Ugen kan starte med bulder og brag - i hvert fald hvis man bor på Sjælland.
DMI advarer nemlig om, at øen kan blive ramt af både lokale skybrud, hagl og torden i løbet af mandagen. Derudover er der risiko for lokale skybrud i den øst- og sydøstlige del af Jylland, samt på Fyn, Lolland og Falster.
Det er særligt i eftermiddag, der bliver brug for regntøj, og prognoserne viser, at bygerne kan blive ret hidsige. Da der samtidig ikke er megen vind, kan der komme 15 mm regn på en halv time, hvilket er definitionen af skybrud.
Varslet for skybrud gælder mandag kl. 11 til kl. 18. Mod aften ventes bygerne at opløses eller svækkes.
I de gule områder er der varslet risiko for skybrud, hagl og torden. I de blå områder er der risiko for lokale skybrud. Foto: Screenshot, DMI