Følgende er skrevet af Inge Marie Skaarup, socialrådgiver, Cand.scient.soc. (sociolog)
Der var mange gode debatter på årets folkemøde på Bornholm. Forskere, politikere, ledere, NGO er, og folk fra det private erhvervsliv debatterede på livet løs.
Et eksempel var panelet, hvor man drøftede den overordnede organisering og prioritering af psykiatrien i én af regionerne. Og i den forbindelse indsatsen over for de brugere, som man mente havde størst behov for bistand.
Pludselig afbrød én af deltagerne debatten med spørgsmålet: Ved vi overhovedet, hvad brugerne selv mener om, hvad de har behov for?
Den sad. Og fik mig til at samle op på egne erfaringer omkring borgerinddragelse. For jeg har jo selv som sagsbehandler og leder i en stor kommunal social forvaltning først med undren, og senere gennem mange år med en blanding af sorg og afmagt oplevet hvordan det sociale arbejde har mistet kvalitet. Og hvordan de borgere, lovgivning og forvaltning er sat til for at betjene, dermed er hægtet mere og mere af i forhold til deltagelse i egen sag.
I artiklen her vil jeg med nogle nedslag pege på den misvækst i lovgivning og forvaltning, der har præget de sidste 50 år. Selvom det drejer sig om generelle træk i forvaltning og lovgivning, vil jeg især fokusere på det sociale område, som jeg kender i teori og praksis.
Det startede så godt
Det gik ellers så godt med udvikling af velfærdsstaten op gennem 1960érne. Men også med hastigt stigende udgifter. Problemet med voldsom vækst i offentlige udgifter var ikke kun et dansk fænomen, og i 1991 lancerede den engelske forsker Christopher Hood sit bud på, hvad der skulle gøres. Der skulle moderniseres. Med det private erhvervsliv som forbillede. Kuren hed New Public Management.
Med andre ord, offentlig forvaltning, herunder den sociale forvaltning skulle styres og drives som en anden dagligvarebutik. Med styr på varerne og på deres gang fra leverandør til hylde og til kunde. På den baggrund ville der kunne tælles, evalueres, styres, ledes, specialiseres og planlægges ud fra den antagelse, at selvom vareopgørelse og varegang kunne være kompliceret, så kunne den følges og opgøres fuldstændigt.
Der var bare lige den hage ved det, at sociale problemer ikke kan sammenlignes med varer i en købmandsbutik. Omsorgssvigt eller arbejdsløshed kan ikke opgøres, vejes og måles som mel og sukker. Og det af den simple grund, at det drejer sig om forhold, der ikke kan afgrænses fuldstændigt.
Så en central forudsætning for videre handling, er at der skelnes mellem to typer af problemer, ”tamme problemer”, som kan være nok så teknisk komplicerede, men de lader sig beskrive og analysere udtømmende, og ”vilde” problemer, dvs. problemer, der ikke endegyldigt lader sig afgrænse, og hvis løsning derfor ikke er entydig.
Det burde der så have været organiseret efter, uanset om styringsformen er New Public Management eller en hvilken som helst anden. Men ideen om kontrol og styring og den besparelse, der måtte være resultatet heraf, har haft så megen gennemslagskraft, at offentlig forvaltning, herunder sociale forvaltninger siden da har ageret ud fra den fejlagtige præmis, at også sociale problemer netop kan opgøres og puttes i kasser.
Forsøg kunne ikke løse opgaven
Det ene forsøg efter det andet er gjort for at få sociale problemer til at passe til den ønskede måde at forvalte på. Et af de mest vidtgående eksempler var forsøg på at oprette et regulært IT varehus i 2014 under den daværende socialdemokratiske-radikale regering. Ideen var at sociale problemer skulle kunne rekvireres i form af sociale data, som så kunne danne grundlag for beslutninger.
Men firmaet Deloitte, der havde fået opgaven, måtte i afsluttende rapport 28.11. 2014 erkende at opgaven ikke kunne løses mekanisk, da antallet af mulige kombinationer og dermed data ville være uendeligt.
