Endnu et år er gået...
Sidste år ønskede jeg mig en plads i Odense byråd til min fødselsdag.
Nu ønsker jeg mig bare medmenneskelighed.
I en tid, hvor vi oplever store, konstante besparelser på den velfærd, vi førhen var så stolte af - og som resten af verden så op til os for - virker dette umiddelbart som et endnu større, næsten uopnåeligt, ønske.
Hvad skete der? Med troen på hinanden? Håbet for et ligeværdigt samfund?
Hvorfor er vi begyndt kun at se det enkelte menneske som et produkt? Et vækstbegreb? Fremfor at se værdien i det enkelte menneske som et... - menneske? Hvorfor er det, at være et menneske, ikke længere værdifuldt i sig selv?
Engang var vi et samfund der stolt satte uddannelse højest. Uddannelse, forskning og viden var nemlig vores største ressource og eksportvare.
Nu har vi et så underfinansieret og udhulet uddannelsessystem, at det eneste vi har, er følelsen af at have solgt ud!
Engang var vi stolte af, at vi havde et sikkerhedsnet, - et velfærdssystem - der tog sig af de hårdest ramte og mest udsatte mennesker i vores samfund.
Idag sparker vi til dem, der allerede ligger ned. For de skal fanme blive liggende! Stilles til skue for offentligheden til skræk og advarsel.
Hvordan kan du tillade dig at blive syg? Hvordan kan du tillade dig at miste dit job? Hvordan kan du tillade dig, at stille spørgsmålstegn til din sagsbehandling? Din lægelige og medicinske behandling? Du ser jo ikke syg ud? Tilbage i hamsterhjulet med dig!
-----
Jeg tillader mig nu stadig at tro. Tro på et samfund der understøtter et mere lige og trygt Danmark. For alle. Fjern kontanthjælpsloftet, 225 timers reglen, zoneforbuddet, maskeringsforbuddet, ja alle de menneskefjendske og stigmatiserende forbud, begrænsninger og reformer der efterhånden findes.
Slip tilliden fri! Indfør borgerløn. Eller i det mindste kontanthjælp uden modkrav! Styrk dagpengene! Giv os en værdig platform til, at kunne finde tilbage til uddannelse og arbejde! Til en hverdag hvor vi bidrager til samfundet med dét vi finder værdi i. For når det har værdi for os, har det værdi for fællesskabet!
Jeg tillader mig stadig at håbe. På en stærk, faglig uddannelsessektor. Der ikke kun uddanner - men i lige så høj grad danner os! Hvor vi bliver udfordret -og ikke mindst opfordret - til at stille os undrende og nysgerrige. En sådan sektor kræver, at alle har lige muligheder og forudsætninger for, at kunne deltage.
Det fundament støbes allerede i barnets første år. Derfor skal vi sørge for de allerbedste vilkår på vores social -og sundhedsfaglige områder. Vi skal have ordentlige løn -og arbejdsforhold, og ordenltlige vilkår for vores børn, unge og deres familer! Normeringerne i vores insitutioner og skoler skal forbedres. Der skal være tid til faglighed, omsorg og nærvær!
Dét ønsker jeg mig. Danmark tilbage. Som i de gode, gamle dage...
Kh
Mette
