Tavshed er det eneste vi har hørt fra ministeren siden hun modtog Institut for Menneskerettigheders rapport Ret til uddannelse, som jeg også skrev om før nytår.
Problemet er at mange børn med ADHD og autisme ender i svær skolevægring, men skolevægring handler her ikke om at ’pjække’ – "børnene vil ofte gerne i skole, men de magter det ikke", slår rapporten fast.
Jeg har selv stået med et barn i den situation for få år siden, så jeg kender kun alt for godt problemet, der slet ikke er blevet bedre siden.
Anders Dinsen om velfærd, inklusion og systemer
Tvært imod: På de lukkede Facebook-grupper om skolevægring og under de personlige profiler fylder frustrationen over systemet. Afmagt og vrede over den såkaldt inkluderende folkeskole, bureaukratiet og voksne, der tilsyneladende har andre mål end børnenes bedste er desværre gennemgående.
Forældre oplever, at blive anset som årsagen til problemerne selvom de kæmper for at løse dem. Jævnligt oplever folk trusler om at blive trukket i børnepengene, de såkaldte forældrepålæg.
Den inkluderende rummelighed opleves som tom snak.
Vi skal jo alle kunne se folkeskolen i os selv og i vores barn.
Inklusion udtrykkes i lysten til at gøre noget
Tre af mine egne sønner kom for langt ud i frygt for skoledagen. Angst og psykose blev udtrykt i afmagtens sprog, der kun rummede et enkelt ord: ”Nej”.
Det er over ti år siden, men jeg husker meget tydeligt en bestemt situation: Min søn var afholdt og både lærere og kammerater hjalp ham når vi kom om morgenen.
Alligevel kunne han ikke få sig selv til at gå ind i klassen. Problemet var kommet snigende over en længere periode. Til sidst blev hans angst helt ubærlig. Det var smertefuldt at se på.
Prøv DenOffentlige 2
DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur.
Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.
En omfattende udredning i psykiatrien gav gode forklaringer på hans problem og efterhånden fandt vi voksne omkring ham ud af, hvordan han kunne hjælpes. Det blev uden for den almindelige folkeskole.
Men omsorgen viste både ham og mig, at inklusion er en værdi, der udtrykkes i lysten til at gøre noget for hinanden fordi vi kan og vil se de andre i os selv.
Dannelsen er blevet til indlæring
Folkeskolen anno 2018 er skabt i billedet af systemets idealmenneske: Den ego-orienterede normalitet, der knokler for karakterer og udbytte.
Skoledagen er fyldt med afbrydelser, skiftende skemaer, lærerteams, motion, og uklare opgaver man selv skal definere helt fra de små klasser. Den menneskelige relation til læreren, der vil barnet, er sat i baggrunden, sammen med dannelsen.
Det ligner en forberedelse til voksenlivet, hvor afbrudte tanker er de eneste vi har ret til, når vi da ikke løbetræner for at kunne tænke endnu hurtigere, for at opfylde målkravene.
Det er et psykologisk faktum, at børn er sårbare i varierende grad. Men i folkeskolen anno 2018 kan der ikke gives dispensation til en kortere skoledag. Logikken bag ræsonnementet er sygt: Der er nemlig sat lighedstegn mellem timer, pensum og læring.
Bevægelse er det nye sort, men bagtanken er de faglige performance-mål. At være menneske og motionere, dyrke gymnastik og bruge kroppen i sig selv er glemt. Havde vi ikke engang en tradition for at dyrke gymnastik i Danmark?
Stil skarpt på det almenmenneskelige og bryd afmagten
Det vi ellers altid har brystet os af i Danmark, dannelsen, er blevet til indlæring. Men når drengen med ADHD og tanker og ord, der ind imellem myldrer og falder over hinanden hele tiden skal sætte sig, ikke udtrykke sig, så gives han jo aldrig en chance for at dannes.
Normer som disse kan vi kun ændre, hvis vi ser specialbørnene som børn, vi ikke bare kunne have haft selv, men også børn vi selv kunne have været.
Børn med autisme og ADHD er jo ikke anderledes end alle andre: Alle børn har brug for robusthed og resiliens, og det kan vi kun lære, hvis vi ser det skrøbelige i os selv.
Løsningen: Sæt det skrøbelige og anderledes på skoleskemaet, men ikke som ydre ting. Det er en måde at lære om os selv.
