Silkeborg er sammen med syv andre kommuner en del af VisitAarhus. Foto: Shutterstock
Silkeborg er sammen med syv andre kommuner en del af VisitAarhus. Foto: Shutterstock

Har fået nok: Vil ikke betale for det

Kommunalt

27/07/2022 09:38

J. Bøgen

Hvorfor skal vi betale millioner for noget, der ikke kommer os til gode, lyder kritikken.

Silkeborgenserne er trætte. Trætte af at kaste penge efter noget, der mest af alt ikke kommer dem til gode.

Helt præcist er kommunen træt af, at de hvert år smider mellem 3 og 4 millioner kroner efter turistorganisationen VisitAarhus. For pengene går alligevel hovedsagelig til at promovere netop Aarhus.

"Vi får for lidt for det. Det er et problem, at vi ikke har en turistinformation i Silkeborg. Det mener jeg helt klart, vi skulle have i stedet for," siger kunsthandler Henrik Omme til TV2 ØSTJYLLAND.

VisitAarhus er et samarbejde mellem otte øst-og midtjyske kommuner, der har til formål at lokke flere turister til regionen.

Silkeborg kan ikke klare sig alene

I Silkeborg giver kommunen 3,5 millioner kroner i årligt tilskud til turismeorganisationen. Men de penge ville være brugt langt bedre, hvis Silkeborg Kommune selv stod for markedsføring og turistinformation, mener en række lokale.

De er blandt andet trætte af, at Silkeborg, ifølge dem, ikke er tydelig på VisitAarhus' hjemmeside. For den midtjyske kommune dukker først op på hjemmesiden efter, man har været igennem talrige Aarhus-attraktioner på hjemmesiden, mener de.

Besøger man hjemmesiden visitaarhus.dk kan man da ganske rigtigt ikke få øje på Silkeborg nogen steder på forsiden, selvom man har muligheden for at trykke på en fane, der hedder "Byer og steder".

Kan du få øje på Silkeborg? Foto: Screendump, visitaarhus.dk

Og byrådsmedlem i Silkeborg, Peter Sig Kristensen (EL), kan godt forstå de lokales frustration.

"Der er for mange kommuner, for stort et geografisk område og for mange forskellige turistattraktioner i den gryde, der hedder VisitAarhus," siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Men der er ikke udsigt til, at Silkeborg kommer til at bruge millionerne til VisitAarhus anderledes. Borgmester i Silkeborg, Helle Gade (S) tror nemlig ikke, at byen kan klare sig uden samarbejdet mellem de otte kommuner.

Det betyder dog ikke, at der ikke kan være ændringer på vej. Der skal nemlig spares i Silkeborg i 2023, og derfor kommer støtten til VisitAarhus uden tvivl til debat, når budgettet for næste år skal forhandles.

VisitAarhus forstår ikke kritikken

Direktør i VisitAarhus, Pia Lange, undrer sig imidlertid over, hvor kritikken fra Silkeborg stammer fra.

"Silkeborg er meget vigtig for vores samlede destination, og brandet "Danmarks outdoor-hovedstad" og Søhøjlandet er helt uvurderligt for vores markedsføring," siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Pia Lange medgiver, at det har været en udfordring at samle så mange kommuners turismearbejde. Men hun mener, at det, Silkeborg har at byde på, står stærkt i samarbejdet, og direktøren understreger, at det er den samlede Aarhusregion, som VisitAarhus kalder det geografiske område, der skal markedsføres.

Her er kommunerne i VisitAarhus

  • Aarhus

  • Randers

  • Favrskov

  • Norddjurs

  • Syddjurs

  • Skanderborg

  • Silkeborg

  • Viborg

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.