Snart forsvinder det fysiske rejsekort og erstattes med et nyt digitalt rejsekort. Der er dog ikke noget, der tyder på, at det alene kommer til at vende det triste faktum, at færre og færre bruger den kollektive trafik.
Det handler i lige så høj grad om, at det kollektive transportsystem kan virke for uigennemskueligt for borgerne. Og det skal der laves om på, mener Danske Regioner.
Om kort tid kommer regionerne med en række forslag til regeringens Ekspertudvalg for kollektiv mobilitet. De lægger blandt andet op til at skære kraftigt ned på antallet af takstzoner i Danmark – og til at skabe mere gennemskuelige priser.
”Vi synes, at det er oplagt at bruge overgangen til det nye digitale rejsekort til at gøre den kollektive trafik mere brugervenligt – herunder at gøre en kompleks zonestruktur i Danmark mere enkel. Det skal både være lettere og økonomisk mere attraktivt at vælge kollektiv transport. Både til at pendle til arbejde, og når man har fri”, siger formanden for Danske Regioners Udvalg for Regional Udvikling og EU, Anders G. Christensen.
Inspireret af Skåne
Udvalget har hentet inspiration til deres forslag på en studietur til Skåne. For ovre på den anden side af Øresund kun få kilometer fra Danmark, er der modsat udviklingen herhjemme flere og flere, der vælger busser, metro og tog frem for biler.
En af grundene er antallet af zoner. Skåne er 11.027 kvadratkilometer stort og har 1,4 mio. indbyggere. Region Hovedstaden er kun 2.568 kvadratkilometer stort og har 1,8 millioner indbyggere.
Alligevel er der cirka 100 takstzoner i Region Hovedstaden mod blot 3 takstzoner i Skåne: Lille, mellem og stor, hvor sidstnævnte dækker hele Skåne.
”Der bor flere mennesker i Region Hovedstaden end i hele Skåne og på et langt mindre areal. Det burde alt andet lige give et bedre udgangspunkt for den kollektive trafik. Alligevel forholder det sig lige modsat. Derfor har vi brug for at skære antallet af zoner ned over hele Danmark, hvor vi i dag har over 1.000 zoner”, siger Anders G. Christensen.
Billigere billetter
Danske Regioner har også sammenlignet priserne på en række overordnede billettyper i henholdsvis Skåne og Region Hovedstaden.
Således koster en kort tur på 4 zoner (cirka 8 kilometer) 34 kroner på rejsekortet i Region Hovedstaden, men kun 19 kroner i Skåne. Det svarer til en dansk merpris på 79%.
På samme måde koster en mellemlang tur – f-.eks. fra Hovedbanegården i København til Hillerød – 64 kroner mod 35 kroner i Skåne. En dansk merpris på 83%
Og et 30-dages pendlerkort til mellemlange ture koster 1.520 kroner i Region Hovedstaden og kun 580 kroner i Skåne. Altså 164% mere på den danske side af Øresund
Færre zoner vil favorisere længere ture
Ifølge Danske Regioner vil færre zoner medføre, at kortere rejser bliver dyrere end i dag og de længere billigere. Men det er godt, mener Anders G. Christensen:
”For det første vil dyrere korte ture få flere til at cykle eller gå. Det vil både give mindre trængsel i byerne og øge folkesundheden. For det andet vil billigere længere ture gøre den offentlige transport i større sammenhængende byområder, og uden for byerne, mere konkurrencedygtig i forhold til bilen”, siger han.
Danske Regioner foreslår også, at man luger ud i de mange forskellige danske billettyper og rabatordninger.
I stedet for, at borgerne på forhånd skal tage stilling til, om de vil købe enkeltbilletter, eller om de kommer til at rejse tilstrækkeligt meget til et pendlerkort, skal systemet vendes om.
”Vi foreslår blandt andet et system som i London, hvor man benytter sig af fare capping (prisloft). Her får passagererne automatisk den bedste pris alt efter, hvor meget de bruger den offentlige transport”, siger Anders G. Christensen.