Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

De er overalt: Nu vil parti forbyde disse reklamer

Lovgivning

21/10/2024 11:29

J. Bøgen

Det skal beskytte særligt unge, og det skal gælde både traditionelle og digitale medier.

I takt med den stigende tilgængelighed af pengespil, særligt online, ser vi en bekymrende udvikling blandt unge mennesker. Flere og flere unge begynder at spille på spilhjemmesider, hvilket i mange tilfælde fører til alvorlige økonomiske konsekvenser.

KristenDemokraterne og KristenDemokratisk Ungdom mener, at det er på høje tid, at politikerne tager ansvar og indfører et fuldstændigt forbud mod reklamer for pengespil både i traditionelle medier og på digitale platforme.

Ifølge en undersøgelse foretaget af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) står det klart, at personer med spilleproblemer er langt mere påvirkelige over for reklamer for pengespil end dem uden problemer.

Denne undersøgelse viser, at 81 procent af unge risikospillere sandsynligvis vil fortsætte med at spille.

Vi kan ikke acceptere konsekvenser

Formanden for KristenDemokraterne, Jeppe Hedaa, udtaler:

"Vi kan ikke acceptere de konsekvenser, liberaliseringen af gambling-markedet har haft på vores samfund. Flere og flere unge falder i spillets fælde, og statens samt spiludbydernes profithunger bidrager til denne uheldige udvikling. Det er vores ansvar som samfund at tage affære og beskytte de mest sårbare, særligt børn og unge."

En rapport fra Rambøll og Spillemyndigheden afslører, at antallet af danskere, der har problemer med pengespil, er steget fra 212.000 i 2016 til 478.000 i 2022.

Samtidig viser rapporten, at hele 24.500 børn mellem 12 og 17 år kæmper med spilleproblemer, selvom det er ulovligt for unge under 18 år at deltage i pengespil.

Opfordrer til skærpet lovgivning

KristenDemokraterne opfordrer Folketinget til at skærpe lovgivningen på området. Forslagene omfatter blandt andet et forbud mod pengespilsreklamer på spillertøj og under sportsbegivenheder samt skærpede krav til techgiganter om at fjerne ulovlige reklamer, som rettes mod unge.

Magnus Rothmann, landsformand for KristenDemokratisk Ungdom, udtaler: "Vi unge kristendemokrater vil ikke længere stå på sidelinjen og se til, mens spilindustrien udnytter vores generation. Det er uacceptabelt, at spilvirksomheder frister unge til gambling gennem aggressive reklamekampagner. Vi opfordrer til et totalt forbud mod pengespilsreklamer og en fornyet indsats for at styrke både forebyggelse og behandling af spilleproblemer. Unge skal ikke lokkes ind i en skadelig spiral af gæld og ludomani – det er vores ansvar at beskytte dem."

Som en del af en indsats for at skabe et sundere samfund ønsker KristenDemokraterne og KristenDemokratisk Ungdom også at styrke oplysningen om pengespil gennem undervisning i skolerne, samtidig med at der afsættes flere ressourcer til rådgivning og behandling af spilleafhængighed.

"Sammen står vi fast på, at et samfund baseret på solidaritet og ansvar er vejen frem. Ved at beskytte vores unge mod de farer, der følger med pengespil, skaber vi en bedre fremtid for alle," afslutter Magnus Rothmann.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.