Svin, svin, svin, svin… Med de ord gav en meget ophidset Naser Khader i oktober 2007 igen på Henrik Qvortrups påstand om, at Naser Khader skulle have fået udført sort arbejde. Den ophidsede tone fik styrke af, at tvisten fandt sted midt i Khaders valgkamp og kunne påvirke hans fremtid. Den er blusset op i flere omgange siden; ikke mindst som resultat af pressens pirken til parterne. Først seks år senere i 2013 sluttede parterne fred med et håndtryk.
Situationen er velkendt for alle, om den nu tager udgangspunkt i nationalpolitik eller nabostridigheder, som aldrig når ind i pressens søgelys. Vi bruger ord og sammenligninger, som skal få modparten til at tage sig dårligt og latterligt ud. Ordvalget og betoningerne er afgørende for at skabe en hård og uforsonlig tone; begge dele tjener tillige til at vække omverdenens sympati for egne synspunkter og antipati over for modstandernes både personlighed og synspunkter. Fænomenet er ingenlunde nyt. Sådan er dét!
Læs DenOffentliges artikel om stafetten: Kan vi så tale ordentligt?!
Det synes at være en iboende kraft i menneskets natur, at vi kæmper med og mod hinanden, og til det formål har vi brug for at kunne tage ord, udtryk og talens styrke i brug for at få afløb. Vi lever i en kultur, hvor det er hævdvunden ret at måtte kritisere og se ned på den form for mishagsytringer. I den hellige lutheranske tros kølvand blev det en dyd at beherske sig og at holde igen med vrede og modstand over for dem, vi ikke er enige med. Sprogligt som fysisk findes regler og normer for, hvad vi accepterer i danskernes samfund. Regler er ofte skrevet ned som lovgivning. Det har vi i den rette ånd sørget for at gøre, så hverken fysisk vold eller forhånende sprogbrug er tilladt. Vi straffer den slags efter nøje udmålt vægt.
Normerne er det straks sværere at få hold på. De er ofte ikke skrevet ned, og de bliver først synlige, når vi overtræder dem. Det sker eksempelvis, når vi bruger sprog, som samfundet ikke accepterer i situationen. Sådan har det altid været.
Fra skillingsviser til omnibusaviser
Kigger vi tilbage til fyrrernes besatte Danmark, kan vi finde eksempler på sprogbrug, som krydser grænsen mellem det lovlige og det accepterede, når modstandere af den tyske besættelsesmagt i smug, men alligevel i trygge sammenhænge med åndsfæller kunne finde på at synge følgende:
Først saa ta'r vi Göring ved hans Vingeben, Og så ta'r vi Goebbels og slaar ham ned med sten, Saa hænger Hitler i en strop, Ved Siden af von Ribbentrop, Saa er de rent til Grin, De fire Nazi-Svin.
Melodien var ingen ringere end den samme som til Lili Marleen. En ganske farlig ytring i fyrrernes krigssituation. I dag mere harmløs og næsten heroisk. Normerne for god og hård tone skifter hele tiden. Nogle gange næsten umærkeligt, andre gange brat og med megen ståhej.
Tal ordentligt-stafetten1
77% siger, at tonen i Danmark er skærpet. Men hvorfor? Hvad ligger til grund for den skærpede tone og hvordan kommer den til udtryk? Det skal Tal ordentligt-stafetten på DenOffentlige.dk dissekere.
Stafetten igangsættes i samarbejde med Call me, der som et teleselskab, der lever af at sælge kommunikation, vil tage ansvar for en ordentlig tone og bidrage aktivt til samfundet.
I Tal ordentligt-stafetten søger vi at afdække den hårde tones bagvedliggende strukturer og årsager, for at skabe positiv dialog, bevidsthed og debat.
