FSD rettede i marts henvendelse til sundhedsminister Ellen Trane Nørby og de sundhedspolitiske ordførere i Folketinget. Vores ærinde var en opfordring til at genoverveje forslaget om at flytte ansvaret for behandlingen af mennesker med både misbrug og psykiske lidelser – de såkaldte dobbeltdiagnosticerede – fra kommunerne til regionerne, som regeringen lægger op i sit sundhedsudspil ”Sundhed. Hvor du er” fra december 2017.
I et kortfattet svar henviser Sundhedsministeren bl.a. til en undersøgelse fra 2015, som ifølge ministeren konkluderer, at kommunernes misbrugsbehandling varierer i kvalitet og intensitet, og at kommunerne er udfordret i at sikre helhedsorienteret og sammenhængende behandling, særligt for borgere med dobbeltdiagnoser. Og at det netop er for at tilgodese en helhedsorienteret og sammenhængende behandling, at regeringen er gået i gang med at undersøge en mulig ny placering af ansvaret.
If it ain’t broken, don’t fix it
Det mener vi i FSD ikke er den rigtige vej at gå. For det første er der sket forbedringer og forandringer af misbrugsbehandlingen, også for mennesker med dobbeltdiagnoser, siden undersøgelsen i 2015. En undersøgelse, der vel at mærke bygger på datamateriale fra 2013.
For det andet er kommunerne de bedste til netop at sikre en helhedsorienteret og sammenhængende behandling, fordi vi har snitfladerne til de andre kommunale, lokale indsatser, borgerne kommer i kontakt med. Risikoen for at mange flere borgere falder mellem to stole vil være meget større, hvis disse lokale indsatser kobles fra borgerens misbrugsbehandling.
Derudover betyder den lokale, kommunale forankring af rusmiddelindsatsen, at vi kan arbejde tværgående. Kommunerne arbejder fx med familieorienterede behandlingsforløb, hvor samarbejdet med jobcenteret, familieområdet, sundhedsplejen, skolerne og socialområdet er helt afgørende for succesfulde behandlingsforløb.
Det spiller også fint sammen med tankerne bag En Plan, som netop handler om at skabe sammenhæng på tværs i indsatserne for de mest udsatte borgere med de mest komplekse sager.
Det gør man ikke ved at splitte misbrugsbehandlingen op.
Gode erfaringer med kommunalt-regionalt samarbejde
Mange tvangsfjernelser af børn har afsæt i en rusmiddelproblematik hos forældrene. Det er endnu en god grund til at prioritere en fleksibel og lokalt forankret misbrugsbehandling, der tilgodeser den enkelte families behov og de komplekse problemer forældrene kan have. Og det ligger fint i forlængelse af, at vi kan præstere gode eksempler på resultater af den forebyggende indsats overfor de unge. Tilsvarende har en stor del af de borgere, der er længst væk fra arbejdsmarkedet, enten et misbrug eller en dobbeltdiagnoseproblematik. Det taler også for en lokal og sammenhængende indsats.
Endelig er der flere steder i landet etableret succesrigt samarbejdsaftaler mellem regioner og kommuner for netop mennesker med dobbeltdiagnoser. Disse modeller og erfaringer kunne man med fordel brede ud til andre kommuner.
For eksempel har Region Syddanmark og de 22 kommuner i regionen en samarbejdsaftale om en screenings- og udredningsmodel. I Esbjerg har det tætte samarbejde mellem psykiatri og kommune udmøntet sig i en aftale om, at i de tilfælde, hvor en borger, som er i substitutionsbehandling, bliver indlagt på psykiatrisk afdeling, fortsætter man den behandling, det kommunale misbrugscenter har sat i værk – med ansvaret for psykofarmaka placeret hos psykiatrien. Og både ved indlæggelse og udskrivelse koordineres behandlingen mellem de to instanser.
Byg videre på de gode resultater
Gruppen af borgere, som er i behandling i regionen for psykisk sygdom og samtidig i kommunal behandling i rusmiddelcentrene er en mindre del af rusmiddelcentrenes samlede målgruppe. Borgere i rusmiddelbehandling, som samtidig har en psykisk sygdom, udgør dog mere end halvdelen. De borgere med misbrug, som bliver indlagt i psykiatrien, er der desuden i så kort tid, ofte kun få dage, inden de udskrives tilbage til kommunal behandling. Lægemanglen i regionerne betyder også, at man flere steder er begyndt at henvise borgere med misbrug til de praktiserende læger. Hvordan regionerne så vil løfte opgaven med endnu flere borgere, kan være svært at få øje på.
Vi mener også, at der vil være store udfordringer forbundet med at overdrage ansvaret for rusmiddelbehandlingen til regionerne, uanset om vi taler om den mindre gruppe eller alle borgere i behandling. Så i stedet for at opfinde en ny organisering af området med alle de strukturelle og organisatoriske komplikationer, det typisk medfører, ville det i vores øjne give meget bedre mening at bygge videre på de gode erfaringer og resultater, som allerede findes lokalt.
