Randers henter ny sekretariatschef i Norddjurs

Ledelse

03/01/2019 12:18

Nick Allentoft

Randers Kommune har ansat ny chef for sekretariatet Politik, Jura og Kommunikation.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Michael Engelsbæk har mange års ledelseserfaring på højt niveau. Han har både arbejdet som chef for direktionssekretariatet i Ældre og Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune og som vicekontorchef i KLs direktionssekretariat med ansvar for interessevaretagelse og netværksarbejde internationalt og i forhold til EU.

Siden 2016 har han arbejdet som direktør med ansvar arbejdsmarked, erhverv, borgerservice, it og digitalisering i Norddjurs. Dermed har Michael Engelsbæk stor erfaring inden for politikudvikling og udvikling af sekretariatsfunktioner samt topledelse. Kvalifikationer han netop kan bruge i forhold til Randers Byråds centrale sekretariat for Politik, Jura og Kommunikation.

"Vi glæder os til, at Michael Engelsbæk kommer til Randers Kommune. Vi får en chef, der både forstår at drive et sekretariat med fokus på stærk betjening af byrådet, som kan udvikle Randers Kommunes interessevaretagelse og sikre et stærkt fokus på jura og kommunikation. Michael Engelsbæk har dermed et stærkt afsæt inden for flere væsentlige områder, som er vigtige netop for et byrådssekretariat og som er væsentlige for en chef, der ofte håndterer mange tværgående forandringsprocesser og samtidig skal tilbyde topservice til hele organisationen," siger kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt, Randers Kommune.

Michael Engelsbæk er vant til at arbejde sammen med mange forskellige fagområder og aktører. CV'et er langt og vidner om bred erfaring lige fra udviklingsopgaver på tværs af den magistratsstyrede Aalborg Kommune, erfaring fra internationalt arbejde i KL og også arbejde med det landsdækkende rådgivende og koordinerende organ KommuneKontaktRådet, hvor Randers Kommune har formandskabet og fra Dansk Arbejdsgiverforening.

"Jeg glæder mig rigtig meget til at begynde i jobbet. Randers er en stor kommune med mange spændende projekter og et stort potentiale. Jeg ser især frem til at understøtte den politiske proces, servicere byråd og direktion ligesom jeg glæder mig til at arbejde på tværs i en spændende organisation," siger Michael Engelsbæk.

Privat bor han med sin hustru i Egå og bruger fritiden på sin interesse for historie, tegning/maleri, foto og lidt styrketræning.

"Jeg kender Randers rigtig godt, og helt personligt ser jeg frem til også at kunne gå ture og dyrke min fotointeresse i den meget fotogene Randers Kommune, hvor der er så mange smukke steder," siger Michael Engelsbæk.

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.