En væsentlig forskel på offentlige og private sociale tilbud er, at private botilbud i langt større omfang reinvesterer deres overskud i udvikling og forbedringer, mens kommunerne trækker overskuddet tilbage til kommunekassen. Man kan altså sige, at det offentlige skummer fløden på borgernes bekostning.
Blot et ud af fem tilbud er private
Tal fra Tilbudsportalen viser, at der i 2018 var 944 offentlige botilbud, og 750 ”private”. Og ud af de 750 private tilbud er det kun ca. hver fjerde, som er et "rent privat" tilbud. De øvrige er private selvejende tilbud, der næsten alle er underlagt en driftsoverenskomst med en kommune.
Det betyder, at 80% af alle sociale botilbud er underlagt en stram kommunal økonomisk styring, herunder underlagt de kommunale kasse- og regnskabsregulativer.
Flemming Trap om socialtilsynene
Flemming Trap Højer skriver en kritisk gennemgang af socialtilsynene, hvor han selv har arbejdet. Læs hans afsløringer af, hvordan offentlige tilbud favoriseres på bekostning af private og selvejende.
Det er altså kun ca. 20% af de sociale tilbud som er underlagt ”markedsvilkår”. De skal til gengæld aflægge regnskaber efter reglerne i årsregnskabsloven, så Socialtilsynene kan se, hvad pengene bruges på. Det gør de private tilbud til klassens duks. De afleverer budgetter og årsrapporter til tiden, deres budgetter er gennemsigtige, og kan sammenholdes med regnskaberne når de kommer. Det gør det meget nemmere at se, om der er sammenhæng mellem pris og kvalitet, og om borgerne får den hjælp og støtte, de er visiteret til og har brug for.
Dette er på ingen måde gældende i forhold til det de offentlige tilbud, og de private selvejende tilbud med driftsoverenskomst. Her er det stort set umuligt at gennemskue hvad pengene går til fordi kommunerne – som jeg har belyst i andre artikler på DenOffentlige – gør hvad de kan for at skjule økonomien i disse tilbud.
Jeg kan godt forstå, hvorfor kommunerne kæmper imod transparens. Hvis der kommer mere gennemskuelighed mister det offentlige fleksibilitet til at flytte rundt på millionerne uden nogen kan se hvordan. Men det går altså ud over borgerne.
Offentlige botilbud er ofte en god forretning
Deloitte har i sin undersøgelse af det økonomiske tilsyn med sociale tilbud i september 2018 fastslået, at 56% af de største offentlige botilbud med +25 pladser, har et overskud på mellem 5-10% af deres omsætning, hvilket er lidt mere end samme gruppe af private tilbud, som tillige skal betale skat af deres overskud, og altså også den vej bidrager til fælleskassen.
Samtidigt bør man bemærke, at inden overskuddet er realiseret, har de offentlige tilbud i gennemsnit brugt dobbelt så meget på administrationsomkostninger (10-12%), samt haft et mindst dobbelt så højt sygefravær og personalegennemstrømning, når man sammenligner med de private tilbud.
Og det er foruroligende, at overskuddet i de offentlige botilbud og de private selvejende tilbud med driftsoverenskomster, som al overvejende hovedregel, trækkes tilbage til kommunernes slunkne kommunekasse. Omvendt reinvesterer de rene private tilbud heldigvis i langt de fleste tilfælde et eventuelt overskud i at udvikle tilbuddet.
Deloitte bekræfter i sin rapport netop denne forskel, og bemærker bl.a. at de private tilbud ”ikke nødvendigvis udlodder et evt. overskud, men bruger det til at konsolidere sig og/eller udvikle tilbuddet”.
Hvor skal innovationen komme fra?
Aktuelt kommer den fra den private sektor. Og vi bør anerkende, at nogle af vores offentlige skattekroner, går til udvikling af det specialiserede socialområde gennem de taksfinansierede private leverandører/tilbuds ”overskud”.
De 20% af botilbuddene som er i det politiske søgelys for at ”tjene penge på velfærd”, er de mest transparente tilbud og står for al udvikling. De rene private tilbud, som vi den grad bør påskønne for at sikre langt hovedparten af udviklingen på området. Den store gruppe på 80% af tilbuddene står desværre for af-specialiseringen. De flyver under den politiske radar, når det kommer til ”hvem der egentlig tjener på velfærden”.
Udviklingen af det specialiserede socialområde bør komme fra begge sektorer, og den bør ske i et tæt samarbejde mellem sektorerne. Det tror jeg, er en forudsætning for at lykkedes med at finde nye veje til at hjælpe og understøtte udviklingen af nogle af vores mest udsatte borgere, fremfor at fortsætte i det spor, vi kører i lige nu, nemlig at de private ikke må tjene penge på velfærd. For uden den, ville der slet ikke være en udvikling, så ville det være ren afvikling. Og det rammer i sidste ende vores mest udsatte borgere. Det kan vi ikke være bekendt.
