Foto: Thomas Rahbek, Slots- og Kulturstyrelsen.
Foto: Thomas Rahbek, Slots- og Kulturstyrelsen.

Efter 2 års restaurering: Nu er ikonisk have endelig genåbnet

Kommunalt

10/05/2024 05:44

J. Bøgen

Det var blandt andet muligt at gøre takket være en donation på 65 millioner kroner.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Med sin unikke arkitektur, righoldige flora og det imponerende springvand har Amaliehaven været et attraktivt opholdssted midt i København gennem mange år.

Gennem tiden er havens tekniske installationer blevet forældede, og i 2022 påbegyndte Slots- og Kulturstyrelsen derfor en omfattende restaurering af haven med generøs støtte fra A.P. Møller Fonden.

Det skriver Slots- og Kulturstyrelsen i en pressemeddelelse.

Genopstået i forårsskrud

Ved genåbningen onsdag sagde Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, formand for A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal:

”Haven er genopstået i forårsskrud, duftende, ren, funklende som en juvel. For Fondens bestyrelse og for mig personligt har det været helt afgørende at fremtidssikre Amaliehaven, som ligger Fondens hjerte så nær.”

Målet med projektet har været at bringe haven tilbage til sit oprindelige udseende fra 1983 og samtidig opdatere havens slidte dele.

Projektet er blevet udført med omhu for at beskytte Amaliehavens eksisterende blomster og træer, som er blevet suppleret med nye planter.

Alt fra trapper til elektriske systemer

Arbejdet har inkluderet restaurering af trapper, ramper og mure.

Alle stenoverflader er blevet renset, så havens mure har fået sin hvide farve igen, og beskadigede sten og fliser er blevet udskiftet.

De elektriske systemer i haven er blevet gennemgribende restaureret, og der er blevet etableret nye pumper, dyser og kontrolsystemer til springvandene.

Formålet har været at sikre, at springvand og kaskader fremstår smukt, samtidig med at alt fungerer energimæssigt effektivt.

For at skabe en særlig smuk og sammenhængende oplevelse af både springvand, kaskader og haverum om aftenen, er belysningen i haven blevet istandsat.

Der er isat nye, energibesparende armaturer, og de oprindelige lamper er blevet bevaret og renoveret, da de er en del af det samlede kunstværk.

Baggrund og fakta

Amaliehaven blev i 1983 givet som en gave til det danske folk fra A.P. Møller Fonden. Haven ejes i fællesskab af Københavns Kommune og staten ved Slots- og Kulturstyrelsen.

Amaliehaven er tegnet af den belgiske landskabsarkitekt Jean Delogne, og bronzesolene ved kaskaderne samt søjlerne ved centerspringvandet er af den italienske billedhugger Arnaldo Pomodoro.

Fogh & Følner Arkitekter A/S har været totalrådgiver på projektet.

Underrådgivere har været Eduard Troelsgård Rådgivende Ingeniører A/S og Gert Carstensen A/S Rådgivende Ingeniørfirma.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.