Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Nye tal: Knap halvdelen af Københavns fattige børn bor i disse 3 bydele

Kommunalt

26/06/2024 09:25

J. Bøgen

I en af bydelene er det næsten hver tiende barn, der vokser op i en fattig familie.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

4,5 procent af børnene i København vokser op i fattige familier. Det svarer til 5.036 børn.

Det fremgår af en ny opgørelse af børnefattigdom i hovedstaden, som Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune har udarbejdet.

Opgørelsen viser også, at børnefattigdommen er ulige fordelt på tværs af kommunens bydele. Lidt under halvdelen af byens fattige børn bor i enten Brønshøj-Husum, Bispebjerg eller på Nørrebro.

I Brønshøj-Husum, hvor andelen af fattige børn er størst, vokser 9,2 procent af børnene op under fattigdomsgrænsen. 

Ud af de mere end 5.000 fattige børn i København har cirka halvdelen været fattige i et år eller mere, og en fjerdedel har været fattige i mere end tre år i træk.

Socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) siger i forbindelse med opgørelsen:

”Sommerferien er lige om hjørnet, men for børn fra fattige familier er det ikke nødvendigvis lykken. For hvis man er en af de eneste i klassen, der ikke kan fortælle om spændende sommerferie-eventyr, når skolen begynder igen til august, så kan det føles ret skamfuldt og ensomt.  Vi ved, at det kan have store og meget negative konsekvenser for børn at vokse op i fattigdom. Og derfor tager jeg også de nye tal alvorligt, for som kommune skal vi gøre alt for at bekæmpe børnefattigdom og støtte børn og familier, som har det hårdt. Nu har vi et langt bedre overblik over, hvor fattigdommen er størst i hovedstaden, og hvor vi derfor også skal have et endnu større fokus på de forebyggende og tidlige indsatser for udsatte børn og unge, som vi ved virker.”

Det var på baggrund af et medlemsforslag af socialborgmester Karina Vestergård Madsen, at Borgerrepræsentationen i marts 2023 besluttede, at der skal udarbejdes en årlig opgørelse af børnefattigdom i Københavns Kommune.

Indsatser i udsatte boligområder

Socialforvaltningen i Københavns Kommune har en række forebyggende og tidlige indsatser for børn og unge i udsatte boligområder i blandt andet Brønshøj/Husum, Bispebjerg og på Nørrebro.

For eksempel intensive familiebehandlingsforløb, der forebygger, at udsatte unge ryger ind i en kriminel løbebane. Forløbet begyndte i 2020 og blev ved de seneste budgetforhandlinger forlænget til og med 2027.

Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen har også gode erfaringer med en fælles indsats for at nedbringe elevfraværet på udvalgte skoler i udsatte områder.

En stabil skolegang er særligt vigtig for netop udsatte børn og unge, da det øger chancen for et selvstændigt voksenliv.

De to forvaltninger har derfor foreslået, at indsatsen skal fortsætte på flere skoler i Bispebjerg og på Nørrebro. Det vil blive taget op til budgetforhandlingerne efter sommerferien.

Fakta om opgørelsen af børnefattigdom

Børnefattigdomsrapporten bruger to forskellige metoder til at opgøre antallet af fattige i København - budgetmetoden og medianmetoden. De nævnte tal i pressemeddelelsen er beregnet ud fra medianmetoden.

Medianmetoden måler forekomsten af relativ fattigdom og bygger på tal fra Danmarks Statistik. Medianindkomsten er den indkomst, som ligger midt i indkomstfordelingen i befolkningen. En familie med en indkomst, der er lavere end 50 procent af medianindkomsten, betegnes som fattig.

Andel af børn i bydelen, der var fattige i 2022

  • Brønshøj/Husum: 9,2 procent

  • Bispebjerg: 7,9 procent

  • Nørrebro: 6,1 procent

  • København (gennemsnit): 4,5 procent

  • Valby: 4,1 procent

  • Amager Vest: 3,8 procent

  • Vesterbro/Kongens Enghave: 3,5 procent

  • Amager Øst: 3,4 procent

  • Indre By: 3,0 procent

  • Vanløse: 2,9 procent

  • Østerbro: 2,5 procent

  • Ukendt adresse: 6,0 procent

Læs rapporten "(Børne-)fattigdom i København 2024"

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.