Velfærdsstaten tramper rundt: Sammenhæng uden ansatte og borgere

Folketinget vedtog før sin ferie, uden meget ståhej og i enighed, at kommunerne kan tilbyde borgeren een plan på tværs af sektorer. Der tænkes især på socialområdet. Begrebet SAMMENHÆNG lanceres nu i samme værktøjsskuffe som HELHED, der i årtier har været drømmeidealet for velfærdsstatens måde at tage hånd om sine borgere. Målet beskrives som "en helhedsorienteret handleplan" med sigte på "komplekse og sammensatte problemer".

Tankegangen er også den gennemgående retorik i sammenhængsreformen, uden at det dog er særlig godt forklaret, men med status nærmest som et nyt paradigme for styringen af velfærdsstatens behandling af sine borgere.

Dette forsøg på et nyt styringsparadigme er uigennemtænkt. HELHED har aldrig vist sig at være den magiske metode, men nu forsøges igen. Og det kan meget vel vise sig at være en farlig, uklog og udgiftskrævende tankegang. Er det fikse ideer og populistiske strømninger der har startet det hele i denne omgang?

Statsministeren blev på et møde på Marienborg sidste forår præsenteret for Peter med 8 handleplaner og 17 sagsbehandlere. Det satte gang i nu halvandet års arbejde i flere ministerier. Og det blev startsignalet for regeringens sammenhængsreform, der drypvis lanceres, så det i sig selv er en paradoksal mangel på sammenhæng.

Derimod er der blevet mere stille om Peter og hans mange planer og sagsbehandlere. I stilhed har Folketinget besluttet at een plan er godt, og så må kommunerne finde ud af hvordan. Kommunalt selvstyre er en god ting, men ikke hvis lovgivning, struktur og formål mangler netop sammenhæng. 

Sammenhængsreformen virker meget uklar og fragmenteret, men det kan vi jo prøve at gøre til en udfordring - reformen er langt fra færdig.

Jeg vil her lægge 3 synsvinkler på helhed og sammenhæng - Tankegangen er

• farlig fordi den tramper ind i såvel etiske som retsikkerhedsmæssige problemstillinger
• fagligt svær at anvende
• ressourcekrævende 

Retssikkerheden under pres

Borgerens retssikkerhed udfordres, fordi en helhedstænkning jo er lig med at borgerens private hele liv bliver blotlagt i stigende grad. Den stærke borger kan måske yde modstand, men den svagere vil have sværere ved at kunne genkende sig selv i det helhedsbillede systemet lægger ned over ham. Helhedsbilledet er jo ikke værdifrit, hele formålet er  at normer og værdier skal i spil i behandlingen af borgeren, der - indforstået eller explicit - skal lære at indrette sig på et bedre liv end det han hidtil har levet.

Undervejs i det jeg kalder den indforståede debat  fik tankegangen næring af et initiativ Gladsaxe Kommune tog. Ved hjælp af data om børn og især forældrene kunne kommunen se dem ud der ikke opfører sig som samfundsnormen forventer. De der glemmer tandlægebesøg,  hvor børnene har højt fravær, forældrene bliver skilt - ja ideerne er uendelige. Det hele bliver med tiden mere og mere effektivt fordi data udveksles på kryds og tværs.

Faglighed fører til specialer som fører til fragmentering

Når kommunen skal arbejde med data og iagttagelser, kræver det fagfolk. Udover at det også rører ved det etiske - fordi fagpersonerne vil have en høj kompetence der er svær at hamle op med for den svage borger - vil nye metoder i det sociale arbejde skulle udvikles. Det kan nogen se som en fordel. Men risikoen er stor, for at man sætter så meget fokus ind på screening og at systematisere data og iagttagelser, at det fjerner fokus fra den behandling eller støtte der er behov for.

Der vil blive behov for at udvikle tværfaglige metoder i langt større omfang end i dag. Det kan havne i et dilemma. På den ene side er det godt at udvikle det tværfaglige arbejde. På den anden side ses i praksis den udvikling, at fordi det tværfaglige og højt specialiserede sociale arbejde netop er så krævende, vil der blive en tendens til at samle indsatserne i specialcentre. En udvikling der allerede er set i flere udgaver, fx. Børnehuse og Tilsynsenhederne. Ingen tvivl om, at dette er kompetent. Men det dræner indsatsen på normalområderne, hvis jeg tør kalde alle de almindelige og knap så komplekse sager det.

Flere og flere ressourcer

Så er vi ved min tredje synsvinkel - ressourcerne. Nye metoder i et sådant omfang som her, vil kræve øgede ressourcer til fagpersonalet, samtidig med brug af data og screening kræver mere specialiseret kompetence. OG for at den ny tankegang kan fungere må nødvendigvis ske øget dokumentation og hvad man kan kalde bureaukratisering. At tænke sammenhæng og afbureaukratisering vil støde sammen.  

Er det virkelig den vej velfærdsstaten skal gå ? Hele paradigmet om helhed og sammenhæng forskyder magt og kompetence (også hverdagskompetence hos forældre, borgere, klienter) fra borgeren til systemet. 

Forleden talte jeg med en ven der har en sygdom i udvikling. Han blev af kommunen tilbudt et væld af aktiviteter, fx. træning,  sund mad, selvhjælpsgruppe mm. Godt nok på en måde, men denne borger har i forvejen meget aktive netværk, hvor såvel fysiske som sociale aktiviteter udfoldes.

- Jeg kan ikke have så meget (kommunal) omsorg, udtrykte han, og desuden har jeg ikke tid.

Sygdommen bliver nok værre hen ad vejen, men velfærdsstaten må prøve "at styre sig selv." Sætte sin faglighed og ressourcer ind i en balance med borgeren selv. 

Jeg så gerne at helhed og sammenhæng blev skiftet ud med andre hovedmål. Fx. noget i retning af fokuseret, balanceret indsats. Nok ikke så mundret i den populistiske offentlige debat, men det er netop en pointe.