Offentlig topleder i social-stafetten: Vi skal skifte socialpolitisk retning

Susanne vil gerne høre mine tanker om nutidens og fremtidens socialpolitik, og de tanker deler jeg gerne. Det er al ære værd, at DHF sætter socialpolitikken til debat, for selvom vi sikkert er enige om målet – det gode liv for alle, uanset eventuelle, særlige behov – så kan vejen derhen, se meget forskelligt ud.

Set fra min dagligdag i Aarhus Kommune og med mere end 20 års erfaring som leder inden for velfærdsområderne er der hos mig ingen tvivl om, at vi har brug for at gentænke socialpolitikken - ja endnu bredere gentænke velfærdsområderne.

Når færre unge med et handicap tager folkeskolens afgangsprøve, får en uddannelse, færre voksne bliver en del af arbejdsmarkedet eller andre fællesskaber – ja, så er det bekymrende tegn på, at vi ikke lykkes med socialindsatsen, som den er tilrettelagt i dag. Vi må gentænke.

Den nuværende retning har vi fulgt i mange år. Den er efterhånden blevet brolagt med en meter tyk procesregulering og et voldsomt kontrolregimente, som indebærer et massivt bureaukrati i form af et tocifret antal tilsyn, klageorganer, dokumentations- og proceskrav, kvalitetsstandarder mv. Det er betænkeligt af flere grunde.

For det første er det dyrt, for vi bruger mange samfundsressourcer på skrivebordsopgaver – ressourcer, som kunne gøre meget større gavn hos borgerne. Et illustrativt eksempel er området for merudgifter, hvor vi i Aarhus Kommune bruger 16 procent af de administrative ressourcer på voksenhandicapområdet på at sagsbehandle merudgifter, som i sig selv kun udgør 1 procent af budgettet. Det siger sig selv, at en mere smidig og u-bureaukratisk model for økonomisk kompensation vil gøre det muligt for os at flytte ressourcer fra skrivebordet til borgerne.

For det andet er det udtryk for en tænkning, hvor rigid styring og kontrol ses som vigtigere end muligheden for at tilpasse indsatsen, så den matcher individuelle behov. I stedet har vi fået et system som ingen kan overskue, hvor vi som borgere bliver væk i processer og dokumentationskrav. Tænkningen nærer nemlig en nulfejlskultur, hvor det er sagsprocessen der kommer i fokus i stedet for samarbejdet med borgerne. Alt for mange borgere kommer i tvivl om, hvorvidt systemet er til for dem eller for sig selv.

For det tredje fastholdes vi som borgerne i en rolle, hvor det er vores mangler, der bliver definerende, i stedet for ressourcer og kompetencer. Mennesker er forskellige. Drømme, ønsker og behov er forskellige. Derfor er svaret ikke fastlåste ydelser, men hvordan vi som samfund gennem fleksible indsatser kan støtte den enkelte i at skabe sig et godt liv.

Vi skal skifte socialpolitisk retning. Kontrol er godt (og nødvendigt), men tillid er bedre (og billigere). Tillid til, at den enkelte borger bedst ved, hvad der skal til. Tillid til, at kommunerne bedst kan støtte borgerne gennem individuelle løsninger. Tillid til, at borgerne og kommunerne sammen kan finde de rigtige løsninger for den enkelte, hvis der er større frihed og handlerum. Jeg er ikke i tvivl om, at det vil frigøre flere ressourcer til det væsentlige – indsatsen for de borgere, der har brug for fællesskabet. Og det vil der til stadighed være brug for.

Jeg sender depechen videre til Knud Aarup, fordi jeg gerne vil høre Knuds bud på, hvordan vi får gentænkt et velfærdssamfund, der baserer sig på fællesskab, lighed og tillid.