Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Ny tal afslører: Derfor flytter folk til og fra hovedstaden

Kommunalt

25/09/2023 07:32

J. Bøgen

Sidste år var der 5000 mere, der flyttede fra København, end der flyttede til byen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I 2022 flyttede 35.000 borgere til København, mens 40.000 flyttede ud. En ny undersøgelse går nu i dybden med, hvem til- og fraflytterne er, og hvorfor de flytter.

Blandt fraflytterne er en stor del børnefamilier, der flytter, når børnene er i daginstitutionsalderen. Men cirka en fjerdedel af dem, der flyttede i 2022, ville gerne være blevet, hvis det ikke var så dyrt.

Det skyldes blandt andet, at det for børnefamilierne er svært at finde en bolig, der passer til deres boligønsker inden for deres budget.

Det skal der handles på, lyder det fra overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S):

”Det er vigtigt, at København bliver ved med at være en by for alle, uanset hvor man er i livet. Derfor ærgrer det mig, at folk flytter fra byen, fordi de ikke kan finde en bolig, der er til at betale som familie. Det skal vi handle på. Man skal kunne blive boende i byen - også når familien vokser og boligbehovet ændrer sig.”

De fleste flytter for at arbejde eller uddanne sig

Undersøgelsen stiller også skarpt på de 35.000 københavnere, der flyttede til København i 2022. Næsten halvdelen af dem var unge mellem 18 og 25 år. Langt de fleste kommer fra omegnen af København og bosætter sig her typisk for at arbejde eller uddanne sig.

Også stemningen og bylivet i København betyder meget i beslutningen om at flytte til hovedstaden. Det er vigtige data, når man skal byplanlægge, mener Sophie Hæstorp Andersen:

”Det er på sigt med til at kvalificere flyttetendenserne ind og ud af byen, og derfor er undersøgelsen et rigtig godt værktøj, når vi lægger planer for byens udvikling. Det giver os et endnu bedre billede af, hvad det er for en type tilflytter, København tiltrækker, hvilket boligbehov de har, og hvad deres ønsker til byen er.”

Kigger man på tilflytternes uddannelse, fylder de højtuddannede meget mere blandt tilflytterne i dag end tidligere. Antallet af færdiguddannede akademikere, der flytter til København, er næsten tredoblet fra knap 2.200 i år 2000 til godt 6.000 i 2021.

De fleste tilflyttere bor med partner eller alene, og halvdelen bor for under 7.500 kr. om måneden. Over en fjerdedel bor i delebolig hovedsageligt af økonomiske årsager, men de fleste kan også lide at have mennesker omkring sig, viser undersøgelsen.

Det er første gang, Københavns Kommune undersøger til- og fraflytning på denne måde. Det er planen, at undersøgelsen skal gentages.

Det viste undersøgelsen

  • I 2022 flyttede 35.000 borgere til København, mens 40.000 flyttede ud.

  • Næsten halvdelen af tilflytterne er mellem 18 og 25 år, men knap 14 procent – svarende til 5.000 tilflyttere - er over 40 år. Godt en fjerdedel af tilflytterne bor for mindre end 5.000 kr. om måneden, og yderligere godt en fjerdedel bor for under 7.500 kr. Knap en tredjedel har boligudgifter for 7.500-15.000 kr., og godt en tiendedel for mere end 15.000 kr.

  • Godt en fjerdedel af tilflytterne bor alene; blandt de øvrige bor 38 procent med en partner, og 24 procent bor med venner/ bekendte og 7 procent med nogen de ikke har en relation til. Der er overlap mellem grupperne, da det er muligt at bo både med en ven, og en man ikke har en relation til.

  • 56 procent af fraflytterne angiver, at de gerne ville være blevet boende i København. Af dem der gerne ville være blevet i København, angiver halvdelen, at de ikke kunne blive boende af økonomiske årsager.

  • I alt har godt 6.500 tilflyttere og godt 7.000 fraflyttere besvaret hele eller dele af spørgeskemaet, hvilket giver svarprocenter på hhv. 22 og 25 procent.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.