De fleste er bevidste om den store ulighed i det gennemsnitlige CO2-aftryk mellem det globale nord og syd. Der er dog også stor ulighed inden for landenes grænser - selv i Danmark, der ellers anses som et relativt lige land.
I Danmark udleder én person fra den mest velhavende procentdel af befolkningen omtrent lige så meget CO2 om året som over 15 personer fra den mindst velhavende halvdel af befolkningen gør tilsammen.
Ny forskning peger imidlertid på, at vi i høj grad undervurderer, hvor stor uligheden i CO2-aftryk er mellem de forskellige sociale lag.
I en netop udgivet artikel i den akademiske journal Nature Climate Change undersøger forskere folks opfattelser af ulighed i personlige CO2-aftryk på tværs af fire forskellige lande – Danmark, Indien, Nigeria og USA.
Bag studiet står blandt andet Kristian Steensen Nielsen, som er adjunkt på CBS. Studiet når frem til, at folk generelt undervurderer graden af ulighed i CO2-aftryk på tværs af indkomstgrupper inden for landets grænser. Denne undervurdering har betydning for deres støtte til klimarelaterede politiske tiltag, hvor en større bevidsthed om uligheden kan føre til øget opbakning til mere ambitiøse klimapolitikker.
Jo mere uligheden undervurderes, desto mindre støtte til klimatiltag
Studiet bygger på en online undersøgelse med 4003 deltagere fra tre forskellige indkomstgrupper i fire lande. Den ene halvdel af deltagerne kom fra top-10 procent af indkomstfordelingen i landet, mens den anden halvdel havde en indkomst under grænsen for top-10 procent. Deltagerne blev bedt om at estimere deres eget og de to andre gruppers gennemsnitlige CO2 aftryk, samt om at angive deres holdning til forskellige klimatiltag.
Resultaterne viste, at de fleste deltagere overvurderede CO2-udledningen for de nederste 50 procent, mens de undervurderede udledningen fra de øverste 10 procent og 1 procent. Derudover viste studiet, at jo mere deltagerne undervurderede uligheden i CO2-aftryk, desto mindre bakkede de op om klimatiltag.
”At vi undervurderer hvor stor forskel der er i vores CO2-udledning, er ikke bare et vilkår, det er et problem. Det fører nemlig til et forskruet billede på klimaretfærdighed og svækker opbakningen til klimahandling,” fortæller forsker fra CBS, Kristian Steensen Nielsen.
Jo rigere, jo mere retfærdigt
Forskerne fandt også, at jo rigere deltagerne var, desto mere retfærdig synes de at ulighederne i CO2-aftrykket blandt indkomstgrupperne var.
Ydermere kunne undersøgelsen konkludere, at højindkomstgruppen i højere grad støtter tilskudsordninger, men er mindre tilbøjelige til at bakke op om politiske tiltag, der regulerer adfærd – en tendens, der afspejler et bredere perspektiv.
Ifølge Kristian Steensen Nielsen er de politiske klimainitiativer, der bliver implementeret, et udtryk for den indflydelse, der følger med velstand.
”Den mere velhavende del af Danmark har en disproportionalt stor indflydelse på politik, organisationer og medienarrativer. Denne indflydelse gør det muligt at styre fortællingen om klimahandling og hvilke løsninger, der prioriteres. For de fleste mennesker uden ekspertise i klimaforandringer er det svært at gennemskue og modsige disse narrativer på grund af emnets kompleksitet, samt de mange tal og løsningsforslag. Derfor er der mange, der accepterer status quo og den eksisterende diskurs uden at stille spørgsmål.”
Det understreger – ifølge Kristian Steensen Nielsen - vigtigheden i at forstå misopfattelser af CO2-ulighed for at kunne implementere effektive klimapolitikker og fremme klimaretfærdighed.
De bredeste skuldre bør bære en tungere byrde
Klimaforandringerne er et globalt problem, men ikke alle bidrager lige meget til udfordringen – og ikke alle bør bære samme ansvar for løsningen. Vores livsstil har stor indflydelse på vores personlige CO2-aftryk, fremhæver Kristian Steensen Nielsen:
”Naturligvis kan to personer med lige meget velstand, fx med en formue på 10 millioner, leve to fundamentalt forskellige liv. Nogle bruger deres penge på at flyve verden rundt og bo i et stort hus, mens andre bor i et mindre, energioptimeret hus og ikke rejser så meget med fly. Der kan altså godt være stor variation for folk med samme niveau af velstand, men generelt ser vi at velstand har stor betydning for, hvor meget folk bidrager til klimaforandringerne.”
