Molslinjen er nødt til at aflyse afgange og sænke farten som følge af energikrisen. Foto: Shutterstock
Molslinjen er nødt til at aflyse afgange og sænke farten som følge af energikrisen. Foto: Shutterstock

Aflyser afgange og sænker farten - nu rammer energikrisen også Molslinjen

Infrastruktur

06/10/2022 14:24

J. Bøgen

De stigende energipriser er den direkte årsag til ændringerne.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tager du af og til (eller tit) færgen fra Aarhus til Sjællands Odde eller den anden vej, så skal du sørge for at være ekstra opmærksom i den kommende tid.

På grund af de stigende energipriser har Molslinjen nemlig set sig nødsaget til både at droppe ellers faste afgange og sætte hastigheden på færgerne ned.

Det skriver TV2 ØSTJYLLAND.

Rammer torsdag og fredag

Fra uge 43 forsvinder den sene dobbeltafgang både torsdag og fredag. Det vil sige afgangen fra Aarhus klokken 20.25 og fra Odden klokken 22.10.

Tidligere i år lagde Molslinjen 5 minutter til rejsetiden, så færgerne ikke skulle bruge lige så meget brændstof på at accelerere til cruise-hastighed.

"Frekvens er vigtigt, når man sejler færger for at være attraktiv. Men når omkostningerne bliver så høje, så har vi stærkt fokus på at se, om der er afgange, som ikke præsterer helt så godt," forklarer Jesper Maack, PR- og kommunikationschef hos Molslinjen til TV2 ØSTJYLLAND.

Sparer millioner

Manøvren med at lægge 5 minutter til rejsetiden har sparet Molslinjen omkring 4 procent i udgifter til brændstof. Det lyder måske ikke af meget, men med så mange afgange og så store fartøjer, er det noget, der kan mærkes.

"Vi snakker millioner af kroner på årsbasis," fortæller Jesper Maack, der dog ikke vil ud med det præcise beløb.

Han slår desuden fast, at havde der ikke været krise og stigende priser, så havde man ikke pillet afgangene ud af programmet.

Eneste undtagelse fra ændringen i afgange er, at de sene afgange stadig er gældende i uge 51 - altså den 22. og 23. december.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.