EU udstikker nye politiske mål med 20 principper for de europæiske borgeres sociale rettigheder.
Det sker fredag på EU's sociale topmøde i Göteborg. Topmødet handler om at skabe fair job og vækst.
Rettighederne handler om lige muligheder og adgang til arbejdsmarkedet for alle. Om rimelige arbejdsvilkår. Og om social beskyttelse og inklusion.
Der er ikke tale om, at EU-borgerne hermed har fået nye rettigheder, der holder i retten.
Ny Europa-sektion på DenOffentlige
Europa-debatten er blevet historisk væsentlig. Derfor kan du på DenOffentlige.dk/europaeisk-samarbejde finde en selvstændig sektion, der debatterer og formidler fra debatten om Europa og det europæiske samarbejde.
Vores Europasektion skabes i samarbejde med udgiverne på DenOffentlige.
I stedet er det en politisk aftale om at arbejde for fair job og vækst ved at kombinere åbne markedsøkonomier med ordentlige sociale sikkerhedsnet.
Premierminister Jüri Ratas fra det estiske EU-formandskab, EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, og Europa-Parlamentets formand, Antonio Tajani, skriver på EU's vegne under på den såkaldte europæiske søjle for sociale rettigheder.
EU fokuserer normalt meget på økonomi og handel. Men EU er mere end et indre marked og penge, lyder det fra Juncker.
Det handler om vores værdier. Om måden, vi vil leve på. Så nu skal der også leveres på det sociale område, lyder det ved underskrivelsesceremonien.
- Hvis vi vil være troværdige, skal vi levere, siger EU-Kommissionens formand.
- Det her er begyndelsen. Det er ikke afslutningen. Og vi er ikke engang midt i det hele, siger han.
Danmark og de andre EU-lande har udstyret de sociale mål med en præambel.
Det er en forklarende indledning, også i 20 punkter, der fortæller, hvad målene betyder og ikke betyder.
Og her bliver det blandt andet fastslået, at den sociale søjle er en politisk hensigtserklæring, der ikke skaber nye juridiske rettigheder.
Det bliver også fastslået, at hovedansvaret for at udvikle arbejdsmarkedet og de sociale systemer ligger hos medlemslandene.
Og at aftalen ikke underminerer den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter selv forhandler løn og vilkår.
OVERBLIK: Menneskers arbejdsliv er ændret drastisk på 10 år Udviklingen på EU's arbejdsmarked går stærkt, viser tal fra EU-Kommissionen i forbindelse med socialt topmøde.
Lønmodtagere i EU bliver ikke så længe på samme arbejdsplads som for ti år siden. Og de flytter i stigende grad til andre EU-lande.
Disse og andre emner bliver fredag drøftet af Europas stats- og regeringschefer på et socialt topmøde i Göteborg fredag, hvor man underskriver 20 sociale principper.
Her er et overblik over udviklingen på forskellige områder:
1. Flere arbejder i andre EU-lande
Der er på ti år sket en fordobling af antallet af borgere, som arbejder i et andet EU-land. Fra 8 millioner til 16 millioner.
2. Mere fjernarbejde
For ti år siden havde omkring 7 procent fjernarbejde. I dag er andelen omkring 17 procent.
3. Servicesektoren vokser
Servicesektoren beskæftiger flere. 67 procent var beskæftiget i sektoren tidligere. I dag er det 72 procent.
4. Færre på samme arbejdsplads
Folk bliver ikke så længe hos samme arbejdsgiver. I forrige årti blev tre ud af fem på samme arbejdsplads i mindst 10 år, mens tallet i dag er to ud af fem.
5. Flere ældre arbejder
Der er kommet flere fra aldersgruppen 55-64 år på arbejdsmarkedet. Over ti år er gruppens tilstedeværelse på arbejdsmarkedet fordoblet fra 16 til 32 millioner.
6. Flere arbejder deltid
Deltidsjobbene er blevet flere. For 10 år siden havde 33 millioner et deltidsjob, mens tallet i dag er 44 millioner.
Kilde: EU-Kommissionen
/ritzau/