Netavisen DenOffentlige øger fokus på OPS: Ny blogstafet om udbud

Politik

09/04/2015 12:26

Suleman Haider

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen skyder en ny blogstafet, Udbuds-stafetten, igang. Det sker i forlængelse af den nye udbudslov, som netop er sendt i høring. Med den nye blogstafet øger Mediehuset DenOffentlige sit konstruktive fokus på et bedre offentligt-privat samarbejde.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den nye udbudslov lover mere gennemskuelighed og bedre muligheder for små og mellemstore virksomheder. Loven gør det fx muligt, at kommuner og regioner ikke skal annoncere eller indhente tilbud på udbud under 1 milion kr. Den lokale virksomheds service kan altså benyttes uden, at det store udbudsmaskineri skal sættes i gang, og den offentlige sektor kan øge brugen af private leverandører. På den baggrund lancerer DenOffentlige i dag en ny blogstafet om udbud, og erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen skriver det første indlæg i forlængelse af, at den kommende udbudslov er sendt i høring. 

”Min forventning er således, at den nye udbudslov vil bidrage til et endnu bedre samarbejde mellem det offentlige og det private. Deres samarbejde er essentielt for en effektiv og velfungerende offentlig sektor,” skriver erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen i Udbuds-stafetten. 

I sit indlæg fokuserer erhvervs- og vækstministeren på den overskuelighed, som den kommende udbudslov vil medføre og de større muligheder, der vil opstå for små og mellemstore virksomheder til at varetage offentlige udbudsopgaver. Men trods udbudslov og bred politisk opbakning lider det offentligt-private samarbejde under konstant kritisk opmærksomhed og årelang debat om samfundsværdien af konkurrenceudsættelse.  

"Samarbejdet mellem offentlige og private aktører er under konstant pres af en meget polariseret debat, hvor man til tider får indtryk af, at private virksomheder er af det onde og den offentlige sektor en ineffektiv bureaukratisk mastodont. Det står i skærende kontrast til virkeligheden rundt omkring i den offentlige og private sektor, hvor der er masser af gode eksempler på godt samarbejde og gode løsninger. Samtidig skal man ikke glemme, at såvel regeringen som alle øvrige centrale aktører er enige om, at der er et kæmpe potentiale i en væsentlig bedre kultur omkring det offentligt-private samarbejde," siger chefredaktør Nick Allentoft om lanceringen af den nye blogstafet. 

Øget fokus på OPS

Med udbudsstafetten øger Mediehuset DenOffentlige sit fokus på det offentligt-private samarbejde.

”Vi ønsker som mediehus at bidrage konstruktivt til en væsentlig bedre forståelse og anerkendelse mellem alle aktører på OPS-området. Der er ingen vindere i en debat, der stigmatiserer og peger fingre, og de gode eksempler viser, at dialog og debat fremmer et godt samarbejde med værdifulde resultater for alle parter.  Udbudsloven er en fremragende anledning til at komme et konstruktivt skridt videre og i gensidig forståelse og anerkendelse skabe et bedre udbudsamarbejde, hvor fokus rettes mod mål og resultater mens regler og papirarbejde bliver ren proces,” siger Nick Allentoft. 

Den nye blog-stafet bliver et supplement til en gammel og populær stafet om OPS samt Mediehusets OPS Forum, hvor både organisationer, fagforeninger, virksomheder og offentlige aktører er gået sammen om mere videndeling og konstruktiv debat om det offentligt-private samarbejde. Forum blev lanceret i 2014, og det er på rekordtid lykkes at skabe et konstruktivt rum for både debat og videndeling, fortæller Nick Allentoft.

"Vi har efterhånden opbygget en betydelig ekspertise på OPS-området, og flere aktører har længe peget på behovet for mere videnspredning og overblik over det offentligt-private samarbejde. På den baggrund har vi valgt at facilitere et arbejde, der kan forene aktørerne om mere videndeling, flere aktiviteter og mere samarbejde på tværs af sektorer, interesser og viden. Det er lykkes over al forventning, og derfor er det naturligt at følge op med mere redaktionel fokus på området," siger Nick Allentoft. 

Udbudsloven står til at blive vedtaget den 1. oktober 2015.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.