Lad os male et nyt billede af livet med hiv.
Sådan lød AIDS-Fondets opfordring til kunstmaler Mathilde Fenger, som er kunstneren bag udstillingen Positive Portrætter, der i anledning af Copenhagen Pride kan ses på Frederiksberg Rådhus fra den 7. til den 16. august.
Udstillingen består af 12 portrætter på halvanden gange to meter, der afbilleder mennesker med hiv.
Et af portrætterne er af Pia Laursen Vognsen, som gerne vil gøre op med det tabu, som bliver ved med at hænge ved hiv.
"Jeg kunne godt tænke mig, at folk tænkte på det lidt ligesom med cancer, så man kunne tale åbent om det. Der jo ikke noget, som er farligt mere. Det er en ganske almindelig sygdom, som vi bliver gamle med," siger hun.
Pia Laursen Vognsen boede på Frederiksberg, da hun i 1987 fik diagnosen hiv. I 1992 blev hun aktiv i Frederiksberg AIDS-sekretariat, hvor hun er var af de hiv-positive, som holdt foredrag på skoler og arbejdspladser. Det var også her hun mødte sin nuværende mand.
"Rene var ansat på Frederiksberg AIDS-sekretariat. Han var forelsket i mig, og han vidste, hvad han gik ind til. Jeg syntes måske, at han var lidt ung, men han blev ved, og så flyttede han ind, og nu har vi været gift i 31 år," siger Pia Laursen Vognsen.
Åbningsreception på Frederiksberg Rådhus
Pia Laursen Vognsen holder tale, når udstillingen Positive Portrætter åbner med en reception onsdag den 7. august kl. 16.30 til 18.30.
Der vil desuden være taler af Frederiksbergs borgmester, Michael Vindfeldt, AIDS-Fondets direktør, Lars Christian Østergreen, og af skuespiller Susse Wold, som har være præsident for AIDS-Fondet siden 1986.
Omgærdet af tabu
Hiv og aids er ikke noget, vi taler om. De færreste af os kender nogen, der har hiv. Og de fleste af os har et billede af, at det er noget, som var et stort problem for mange år siden – eller langt fra hvor vi bor.
Men for 6.800 mennesker herhjemme er hiv ikke et falmet billede fra fortiden. De lever med sygdommen.
"Det er ikke længere en dødsdom at få hiv, og de fleste lever et godt liv med sygdommen, men der et tabu, som bliver ved med at klæbe til sygdommen. Det skal vi gøre op med, for tabuet gør det svært for mange at leve med hiv," siger Lars Christian Østergreen, der er direktør i AIDS-Fondet.
Han forklarer, at frygten og fordommene lever videre, selvom der er sket en enorm udvikling medicinsk, og vi i dag ved meget mere om sygdommen.
"Det er som om vores billede af hiv er frosset på det tidspunkt, hvor de store aids-kampagner stoppede, og der ikke længere blev talt om hiv og aids. Vores billede af hiv er sammen med frygten og fordommene gået i arv, så unge vokser op med vores opfattelser fra dengang," siger Lars Christian Østergreen.
Tid og sted
Der er åbningsreception onsdag den 7. august kl. 16.30-18.30
Sted
Frederiksberg Rådhus, Smallegade 1, 2000 Frederiksberg
Udstillingen kan ses
7. august til den 16. august
Åbningstider
Mandag – torsdag kl. 08.45 – 16.30
Fredag kl. 08.45 – 13.30
Fakta om HIV
Når man er i behandling for hiv, falder mængden af virus så meget, at man ikke kan give hiv videre til andre. Heller ikke hvis man har sex uden kondom.
Hiv er en forkortelse for Human Immundeffekt Virus. På dansk kan man sige, at hiv er en virus, som angriber immunforsvaret hos mennesker.
Aids er en diagnose, man kan få, hvis man har hiv og bliver ramt af nogle bestemte sygdomme, som kun kan udvikle sig, når ens immunforsvar er svækket.
Om maleren
Mathilde Fenger har med sit kunstneriske virke revitaliseret historiemaleriet og vist, at genren både er vigtig og relevant i det 21. århundrede.
Mathilde Fenger har tidligere skabt en serie værker samt hovedværket ’Transition’ (2012) til Det Nationalhistoriske Museum af den danske tilstedeværelse i Afghanistan, ligesom hun senest i 2021-2022 malede en ikonisk serie samtidshistoriske malerier om Nordsøens liv og mennesker.
Derudover har Mathilde Fenger skabt historiemaleriet ’Justitia’, af rigsretssagen mod tidligere minister Inger Støjberg.
Hun har desuden portrætteret både H.M. Dronning Margrethe og H.M. Dronning Mary.