Danmark består af tre sektorer. Civilsamfundet, den offentlige og den private sektor. De to første sektorer bliver ofte, når vi drøfter konkurrenceudsættelse, forbundet med en særlig renhed, fordi disse sektorer i deres grundform ikke er profit-orienterede. Ethvert overskud af deres indsats skal i princippet tilbage til samfundet. Virksomheder i den private sektor er derimod ofte udsat for en mistænkeliggørelse, som kapitalens-lakajer. Men er det nu så problematisk at tjene på velfærd?
OPS - Få overblik her
Jeg har tjent min løn på velfærd i alle tre sektorer
Jeg kan ligeså godt indrømme det, jeg er uddannet i den offentlige sektor som sygeplejerske og har i den sammenhæng tjent min såkaldte gode løn. Nuvel, den kunne givet have været bedre, men når man læser FOA's seneste debatfremstød, er det et problem, at private virksomheder tjener penge på velfærd.
Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvorfor det i FOA's øjne er helt legitimt, at jeg som sygeplejerske tjener penge i det offentlige og kæmper for en højre løn forstået som profit af mine varme hænders indsats. Men hvis jeg etablerer en privat plejevirksomhed og, så at sige, har hånden på kogepladen, fordi jeg ud over tid også investerer penge i at etablere virksomheden, ja så er det et problem. Det er særligt et problem, hvis mit overskud er for stort. Men hvor meget er det så rimeligt, at jeg tjener som selvstændig, FOA?
Læs også: Hvad pokker er offentlig-privat samarbejde (OPS)?
Paradokskrav- du skal være robust, men du må ikke tjene for meget
Jeg rejser spørgsmålet, fordi FOA, ved den tidligere formand Dennis Kristensen, længe har været ude med riven efter de private plejevirksomheder og sagt, at de dumpede priserne. Hvis jeg ikke husker meget fejl, så har han også efterspurgt robuste leverandører i ældreplejen. Lidt et paradoks. Du må ikke tjene for meget, men du skal samtidig være robust. Robusthed blandt de private virksomheder er mange ting, men hvis vi alene fokuserer på det økonomiske, så kan man kun blive robust, hvis man tjener penge, eller der kommer en investor forbi som sikrer robustheden fx i opstarten og derfor med rimelighed kan forvente et afkast. Hvad må sådan en investor få i afkast?
Findes der forskellige former for profit, hvor nogle er mere legitime end andre?
Hvad er det så lige, der er kernen i den debat FOA rejser ved Dennis Kristensen og Karen Stæhr, når de skriver om profit på velfærd? Handler det alene om at gå efter de private, fordi man kun kan se hullerne i osten, eller er det fordi Forbundet af Offentligt Ansatte, tilsvarende andre i samme branche, har et dalene antal medlemmer, som jo på en eller anden led er med til at finansiere FOA's udgifter og gøre dem robuste til det, der er deres mission? Man kunne i alt fald godt lege med tanken om, at der også findes profitgenerering ift. faglige foreninger. Spørgsmålet er, hvad det er for en form for profit, vi taler om, når vi har fokus på faglige foreninger, som en del af den velfærdskæde, der er med til at gøre Danmark så unik?
Velfærdsstat eller velfærdssamfund
Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.
Følg artikler og indlæg på temasiden her.
I det hele taget er profitbegrebet interessant, for det vil være min påstand, at såvel offentlige som private og civilsamfundsvirksomheder alle profiterer af at levere velfærd. Men lige nu har FOA alene rettet projektørens lyskegle på de private velfærdsvirksomheder. Derved undgår vi at fokusere på andre typer af virksomheder og organisationer, som alle er en del af den velfærds-fødekæde, vi har i Danmark. En fødekæde, hvor hvert led lever af at levere velfærd eller understøttende ydelser til velfærd. Og her tænker jeg ikke kun velfærdsvirksomheder og faglige foreninger, men i ligeså høj grad IT, veje, broer, infrastruktur. Hvad må der lige tjenes her, og hvad er rimeligt afkast for investor?
Når jeg stiller spørgsmålene, er det ikke fordi jeg finder det problematisk, men jeg bemærker, at der eksempelvis er mindre støj ved indkøb af IT og velfærdsteknologi i det offentlige. Så også i det perspektiv finder jeg drøftelsen om, hvor meget vi må tjene på velfærd interessant.
Danmark er velfærdens Silicon Vally, hvor statens investering har været lukket inde i et offentligt laboratorium, og dørvogteren er i tvivl om spin-off gevinsten ved et privat eventyr
Danmark er blevet beskrevet som velfærdens Silicon Vally. Den danske stat har investeret milliarder i udviklingen af velfærd, men modsat den teknologiske storebror i USA, så har vi svært ved at få omsat vores velfærd til systemeksport. Her kan man tale om, at den offentlige investor er gået efter en anden form for profit end den pekuniære. Den lave grad af offentligt-privat samarbejde gør, at den investering og det vækstpotentiale, som det offentlige har finansieret, i høj grad er lukket inde i et offentligt laboratorium. Her er der en dør, der skal åbnes - og nogle af dørvogterne er de danske fagforeninger. Dem bliver man altså nødt til at gå i dialog med. For hvad er det lige de ser, når de står i døråbningen? Og er den nu på klem? Klar til at blive lukket i fordi man kun har øje for de brodne kar? Eller er der tale om, at eksempelvis FOA i virkeligheden har rykket sig og er ved at invitere ind til en reel drøftelse af næste niveau for offentligt-privat samarbejde?
Ingen af de tre sektorer kan håndtere Danmarks udfordringer med deres egen model. Vi har brug for flow og samarbejde på tværs
Det er her debatten om, hvad man må tjene på velfærd, bliver væsentlig. Og ikke kun hvad man må tjene i den private sektor, men også hvad der er rimeligt at forbruge i de to øvrige sektorer. Hvilken adfærd er det, der er rimelig og nødvendig for, at Danmark som et samlet hele kan håndtere nogle af de udfordringer, vi står med i de her år.
Min pointe er, at ingen af de tre sektorer kan håndtere udfordringerne alene på basis af viden og kompetencer fra egen sektor. Vi bliver nødt til at have et større flow og samarbejde på tværs. I den sammenhæng må vi alle æde nogle kameler og slagte nogle hellige køer, hvad enten det er et opgør med kommunernes produktion af det, man kalder kernevelfærd eller en national standard for certificering af velfærdsvirksomheder. Og her tænker jeg ikke på en lille smileyordning. Mit synspunkt er, at god velfærd koster. Desværre er min erfaring også, at der findes et utal af eksempler på dårlig velfærd i alle tre sektorer, hvad enten den er drevet af profit, non-profit eller efter offentlig forbrugsstyring, hvor det for udenforstående kan være svært at gennemskue, de reelle omkostninger fagligt og økonomisk.
Læs også: Bedst betalte jobs
På Folkemødet zoomer vi ind på profit og penge på velfærd
Det er derfor at vi på OPS-Scenen lørdag d. 16/6 kl 13.30 zoomer ind på profitbegrebet og stiller spørgsmål som:
- Hvor meget profit må man skumme af velfærdsopgaverne?
- Er det kun de private virksomheder der trækker overskud ud af velfærd?
- Hvad er profit?
- Tænker offentlige og civilsamfundsvirksomheder også i profit og i så fald hvilken slags?
Vi har inviteret en række repræsentanter og centrale stemmer i OPS-land, faglige foreninger, interesseorganisationer, leverandører og indkøbere og glæder os til en oprigtig drøftelse om hvor meget man må tjene på velfærd.
