Djøfernes stærke position: Heltedyrkelse eller brobygning?

Ove Kaj Pedersen og Kurt Klaudi har midt i OK18-tumulten givet et markant interview i ugebrevet Mandag Morgen. Den har givet anledning til interviews og omtale i Berlingske Tidende og andre steder.    I artiklen tillægges djøferne en afgørende betydning for at Danmark har styr på de offentlige udgifter, med især en effektiv økonomistyring indført i 80'erne og 90'erne. Danmark er i dag blandt de mest tilfredse, effektive og erhvervsvenlige i verden – på grund af djøferne.  ”Djøferne reddede os fra græske tilstande,” lyder den markante overskrift.    Men er det virkelig vi djøferes fortjeneste? Er vi tjent med på den måde at udråbe os djøfere som heltene i den offentlige sektor?  
 

Der er ingen tvivl om at Moderniseringsprogrammet fra 80'erne og frem medførte en stigende omkostningsbevidsthed, forståelse af betydningen af styring og ledelse, hurtig ibrugtagning af ny teknologi. Arbejdsmarkeds- og strukturreformer i 90'erne og 00'erne videreførte moderniseringen i hele samfundet. 

Men når historien en dag skal skrives, tror jeg ikke man vil tillægge djøfstanden denne afgørende betydning. Derimod besad djøferne den analysekraft og de værktøjer, som samfundet, politikerne, gjorde brug af for at forstå, formidle og siden løse en vigtig del af 70’ernes udfordring nr. 1: At skabe en sund offentlig økonomi og en samfundsøkonomi i balance.    Økonomi som midlet - ikke målet    I stedet for embedsmænd vil heltene nok være politikere som Henning Christophersen, Palle Simonsen, Marianne Jelved og Mogens Lykketoft – hen ad vejen i samspil med fremsynede faglige ledere. De vil få tillagt æren. Blandt disse ministre var to godt nok djøfere - men Simonsen var handelsuddannet og Jelved folkeskolelærer.    Disse reformerende politikere - og organisationsfolk - så ikke økonomi som målet, men midlet. De vidste nok, at vi levede af konkurrenceevnen, men de havde en klar forestilling om et velfærdssamfund, hvor tryghed og omsorg var kernen. Med disse mål fik de - takket være kamp, dialog og accept fra befolkningen - taget vigtige skridt i 80’erne og 90erne:   Afskaffet den absurde dyrtidsregulering, som gav os højere løn, når vi blev fattigere; en budgetreform med decentralisering af beslutninger og ansvar (noget som er i fare pga. konsekvenserne af budgetloven); en forøgelse af udbuddet af arbejdskraft (der i dag er overdrevet ved pres på især de svage, syge, ældre og unge); en modernisering af det offentlige med udadvendt fokus på borgerne (i dag truet pga kassetænkning og overdreven måle- og dokumentationsvirksomhed).    Økonomistyringens uønskede konsekvenser truer    Man kunne i Mandag Morgens opsætning tolke de to professorers ord som om de ikke tager kritikken af bureaukratisering og NPM alvorligt. Netop kombinationen af bureaukratiets centralisme og standardisering med NPM's markedssimulering har ført til det tab af faglig autonomi, som har ført til hadebegrebet ”djøfisering”.
 

Når djøfernes udråbes som helte for de gode sider af udviklingen siden 80'erne er det også nærliggende at udråbe dem som skurke for de negative sider. Men igen er de snarere håndværkere og budbringere. Djøferne sættes til at håndtere de problemer digitalisering, nye medievirkeligheder og globalisering afstedkommer. Og når de velkendte værktøjer slår over i bureaukrati og ikke fungerer, får djøferne skylden.

Men de to professorer er heldigvis mere nuancerede end som så. Som Ove Kaj Pedersen markant formulerer det:   ”Styringsreformer har en begrænset periode at virke i, inden de skal reformeres igen. Og der er ingen tvivl om at den koncentrerede økonomistyring har afsløret mange af sine uønskede konsekvenser (…) Hvis ikke økonomistyringen bliver reformeret vil det mobilisere endnu mere kritik og modstand, og på den måde kan økonomistyringen i sig selv ende med at true velfærdsprojektet.”
        LÆS OGSÅ: Bureaukrater kan ikke afbureaukratisere
  Denne styringsreform kan og skal vi ikke overlade til djøferne alene. Djøferne har med deres faglighed en vigtig rolle at spille; men beslutningerne er et først og fremmest et politisk ansvar. Og så har også (de andre) fagprofessionelle et ansvar. Det er tords alt deres ydelser, der er en næsten uendelig efterspørgsel efter, og som skal håndteres fornuftigt. Også de unge på vej og de mange ressourcerige almindelige borgere og offentligt ansatte bør inddrages, som interessen for fænomenet samskabelse illustrerer.     Politisk lederskab skal bygge tværfaglige broer    Hvis vi skal videre i dag skal vi derfor ikke skamrose djøferne, men efterlyse et mere tydeligt politisk lederskab, hvor djøferne og mange andre får en vigtig og naturlig plads i udviklingen af det næste velfærdssamfund. Hvor der er skabt rammer for en ny og bedre balance mellem det økonomiske og det velfærdsmæssige; mellem de fagprofessionelle og djøferne.    Her er det interessant at Djøf de senere år selv er gået ned ad den vej via det såkaldte Brobygningsprojekt. Her har de etableret et samarbejde med Politiforbundet, FOA og Dansk Sygeplejeråd om at sætte fokus på hvordan de sammen kan udvikle nye og bedre ledelsesformer i det offentlige. Det viser en erkendelse af, at hverken helte eller skurkeroller i forhold til andre grupper - men ligeværdigt samarbejde - er befordrende.   Mon ikke Ove og Kurt egentlig tilslutter sig dette? At vi har brug for den nye samlende vision for styringen af vores offentlige sektor. At djøferne ingen særstilling har, men ligesom andre grupper kan bidrage med både viden og værdier. At politikerne skal have et tværfagligt beslutningsgrundlag for de nødvendige styringsreformer.    Vi kan håbe den forestående Sammenhængsreform bliver et første skridt i den retning.