2018 udkom professorerne i forvaltningsret Jørgen Grønnegaard Christensen og Peter Bjerre Mortensen med bogen ”Overmod og afmagt”. Med en grundig gennemgang og kritik af aktuel forvaltning og politik inden for skatteområdet. I 2021 dokumenterede Sigge Winther Nielsen i Entreprenørstaten en gennemgående kritik af lovgivningspraksis, på baggrund af interviews med politikere på topniveau, Og i 2023 beskrev tidligere skatteminister Karsten Lauritzen sine erfaringer fra magtens maskinrum ligeledes om lovarbejdet og forvaltning. Og med opfordring til ændringer i bogen Lad det gå langsomt 2023,
Gentagelser af et budskab, som havde lydt gennem mange år. For helt tilbage i 2012 havde daværende formand for Socialpolitisk Forening Robert Olesen, samt seks fhv. socialministre i et åbent brev søgt at råbe den daværende socialminister Karen Hækkerup op med følgende overskrift. ”Lad os tænke socialpolitikken helhedsorienteret og langsigtet – nedsæt en socialkommission”.
Det fik de ikke noget ud af-andet end afvisning med den begrundelse, at folketinget ikke gav sig af med arkæologiske udgravninger, men udelukkende med fremadrettede justeringer.
Strid med loven om retssikkerhed
Så dokumentation til overflod og gennem mange år. Om praksis i strid med bl.a. Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Hvoraf det udtrykkeligt fremgår, at enhver borger ved henvendelse til forvaltningen har krav på en helhedsorienteret og hurtig sagsbehandling, og på at blive inddraget i behandling af sin sag.
Undervejs lancerede regeringen Løkke Rasmussen i 2017 en storstilet sammenhængsreform, som skulle gælde for hele det offentlige område. Nu skulle der gøres op med ineffektiv forvaltning, og borgerne skulle være fri for ”bøvl og bureaukrati”
Det kom der ikke noget ud af. Sikkert fordi medicinen var den samme, som den, der havde forårsaget netop ”bøvl og bureaukrati”. Dvs. mere topstyring, mere kontrol, og mere brug af digital kommunikation og datastyring som redskaber for mere tydelig ledelse.
At man på det politisk lovgivende niveau er fortsat i samme spor bekræftede bl.a .daværende digitaliseringsminister Marie Bjerre, da hun i foråret 2024 meddelte, hvorledes brug af kunstig intelligens sammen med intensiveret brug af digitalisering inden for den offentlige sektor, ville betyde både besparelser og mere effektiv sagsbehandling. Eksempelvis omkring tvangsanbringelser angiveligt pga. den berøringsangst, der knytter sig til disse sager.
Fokus er flyttet over på data
Med den udvikling jeg har givet eksempler på, er vægten således forskudt fra sagsbehandlere og deres kompetencer tæt på borgerne og til et fokus på levering af data fra sagsbehandlere til ledelse med henblik på kontrol og styring.
Der foreligger massiv dokumentation for utilstrækkelig sagsbehandling, manglende uddelegering af beslutningskompetence, og dermed manglende interesse for de fagprofessionelles rolle og udvikling. Hvilket igen har ført til en tavshedskultur med mangel på interesse for faglig udvikling og kritik. Og i sidste instans medfører det, at borgerne hægtes af.
Som en måske start på en proces i den rigtige retning, skal det dog nævnes her til sidst, at Folketingets formand Søren Gade ved Folketingets åbning kunne meddele, at samtlige partier i foråret pga. et opskruet arbejdstempo var blevet enige om, at der fremover skal afsættes mere tid til lovgivningsprocessen. Og at man ydermere i efteråret vil søge at kvalificere udvalgsarbejdet i folketinget ved at forbedre medlemmernes deltagelse heri.
Små skridt, men alligevel forhåbentlig en start på forbedringer, som i sidste ende kommer de borgere, lovgivning og forvaltning er til for, til gode.
