Der er forår i luften. Temperaturerne er på vej op, dagene bliver længere, blomster og træer begynder at spire.
Og så rammer virkeligheden som en damphammer: Det er ved at være tid til forårsrengøringen!
Nuvel, forårsrengøringen stammer jo nok mest fra en tid, hvor der ikke var lige så mange, der gjorde grundigt rent hver uge eller måned, men ikke desto mindre er det stadig en tradition i mange hjem.
Det er da også en oplagt lejlighed til at komme helt i bund med alt det støv og snavs, der har ophobet sig i løbet af efteråret og vinteren, men det betyder ikke, at man bare skal gøre, som man plejer.
Lifehacker har således samlet fem tips til at gøre din forårsrengøring hurtigere, mere effektivt - og måske endda billigere!
Læg ud med vasketøjet
Når man sætter gang i den helt store forårsrengøring, er det oplagt at starte med at tage alt det stof, der skal vaskes, og få det smidt i vaskemaskinen som det første.
Så kan det vaske, imens du ordner alle de andre ting, og på den måde slår du to fluer med et smæk.
Det behøver imidlertid ikke at tage hele dagen at få vasket og tørret hele baduljen, særligt ikke tørringsdelen - smid et tørt (og rent!) håndklæde med i tørretumbleren sammen med det våde tøj og tag så håndklædet ud efter 15-20 minutter.
På det tidspunkt har håndklædet absorberet det meste af den overskydende fugt, og så behøver tørretumbleren ikke køre lige så længe for at tørre resten.
Ekstra fokus på pletterne
Når du har sat den første tøjvask over, kan du gå alt dit tøj igennem og tage alt, der har bare antydning af pletter, til side.
Mange vælger at satse og smide alt i vaskemaskinen i håb om, at pletterne forsvinder på magisk vis, men nu har du jo sat en helt dag af til rengøring, så hvorfor ikke øge dine chancer for succes?
Det gør du ved at forbehandle alt det tøj, der har pletter, eventuelt med et vaskemiddel, der er særligt udviklet til at nedbryde pletter - og når den første tøjvask så er overstået, kan du smide næste omgang ind og se, om det ikke er kommet pletterne til livs.
Tag de oversete områder
Forårsrengøringen er for mange den dag på året, hvor man tager alt ud og sørger for at komme helt ind bagerst på hylderne bag de skoæsker, der har spærret for den støvsamling, der har ophobet sig i løbet af året.
Der er forskellige måder at gøre dette på, og med den teknolgoiske udvikling kan du passende gøre brug af kameraet i din telefon.
Tag et billede af rummet og brug billedet til at skabe dig et overblik over "problemsteder" - det gør det nemmere at overskue, når du kigger på en telefonskærm, end når du står og kigger på et helt rum.
Endelig er der også muligheden for at hive venner og familie ind for at hjælpe og bede dem være kritiske - de vil typisk tage alle de områder, du selv glemmer/overser.
Tænk forebyggelse, når du gør rent
Rengøring handler selvfølgelig om at slippe af med støv og skidt, men du bør også tænke forebyggelse ind i det.
Hvis vi fortsætter lidt i tankegangen fra ovenstående råd, kan du passende overveje, om der er noget, du kan gøre, for at forebygge, at problemområderne bliver så beskidte, som de er blevet i årets løb. Måske er der noget, der skal omarrangeres? Måske er der en opbevaringsløsning, der skal gentænkes? Måske er der noget, der skal smides ud?
Lifehacker giver et tip om at vælge et rengøringsprodukt til spejle og andre glasoverflader, som har en indbygget skidtafvisende belægning. Når du er kommet i bund med rengøring, kan du så spraye belægningen på og gøre det fremtidige behov for rengøring mindre.