Debat om ledelse: Spændt ud mellem molbohistorier og kram en politiker

Politik og ledelse, debatmøde i debatnetværket Forum den 4. september 2018.   Om politik og ledelse anno 2018   Hvem har egentlig bukserne på? Hvilket stof er de lavet af? Og er de overhovedet tidssvarende i snittet? Overført til det forvaltningspolitiske skrædderværksted: Hvem stikker sig på synålen, når det gælder politik og ledelse anno 2018? Hvilke mønstre ses? Og er pasformen god? På en smuk sensommerdag skruede en flok ledelsesengagerede mennesker lågene af vandflaskerne og bænkede sig til en styringspolitisk debat igangsat af tre erfarne folk, der alle til daglig befinder sig i systuen, hvor bukserne først designes og siden tages på. Læs med her og få en række take-aways fra mødet.   Det enkle design Lad os starte med at kaste et hurtigt blik på rollefordelingen. På overfladen er der et tydeligt “business as usual” mønster. Helt i tråd med lovgivningen og alle gode intentioner i øvrigt, ses en klar ansvarsfordeling mellem politikere og embedsmænd. Høj etik præger det eksemplariske samarbejde, og begge parter agerer snorlige efter den styringskontrakt, som både formelt og uformelt gælder imellem dem. Men kigger vi blot lidt dybere på tegnebordet ses det også, at der er adskillige eksempler på en rolle-glidning, hvor det pludselig bliver politikerne der er sagsbehandlere og embedsmændene, der leverer det seje, visionære træk kaldet politik. Hvorfor nu det?   Vision møder virkelighed  En del af svaret byder Peter Bjerre-Mortensen (PBM), professor i Statskundskab på AU, ind med. Han mener, at politikere på mange måder er svære skræddermestre at stille tilfredse. Og det er der mange gode grunde til.

For politikerne opererer i et minefelt, hvor politiske beslutninger udsættes for svære lakmusprøver, når virkeligheden rammer. Muligheden for at lade det praktiske livs vilkår spille ind i styringsdesignet er små. Det er på mange måder dybt forståeligt, men altså skidt for samfundet, når  politikere kommer med urealistiske  krav, formulerer uklare mål og udtrykker forventninger, der kan skifte pludseligt og endda med tilbagevirkende kraft. Og ja, selvfølgelig besværliggør det i høj grad de offentlige lederes  loyale indsats for at veksle politiske visioner til levet praksis. PBM´s eksempler fra bl.a. politiet, universitetsverdenen, det kommunale område og SKAT (om hvem PBM har en ny bog på vej med titlen ”Overmod og afmagt”, Djøf´s forlag) understregede i høj grad disse pointer. Varierende, vage og vanskeligt realiserbare  politiske udmeldinger giver i rigt mål grobund for situationer der, set udefra  befinder sig i spændingsfeltet mellem Molbohistorier og absurd teater.    Reformkløe Claus Hjortdal (CH), formand for skolelederforeningen, byggede i sit indlæg videre på disse iagttagelser og tog afsæt i rollefordelingen mellem det ”centrale bord” og det ”lokale bord”. Centralt bør der gøres en dyd ud af både at holde fast (præsentere gennemtænkte politiske visioner) og dernæst give slip (lade de decentrale kræfter arbejde uforstyrret). Lokalt er det opgaven at gribe boldene og gentænke, nytænke og udvikle praksis indenfor den politisk udstukne ramme. Øvelsen kræver arbejdsro og tid, noget der er en mangelvare p.t. CH medbringer et dugfrisk eksempel. Landets undervisningsminister har netop lanceret et helt nyt 10-årigt forsøg med en ny folkeskole-type, der skal undtages den folkeskolereform, som regeringen søsatte i 2014. Beslutningen om disse nye ”fri folkeskoler” er truffet uden om folkeskolereformens forligskreds og længe før den bebudede evaluering af reformen i 2020. Der initieres altså fra politisk side en kolbøtte på folkeskoleområdet længe før den igangværende reform er fuld implementeret og evalueret. Frustrationen er ikke specielt svær at spore hos CH.   Kram din politiker Eik Møller (EM) sover tilsyneladende med Styrelsesvedtægten under hovedpuden. Den gæve topembedsmand, der er kommunaldirektør i Ballerup, hylder entusiastisk og åbenlyst princippet om en klar og tydelig rollefordeling. Der er store kvaliteter i et samarbejdende folkestyre, fremhæver han. EM er ivrig talsmand for at byde politikere indenfor i et ansvarliggørende beslutningsrum eller en ”forpligtende relation”, som han kalder det. Politikerne opnår legitimitet igennem valg, men også via det samspil og den samskabelse, de står i spidsen for i en tæt dialog med deres forvaltninger. Såvel de synlige som de mere scenarie-baserede, hypotetiske konsekvenser af en given politik skal ud i det åbne og tillidsfulde rum. Embedsmændene ansvarliggør deres politikere ved at føre dem sagligt ind i udfaldsrummet af deres egne beslutninger.

Den slags fordrer stor tillid mellem parterne. Og tillid? EM skærer ud i pap, at ingen har ”krav på” tillid. Det er noget, man kan gøre sig fortjent til. Og det er en sårbar størrelse. Tillid opbygges over tid, men kan rives ned af blot én dårlig oplevelse. En yderligere pointe, EM spiller på banen er dén, at ledelse er et langt bedre redskab til at løse enkeltsager end en flodbølge af nye regler og procedurer. Og enkeltsager, der kalder på handling, er blevet et eksistensvilkår for alle, der har arbejder i den politiske arena. Der findes ikke manualer for enhver given situation. Men hvis man tager sit ansvar på sig og stiller op, også når det trækker op til storm, er man som embedsmand kommet et godt og langt skridt ud ad tillidsvejen. Både overfor politikerne – og overfor de borgere eller andre aktører – der har noget i klemme eller på spil.    Borgeren som hacker  Og op på ølkassen, ind i den forpligtende relation, dét skal både politikere og embedsmænd. For én af de helt centrale nybrud i moderne forvaltningspolitik er den make-over borgerens position har undergået i de senere år. Fra tidligere tiders klient-rolle (hvor love og regler regulerede praksis), ser borgerne sig i dag langt højere grad som ”kunder i butikken” (kontrakt-politikkens æra) eller ligefrem som medproducenter af beslutninger (samskabelses-agendaen). Og dén udvikling er der i princippet ingen ende på. Via borgermøder, sociale medier, aktivisme, nye politiske bevægelser, mediernes interesse for enkeltsager etc. brager nye stemmer og stemninger igennem med stor styrke i den folkelige opinion. Og med tydelig effekt og konsekvens for den politiske beslutningsproces. Politik i dag er i højere grad blevet et mere forpligtende samspil mellem en bred vifte af aktører (politikere, lokale virksomheder, borgere, videnscentre m.fl.) og borgeren agerer gerne hacker, der forsøger at kortslutte klassiske beslutningsprocesser, hvis det fremmer den aktuelle sag, der kæmpes for.     Politik som Makers Movement? Holder bukserne mon? Tilsyneladende ja. Men pasformen er under forandring og noget rent design er svært at skue. Nogen stikker sig indimellem gevaldigt på synålen i forvaltningspolitikkens værksted. Flere aktører er ganske enkelt kommet med ind ved sybordet. Så dét, vi kan blive ved med at spekulere over er, om det mon er Børge eller Benny, der har bukserne på, når det handler om politik og ledelse? Debtten i Forum vidner om, er der rigtig mange bud på netop dét svar.