Tidl. KL-topleder: Hvad kan vi lære af skandalen med SKAT?

"FORUM for Fremtidens Offentlige Styring og Ledelse" holdt den 15. november debatmøde om bogen "Overmod og afmagt", hvor professorerne Jørgen Grønnegaard Christensen og Peter Bjerre Mortensen præsenterede deres redegørelse for ulykkerne i SKAT, og hvor Peter Loft, Lars Frelle og Marianne Jelved som vidner til ulykkerne trak perspektiverne op.    Det blev 2½ time på tur i hukommelsen fra tilløbene i 90'erne, over forhandlingerne om overgangen til Enhedsskattevæsen, til gentagne forsøg på ska-deopretning i den langsomme film om EFI's kollaps i 2015. Jeg har som medlem af KL's direktion deltaget i forhandlingerne om SKAT i ca. 25 år.

Afsættet for debatmødet var fortræffeligt. Grønnegårds og Bjerres bog er gennembearbejdet, læseværdig og i øvrigt en stor præstation. De grundige analyser og redegørelser inspirerer til refleksion og evaluering hos dem, der deltog. Også selv om man er uenig i nogle af bogens anbefalinger. Og det vil mange være inklusive mig selv.   Proportionerne Forfatterne lagde for med at konstatere, at reformerne fra 2005 grundlæggende har slået fejl. At man har bygget et toetagers hus, hvor 1. sal er uanvendelig. Men holder det? Har den internationale udbytteskandale noget med reformerne at gøre? Næppe! Har Thorning sagen, Kasi-Jesper- og Camilla Vest-sagerne noget med reformerne at gøre? Næppe! Og forholder det sig ikke sådan, at reformens kerne - nemlig fusionen af ligningsopgaven - er en temmelig stor succes?   Peter Loft havde et konkurrerende billede på reformernes fiasko, nemlig en uanvendelig garage til et i øvrigt velindrettet hus. Han har efter min mening en pointe. Proportionerne skal være i orden.    Alle er derimod enige om, at inddrivelsesreformen er en fuldgyldig fiasko. Men hvorfor gik det så galt med den, og hvad skulle man have gjort anderledes? Det har Grønnegaard og Bjerre svar på. Deres bog afsluttes nemlig med 10 anbefalinger til fremtidige beslutningstagere.     Den letfærdige almægtighed De tre vidner Loft, Frelle og Jelved cirkulerede - sammen med dagens ordstyrer tidligere finansminister Pia Gjellerup - om disse anbefalinger som om den varme grød. De var enige i nogle anbefalinger, men forekom utilpasse ved andre. Ordstyrer Pia Gjellerup var dog befriende klar om, at anbefalingerne "de små skridts fortrin" og "giv tid, giv tid" hyppigt sætter verden i stå eller kører velbegrundede reformer direkte i grøften. Hun pegede også på, at langt fra al debattid bruges til at gøre en løsning bedre – den bruges også til at få alt til at se dumt ud, som hun formulerede det.      Vidnerne var på mødet forsigtige i deres omtale af ansvaret for fiaskoen, herunder Grønnegaard/Bjerres råd og synspunkt om, at "Finansministeriets letfærdige almægtighed er et problem".    Som deltager på den kommunale side er der for mig ingen tvivl om Finansministeriets medansvar for skattereformerne, ligesom de har ansvar i utallige andre reformer. Og godt det samme! For hvem skulle ellers i dansk centraladministration drive forandringsprocesser frem og være regeringens koordinerende organ?    Løsningen er derfor ikke som anbefalet af Grønnegaard og Bjerre, at Finansen skal holde sig væk og undlade at interessere sig for andre ministeriers maskinrum. Tværtimod!   Rådet må være, at ministeriet skal have indsigt og viden om det, ministeriet på regeringens vegne involverer sig i. At der til stadighed er mekanismer, der sikrer denne viden, fx gennem deres tværministerielle samarbejder, deres anvendelse af konsulenter, deres eksterne kontakter, deres interesse for andres maskinrum m.v. Det bør være en del af FM's spidskompetencer, som de i øvrigt løbende bør vurderes på.      Pejlingens blindhed Hvis FM fejlvurderer potentialet i en effektivisering eller strukturforbedring – og det kan ske – bør ministeriet bedømmes på, hvordan reaktionerne udefra håndteres, og hvordan kursændringer implementeres, ligesom det kan indgå i vurderingen, om effektiviseringsfrugterne høstes, før en ny driftsløsning er på plads.

Lars Frelle nævnte på mødet en af de mekanismer, der anvendes i Finansministeriet, nemlig at "der pejles på modstandens tyngde". Problemet i 2005 var måske, at både Skatteministeriet og Finansministeriet begge havde stor appetit på reformerne. De to ministerier var på det tidspunkt mere allierede end kombattanter, og modstanden fra Skatteministeriet om potentialet var svær at få øje på. KL var i flere år forud blevet belært om, hvor stort det var.   KL forlod helt ekstraordinært forhandlingsbordet i den store DUT sag om skatteopgavens flytning fra kommunerne, fordi de konsulentinspirerede beregninger af økonomien i opgaveflytningen ikke var troværdige.   KL gik i stedet til Folketinget, og den proces bragte ret hurtigt et nyt beregningsfundament og et nyt konsulentfirma på banen. Kritisk anvendelse af konsulenter er netop et af professorernes råd. Standardformlen "beregn et gennemsnit, træk lidt fra, konstater en afvigelse, og fugl fønix har du et effektiviseringspotentiale" holder ikke i længden. Her har Finansministeriet faktisk fået en mere kritisk anvendelse af konsulenter de senere år. Ret skal være ret.     Den politiske vinkel I vurderingen af ministeriernes roller kan man heller ikke se bort fra regeringens beslutninger, og dem var der ikke meget fokus på hverken i professorernes præsentation, eller i debatten. Men det er værd at huske, når ansvaret fordeles, at daværende statsminister og tidligere skatteminister Fogh Rasmussen var – for nu at sige det forsigtigt – stålsat på at gennemføre skattereformen, herunder ikke mindst inddrivelsesreformen.   Marianne Jelved mente, at samarbejdet mellem ministerierne for to årtier siden generelt var mere balanceret. I 90'erne kunne der ifølge Jelved ikke stikkes et stykke cigaretpapir ind mellem Lykketofts Finansministerium og Jelveds Økonomiministerium. Det er ganske korrekt, men Jelved forbigik elegant at omtale de socialministre m.fl., der kom forslåede tilbage til deres ministerium efter nærkontakt med den stærke duo. Lykketoft-Jelved alliancens ministerier tog initiativ til reformer, vi i dag kan glæde os over ikke at være foruden, men som dengang i 90'erne havde mange modstandere.   Et centralt punkt med rum for forbedring handler om, hvordan man – som Lars Frelle formulerede - stopper den operation og medicinering, der stadig pågår, efter patienten er afgået ved døden. Jeg husker stadig den eftermiddag i 2008, hvor en topchef i SKAT ringede mig op og fortalte, at IBM efter 3 års arbejde var sat fra bestillingen med udvikling af EFI. Den dag startede systemudviklingen forfra med en ny mangeårig horisont, og det var måske den vigtigste stop-anledning, man lod passere, da problemerne allerede massivt havde meldt sig. Siden da har 10 år dannet nye normer for, hvilken gæld man ikke behøver betale.   Grønnegaard og Bjerre har begået en fortræffelig bog til refleksion, evaluering og læring, og når det kommer til bogens gode råd, advarer de kraftigt mod bagklogskabens fælde og naivitetens forblindelse.