Netop derfor mener han, at der bør være en større byrde for dem, der har de bredeste skuldre, når det kommer til klimaomstillingen. Han peger på målrettede politiske initiativer, der kan adressere dem, der udleder mest:
”Hvis man virkelig ønsker at reducere CO2-aftrykket i samfundet og der er nogle, der udleder markant mere end andre, så er der selvfølgelig et langt større potentiale i at reducere deres udledninger,” forklarer Kristian Steensen Nielsen.
Han påpeger desuden vigtigheden i at have en fælles samtale om uligheden i CO2-udledning.
”Selvom større bevidsthed om uligheden ikke nødvendigvis vil føre til politiske ændringer med det samme, er det en mulighed. I første omgang er det vigtigt, at vi diskuterer, om fordelingen af vores CO2-udledning er fair, og hvilke politiske tiltag vi skal sætte i værk.”
Politiske initiativer rammer skævt
I Danmark bliver teknologisk udvikling ofte set som en måde at håndtere klimakrisen på. Desværre er denne tilgang ikke nødvendigvis retfærdig for alle borgere. De energieffektive initiativer kan nemlig primært være fordelagtige for dem der har råd til at omstille sig, forklarer Kristian Steensen Nielsen. Dette skaber en situation, hvor velhavende mennesker kan mindske deres klimaaftryk uden at ændre deres livsstil, f.eks. gennem statslige tilskudsordninger til installation af solceller eller køb af elbiler. Men som Kristian Steensen Nielsen påpeger, er det især den velhavende del af befolkningen, der profiterer af disse initiativer, hvilket skaber en skævvridning i den kollektive indsats mod klimaændringerne.
Kristian Steensen Nielsen fremhæver også problematikken ved prisbaserede initiativer: “Der eksisterer en skævvridning, fordi personer med høj indkomst har lettere ved at tilpasse sig prisbaserede politiske tiltag, da de ikke påvirkes af dem i samme omfang.
”Hvis du fjerner den ene ferie en familie har vil det gå mere ud over deres velvære end hvis en person giver afkald på sin 28. flyrejse på et år. Ligeledes er det generelt nemmere at ændre adfærd hvis man er mere velhavende. Du kan betale for en energioptimering af dit hjem eller du kan skifte til en plantebaseret kost og outsource processen.”
Behov for at genskabe idéen om det gode liv
Spørgsmålet er, hvordan vi så konkret kan skubbe til dagsordenen for at få danskerne til at reducere deres personlige CO2-aftryk.
Kristian Steensen Nielsen foreslår, at der indføres klimaafgifter med såkaldt "recycling"-effekt. Det vil sige, at de indtægter, der genereres fra CO2-udledninger, returneres til befolkningen.
Derudover er det vigtigt at fokusere på de områder, hvor potentialet for forbedringer er størst. Vi skal skabe rammer, der gør klimavenlig adfærd mere tilgængelig og attraktiv end CO2-intensive vaner. Eksempler på dette kan ses i Nordhavn, hvor infrastruktur er planlagt til at fremme cykling frem for biltransport.
På fødevareområdet sker der også forandringer. Ifølge Steensen Nielsen arbejder kommunerne, herunder Københavns Kommune, på at øge udbuddet af vegetariske måltider i offentlige kantiner og skoler. Dette eksponerer folk for sundere kostvalg, hvilket kan føre til adfærdsændringer på sigt. For at få masserne med kræver det initiativer fra både det fysiske og sociale miljø.
Når det kommer til langdistance transport, står vi imidlertid overfor udfordringer. Mens flybrændstof er skattefrit, har der været en underinvestering i det europæiske tognetværk, hvilket skaber skævvridninger i transportkonkurrencen. At rette op på dette kræver betydelige statslige investeringer.
Idealet om det gode liv er præget af at være meget CO2 intensivt
Kristian Steensen Nielsen, forsker
Mere overordnet påpeger Steensen Nielsen, at vores opfattelse af det gode liv ofte er præget af en materialistisk livsstil, der glorificerer samfundets mest velhavende.
”Det kan være alt fra en kendt musiker, en politiker eller en influencer der lever en meget materialistisk og dermed CO2 intensiv livsstil. Det ses af mange som et statussymbol at have råd til rejser og dyre ting og som noget man stræber efter. Idealet om det gode liv i vores samfund er præget af at være meget CO2 intensivt og måske er det i virkeligheden nødvendigt at genskabe idéen om hvad der udgør det gode liv.”
Hvis du er interesseret i at vide mere, kan du læse artiklen i Nature Climate Change her.