Går vi længere tilbage i tiden, var mulighederne for kommunikation og dens hastighed mere begrænsede end i dag, hvor digitaliseringen har forbundet snart sagt alle egne og meningstilkendegivere med hinanden, så vi med lynets hast kan vide alt om alt og alle. Før radio, tv og omnibusaviser blev allemandseje, spillede eksempelvis skillingsviser en særlig rolle for udbredelsen af vrede og ringeagt over for grupper og personer. Rimet er for mundtligheden, hvad digitaliseringen er for skriften. Der blev skrevet skillingsviser med seksuelle både over- og undertoner, som slog en ganske barsk tone an. En tone, hvor det var muligt at forsmæde den eller dem, man ikke brød sig om. Et eksempel på en smædevise, hvor det grimme og vulgære hele tiden stikker frem sås, da mange i 1800’tallet ikke brød sig om, at den borgerligt fødte Louise Christine Rasmussen (grevinde Danner) skulle være blandt rigets førstedamner. Det kom til udtryk på følgende rim med en ganske hård tone:
Hopsasa Christiansborg, hele landet står i sorg, skamløshed overnod, skænder tronens fod, magtbegær, hovmodsfærd, trives nu i kronens skær, skønt det står klart enhver, at hun er en … [mær].
Stodder, luder, ho, fuck dig, jeg knepper din mor… er udtryk, som vi kender i 2014, og mange især midaldrende danske finder udtrykkene voldsomme og gående mod det uacceptable. En del unge mennesker har derimod et mere frit og overbærende forhold til udtrykkene, som indgår i det sprog, som deres ikke-nedskrevne norm accepterer i bestemte situationer. Og brugsområdet for ovennævnte udtryk synes at vokse ret hurtigt. Så udtrykkene nu også rykker ind i medier, hvor vi ellers har haft en ikke-nedskreven norm, som afviser disse ord og udtryk.
Læs også: Her er en topleder du skal holde øje med
Kalkmalerier og Muhammedtegninger
Vender vi os mod en anden modalitet, hvor ikke ord, men billeder slår tonen, finder vi i smukke hvidkalkede middelalderkirker inden døre saftige og vulgære kalkmalerier af mennesker, gud(er) og djævle, som indgår i scenerier, hvor blandet andet bækkenregionerne er malerisk skildret; og det endda uden beklædningsgenstande. I princippet billeder, som dækker over nogenlunde de samme kategoriseringer i vores sprogsystem som ordene luder, ho, fuck dig, jeg knepper din mor… I og med at kalkmalerierne er meget gamle og indlejret i en helt anden situation end ordene fra 2014, går de an. Tonen i kalkmalerierne er gammel og god nok, mens ordene for mange danskere i dag betegner en forråelse af en omgangstone. En forråelse, der også sås i den konflikt og dennes tone, som Jyllands-Postens gengivelse af Muhammedtegningerne skabte i 2005. Nu skal det blive spændende at se, om tiåret for Muhammedtegningerne til næste år byder på en mere afdæmpet og forsonlig tone, end den vi oplevede i 2005. Vi er nok stadig i 2014 der, hvor tegninger af profeter og ord og udtryk som jeg slår dig ihjel og ord med efterstavelserne –røv og –svin går ud over grænsen for, hvad vi accepter som god tone.
Anledningen til, at tonen i et samfund skærpes er ofte religion, suverænitet og den enkeltes følelse af at skulle værne om sin plads og ret til frit at kunne udfolde sig, som han finder bedst. I Danmark har vi gennem mange hundrede år med møje og omtanke skrevet ned i vore love, hvad vi ikke tillader som acceptabel adfærd. Men vi har stadig mange normer og regler, som kommer af vores tradition, religion og umiddelbare situation; dem har vi oftest ikke skrevet ned. Dem forventes vi at kende som medlemmer af samfundet. Her skærpes tonen ind imellem, når vi kommer tæt på grænserne. Så kommer de kraftige udtryk på banen, så tager vi tegninger, kraftudtryk og særlige håndtegn til hjælp.
Stafetten til Naser Khader
Jeg sender stafetten videre Naser Khader, der vandt Modersmålsprisen i 2000 bl.a. for sit levende danske sprog - omhyggeligt indlært, siden han kom til Danmark fra Jordan som 12-årig - og sin selvfølgelige accent. Med sin politiske erfaring og forskning i ytringsfrihed og demokratiske værdier i multikulturelle samfund ved Hudson Institute, tror jeg, han kan kaste en spændende ny vinkel over mine betragtninger.
