange haveejere har i årevis haft en tommelfingerregel om at lægge forårsløg i september-november. Især for tulipanløg gælder dog, at man med fordel kan vente til oktober-november.

Vores efterår er efterhånden så milde, at september i år nærmest har været en sommermåned. Det varme vejr øger risikoen for, at der går råd i løgene, i særlig grad tulipanløg, men i oktober er jordtemperaturen lavere.

Med de seneste års våde forår skal du overveje, hvor du lægger løgene. De er ikke glade for våd jord, så læg dem der, hvor der er sol i haven og ikke i hjørner af haven, som har tendens til at blive sumpede. 

Overvej barrodsplanter - havens grimme ælling

Barrodsplanter er havens grimme ælling. De ser ikke ud af meget, når man køber dem – måske vil du endda tænke: Gad vide, om den faktisk er død. For det er en plante uden jord – en bar pind, måske med lidt visne blade på. Men barrodsplanter har langt nemmere ved at etablere sig i haven. Dertil kommer, at de er langt billigere at anskaffe.

Du kan købe dem fra slutningen af oktober, og de kan plantes hele vinteren, så længe jorden ikke er meget våd eller frossen. Dog skal du være opmærksom på at behandle barrodsplanten med omhu, for rødderne må på intet tidspunkt tørre ud.

Planten kommer i en plastiksæk og skal hurtigt i jorden, når du tager den ud af sækken. Grav renden og gør klar til at plante dem, før du tager dem ud af sækken, så de kan komme direkte i jorden.

Selv om de ligner en grim ælling, når du køber dem, bliver barrodsplanter stærke og flotte, når de har etableret sig.

Gør klar til nattefrost

Selv om vi ikke ved, hvordan vejret kommer til at arte sig i oktober, er det nu vi skal forberede os på nattefrost. Det er noget, haveejere altid er opmærksomme på, for der er krukker med planter, som ikke tåler frost, afgrøder i køkkenhaven som høstes før frost eller måske planter i drivhuset, der skal beskyttes. Men det er nu, du skal til at holde øje med vejrudsigten og risikoen for frost.

I køkkenhaven er der nogle afgrøder, som sagtens tåler frost. Det gælder bl.a. grønkål og rosenkål. Andre afgrøder som gulerødder, pastinak og rødbeder tåler ikke frost, men de holder sig friske længere i jorden.

Så længe der er let frost, kan du dække dem med visne blade eller halm og vente lidt med at høste dem. Salat og kartofler derimod skal op, før frosten kommer.

Hold igen med oprydningen

Når vi gør haven klar til vinter, skal vi også huske, at der er nogen, som bruger vores haver til beboelse i vintertid, nemlig smådyr og insekter. Pas derfor på med at rydde alt for meget op.

Lad gerne visne blade ligge eller gør plads til kvasbunker rundtomkring, og begynd allerede nu at sætte fuglekasser op. Selv om fuglene først bygge redde til foråret, bruger de kasserne i vinterens løb til at søge ly og læ.

Lad også de visne stauder stå, selv om de måske ser kedelige ud, for de kan indeholde frø, som fuglene kan spise i vinterens løb, og de er et godt sted for små insekter at gemme sig.

Vi gør mange af havens beboere hjemløse, hvis vi rydder for meget op – så hermed en god undskyldning for at tage den med ro. 

Lav din egen kompost - det er havens guld

For mange haveejere har kompostbunken altid været uundværlig, men de senere år er flere blevet opmærksomme på, at det ikke kun kan være en økonomisk fordel. Komposten kan nemlig erstatte den spagnum, mange ellers bruger til at jordforbedre med i haven.

Spagnum er en knap ressource, der kommer fra højmoser som binder store mængder CO2. Når spagnummen udvindes, frigiver denne CO2 til atmosfæren. Derfor giver det mening at bruge kompost i stedet – og den kan du endda selv producere i haven ganske gratis. Kompost er godt for jorden, fordi den tilfører næring, forbedrer jordens struktur og giver føde til regnorme og andet mikroliv.

Men kompost kan også bruges som krukkejord evt. blandet op med havejorden. Vi skal tænke meget mere i at have vores egen kompostbunke, for kompost er havens guld.

Har du ikke allerede din egen kompostbunke, er nu et rigtig godt tidspunkt at starte den op, for der er masser af blade, du kan lægge i den, og du kan også stadig luge lidt hist og pist til at fylde i bunken. 

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.