Et af de faste holdepunkter for langt størstedelen af landets kommuner er, at hver valgperiode skal indeholde minimum én studierejse til udlandet for alle byrådsmedlemmer.
Ofte har der været tale om, at rejserne er gået til dyre destinationer, hvor turistoplevelser har udgjort en væsentlig del af programmet. For få år tilbage betød det, at kommunerne på det nærmeste stod i kø for at besøge det canadiske uddannelsessystem – efterfulgt af turistmagneten Niagara Falls.
Udenlandsrejserne har der været lukket ned for de sidste par år, mens coronaen har stået på.
Men nu kan Journalista.dk melde, at kommunerne igen er gået på vingerne for at besøge eksotiske destinationer.
Det har eksempelvis drejet sig om Aarhus Kommune, som har lagt vejen forbi Ghanas hovedstad Accra, hvor det udtalte formål var at indgå en aftale med lokale myndigheder omkring drikkevand. Samtidig var der også luft i budgettet og programmet til, at de aarhusianske embedsmænd kunne lægge vejen forbi fortet Christiansborg, der spillede en stor rolle under Danmarks tid som koloniherrer i Afrika – ligesom overnatningerne skete på et af Accras bedste hoteller.
Vejle Kommune, der tidligere har lovet at skære ned på sine iøjnefaldende studierejser, har heller ikke holdt sig tilbage. Således sendte østjyderne i foråret en større delegation til Bordeaux, hvor programmet blandt andet bestod i at kigge nærmere på et fodboldstadion, som har plads til 42.000 tilskuere. Eller hvad der svarer til næsten fire gange så mange, som Vejle Stadion kan præstere.
Rejser af denne type er langt fra en billig oplevelse for skatteyderne, som måtte betale omkring den kvarte million for Vejle Kommunes Frankrig-rejse. Mens prisen omvendt stod i størrelsesordenen 80.000 kroner, for at aarhusianerne kunne få et indblik i afrikansk drikkevand.