Samfundet bruger årligt ca. 42 milliarder kroner på det specialiserede socialområde. De fleste borgere forventer, at vi bruger dem effektivt og ikke mindst, at borgerne får den hjælp og støtte de er visiteret til. Men det er ikke altid tilfældet.
Jeg vil i dette indlæg skitsere, hvordan særligt kommunale tilbud drives uden gennemskuelig økonomi, og min påstand er, at op mod halvdelen af de budgetter socialtilsynene modtager særligt på psykiatri- og misbrugsområdet hverken er gennemsigtige, eller gør det muligt for tilsynet at identificere sammenhæng mellem pris og kvalitet. Resten kan i et vist omfang siges at være nogenlunde retvisende og gennemskuelige.
Kommunerne forsøger at skjule økonomien
Det typiske billede er, at den bruttonormering et tilbud ifølge budgettet opgiver at have, ikke dækker de timer, tilbuddets borgere tilsammen er visiteret til.
Nyhedsbrev 2
100.000 mennesker læser med hver måned. Skal du være den næste?
Det er gratis
Et andet meget typisk billede man ser når man går tilsyn og kommer helt ned i maskinrummet er, at tilbuddene – af myndigheden/ledelsen – bliver ”tvunget” til at tage timer fra kontoen ”socialpædagogisk støtte” (§ 85) til at levere ”personlig pleje og praktisk bistand” (§ 83). Dette er desværre en nødvendighed for en del tilbud, fordi de typisk aldrig har fået tilført bevillinger der kan dække § 83 indsatser.
Med andre ord ”stjæles” der timer fra det der er tiltænkt at skulle gå til den socialfaglige indsats, og bruges til anden støtte, og dermed får borgerne reelt ikke den socialpædagogiske hjælp og støtte de dels er bevilget, dels har brug for, for at kunne udvikle sig.
Et helt konkret eksempel fra en tilsynsrapport i et offentlig tilbud fra 12-12-2018 lyder f.eks.
"Ved gennemgang af eftersendt dokumentation og ved observationer under seneste tilsyn konstaterer socialtilsynet betydelig differencer mellem oplyst medarbejdernormering på Socialstyrelsens Tilbudsportal og den faktiske medarbejdernormering i tilbuddet, hvilket bekræftes af tilbuddets beboere. Socialtilsynet noterer sig, at beboerne tilsynet taler med, samstemmende oplyser, at de ikke oplever den tilstedeværelse af medarbejdere, som fremgår af tilbuddets oplysninger på Tilbudsportalen."
Når jeg i min tid som leder i socialtilsynet påpegede sådanne forhold overfor kommunen, blev der typisk indkaldt til "dialogmøde" fra kommunens side, og som oftest af direktionen for at lægge maksimalt pres på tilsynet, med besked om venligst at fjerne sådanne bemærkninger, og at Socialtilsynet gik alt for tæt på lokale forhold.
Et andet argument tilsynene ofter løber ind i er, at Socialtilsynene er og har været ”udgiftsdrivende” når tilsynet dykker for meget ned i de offentlige botilbuds økonomi. Hvilket alt andet lige ikke er korrekt. Det tilsynene blot påpegede var, at økonomi og kvalitet ikke hang sammen.
Alle gode argumenter faldt, når tilsynet stillede krav om at budgettet skulle afspejle rette normeringer og relevante budgetposter i forhold til borgernes behov for hjælp og støtte, og det samlede antal timer borgerne helt formelt er visiteret til.
Det jeg her beskriver, ved man kun, når man har gået tilsyn, og talt med både medarbejdere og ledere ude på botilbuddene. Hverken budgetter, eller økonomiske nøgletal vil vise dette, og særligt vanskeligt bliver det, når man som tilsyn reelt set ikke har nogle retvisende tal at holde det vi ser op imod. Derfor frygter jeg, at et fortsat manglende fokus på et kvalificeret økonomisk tilsyn, vil medføre endnu større svigt over tid, for vores mest udsatte borgere.
Administration spiser for meget af budgettet
Et andet typisk billede jeg så var, at de offentlige botilbuds ejendomsomkostninger ikke på nogen måde er realistiske. Enten er de for lave, det gælder særligt når tilbuddet bruges af kommunen selv, eller for høje, når kommunen sælger pladserne til andre kommuner.
Flemming Trap om socialtilsynene
Flemming Trap Højer skriver en kritisk gennemgang af socialtilsynene, hvor han selv har arbejdet. Læs hans afsløringer af, hvordan offentlige tilbud favoriseres på bekostning af private og selvejende.
Videre er administrationsomkostningerne høje. Typisk dobbelt så høje som i private botilbud. Gennemsnitligt ligger de kommunale tilbuds administrationsomkostninger på 10-12 procent, og de private botilbuds administrationsomkostninger på 5-7 procent. Alligevel ser man eksempler på administrationsomkostninger, der er mellem 20-30 procent i et offentligt tilbudsbudget. I enkelte tilfælde har jeg set tal på 35-40 procent. Alligevel har det ingen tilsynsmæssige konsekvenser.
Det skal for en god ordens skyld nævnes, at enkelte af mine tal er interne tal jeg har siddet med i diverse regneark, som den dag idag findes i Socialtilsynet. Omvendt kan de sagtens ses udtrykt i nogle af de nyeste tilsynsrapporter man kan trække på Tilbudsportalen. De fleste af tallene her er hentet i en gennemgang af de offentligt tilgængelige oplysninger, som alle kan trække på Tilbudsportalen.
Som jeg i et tidligere blogindlæg var inde på, har Deloitte i sin undersøgelse af socialtilsynenes økonomiske tilsyn med sociale botilbud konstateret, at "tilsynene godkender budgetter på mangelfuldt grundlag, og gennemfører reelt set ikke det økonomiske tilsyn."
Man bør med rette spørge sig selv, om Socialtilsynene har ”opgivet” at føre et kvalificeret økonomisk tilsyn med de kommunale tilbud, eller det skyldes helt andre forhold?
