Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Fire etiske råd i fælles opråb - efterlyser international grænse

Lovgivning

27/03/2025 07:54

J. Bøgen

De etiske råd i Danmark, Norge, Sverige og Finland efterlyser en international grænse for, hvor mange børn en enkelt donor kan være genetisk ophav til. Det sker på baggrund af en stigende efterspørgsel på sæd- og ægdonation på tværs af landegrænser i Europa, der rejser flere etiske og regulatoriske bekymringer.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I takt med at flere europæiske lande har udvidet adgangen til assisteret reproduktion til blandt andet enlige kvinder og homoseksuelle kvindelige par, er efterspørgslen på æg og sæddonorer steget markant.

Samtidig har flere lande haft udfordringer med at finde nok donorer lokalt, hvilket har ført til en øget afhængighed af kommercielle cryobanker, der opererer internationalt.

Danmark er hjemsted for nogle af verdens største cryobanker, der leverer sæd og æg til hele verden.

Behov for international regulering

De fleste lande har nationale love, der begrænser antallet af børn, som en enkelt donor kan være genetisk ophav til, men på internationalt plan findes der ingen tilsvarende regulering.

Sæd eller æg fra én donor kan derfor anvendes i flere lande, hvilket reelt set omgår de nationale regler. Som konsekvens kan et donorbarn ende med at have flere hundrede genetiske halvsøskende spredt over hele verden.

Enkelte cryobanker har frivillige grænser, men disse varierer betydeligt.

De fire nordiske etiske råd, der nu er gået sammen i et fælles opfordring, mener, at den nuværende praksis skaber usikkerhed for både de, der donerer, de der modtager donationen, og de donorbørn, der bliver resultatet heraf.

Flere donorbørn benytter i dag genetiske tests og sociale medier for at finde deres halvsøskende, hvilket i flere tilfælde har ført til, at de har fundet et stort antal halvsøskende, de ikke vidste, de havde. Dette kan både medføre psykologiske og sociale udfordringer for de involverede parter.

Opfordring til handling

I udtalelsen opfordrer de fire nordiske etiske råd til, at der fastsættes en international grænse for antallet af børn per donor, og opfordrer ligeledes til, at de nordiske lande tager politisk initiativ til at fremme en sådan regulering på EU-niveau.

Indtil en international regulering er på plads, opfordrer rådene cryobankerne til at fastsætte egne grænser for antallet af børn per donor. Desuden understreges vigtigheden af gennemsigtighed, så både donorer og modtagere er fuldt informerede om, hvor mange børn der potentielt kan blive undfanget fra en enkelt donor.

Mest Læste

Annonce