Der bør altid være et analogt alternativ til sårbare borgere, når vi digitaliserer, mener Landsforeningen LEV.
De store rationaliseringsgevinster for fx. banker og offentlige myndigheder – og for mange borgere – har med andre ord også nogle tabere, eksempelvis mennesker med udviklingshandicap.
I landsforeningen LEV - interesseorganisationen for udviklingshæmmede og deres pårørende - synes vi ikke, at det er rimeligt, at sårbare borgere bliver ringere stillet og bliver mere afhængige af hjælp som konsekvens af de stadigt flere digitale løsninger. Men det er desværre den vej, det går.
En af de helt store udfordringer for mange mennesker med udviklingshandicap er håndteringen af den daglige økonomi. Dem, der ikke kan håndtere en pinkode, har efterhånden virkelig svært ved at komme i besiddelse af kontanter.
I det offentlige er der krav om, at der stilles ikke-digitale alternativer til rådighed for dem, der ikke kan håndtere de digitale løsninger, eller som ikke ønsker det. Og når det drejer sig om penge, så regner man stadig kontanter som et brugbart alternativ - og det er det da også (endnu) - hvis man kan få fat i dem.
Prøv at tænke efter - hvor ville du egentlig selv få fat i kontanter, hvis du ikke kunne håndtere en pinkode? Der bliver færre og færre bankfilialer og flere og flere af dem bliver kontantløse.
Brug for nye løsninger – både digitale og ikke-digitale
I det offentlige er der som nævnt krav til, at der skal forefindes ikke-digitale løsninger, som kan benyttes, hvis man ikke kan benytte de forskellige digitale løsninger. Mange af disse løsninger er dog langt fra gode nok, og de er meget forskellige. Så tit kræver det endnu større resurser at benytte disse. Og skal man have hjælp, er det heller ikke altid så ligetil.
Faktisk hører vi paradoksalt nok om støttepersoner og værger, der har problemer med at støtte en borger med udviklingshandicap – eller en af vores ældre medborgere – i anvendelsen af de alternative løsninger. Både de digitale og de ikke-digitale.
I LEV foreslår vi, at det gøres til et princip, at der etableres en gennemtænkt og testet analog løsning, hver gang der lanceres en ny digital løsning. Og har man brug for støtte, så skal den person, der skal hjælpe kunne kan gøre det digitalt – og på en måde, der ligner den støttepersonen selv benytter til egne sager.
Læs artikel på SamfundsDesign: Hvad med de borgere, der synes digital kommunikation med det offentlige er svært?
Netværk for digital inklusion
’Netværk for digital inklusion’ er et netværk under Digitaliseringsstyrelsen, der har til formål at understøtte og forbedre indsatsen overfor de målgrupper, der fortsat har behov for hjælp til at kommunikere digitalt med det offentlige.
Det netværk har givet LEV mulighed for at se nye løsninger og kommentere på disse inden de bliver lanceret, ligesom det giver os mulighed for at påpege problemer ved allerede eksisterende løsninger. Denne inddragelse er vigtig.
Men der er stadig meget stor valgfrihed for de enkelte offentlige aktører i forhold til hvordan de vil udforme deres alternative - ikke digitale - løsninger. Her er der brug for mere samordning og større ensretning, så det bliver lettere for borgerne eller deres støtte at benytte disse løsninger. Derfor har LEV i ’netværket’ flere gange efterlyst en strategi for det ikke-digitale, der følger Digitaliseringsstrategien.
Bankernes digitale og ikke-digitale løsninger bør imidlertid også være en del af Digitaliseringsstyrelsens område. Ingen borgere kan komme uden om bankerne – heller ikke mennesker med betydelige udviklingshandicap – og derfor bør der også være et stærkere fokus på hvilke ydelser, der stilles til rådighed for dem, som ikke kan det digitale.
Her løser markedskræfterne tydeligvis ikke opgaven af sig selv.
- Tilmeld dig Samfundsdesigns nyhedsbrev med nyt om offentlig digitalisering
Læs artikel på SamfundsDesign: Digitalisering skal altid være til gavn for borgerne
Læs mere på EG: Se vores tema om servicedesign
Læs mere på EG: Om andre indsatser for it-udfordrede borgere på digst.dk
