Professor: Det rationelle menneskesyn bryder med vores værdigrundlag

Det er velkendt, at konkurrencestaten har sine fortalere i den akademiske verden. Som en af dem, der har været med til at sætte denne statsform på landkortet, udtaler Ove Kaj Pedersen (OKP) i en podcast 1/3 2019 (OKP og Jørn Henrik Petersen i samtale med Nick Allentoft om velfærdsstatens udvikling):

"Jeg ser ingen som helst tegn på, at udviklingen vil gå væk fra konkurrencestaten. De fleste argumenterer imod en konkurrencestat, men spørger man politikerne … så er der fuldstændig tavshed."

Underforstået bred politisk tilslutning til denne statsform dens mulige fejl og mangler ufortalt. For dem er OKP også opmærksom på, herunder i særdeleshed de problemer, som den har givet for samfundets mest udsatte. Alligevel står det uforklaret, hvordan konkurrencestaten kan prises med disse fejl og mangler in mente, særligt når denne statsform fremstilles som et nødvendigt led i udviklingen af den moderne velfærdsstat, eller med OKP’s ord, som et ”grundvilkår” for samfundsstyringen i dagens Danmark (OKP i Konkurrencestaten, 2011).

For har man sagt A (konkurrencestat), må man også sige B: så må alle spille med på denne statsforms melodi og se sig selv som en arbejdskraftens bidrag til at holde hjulene i gang og sikre, at vi holder trit med udviklingen. Og så givere det ingen mening at tale om konkurrencestaten som en statsform, der lader sig reformere i en mere socialpolitisk retning, som OKP foreslår (OKP, Reaktionens tid, Informations Forlag 2018; se med anm. Jørn Henrik Petersen i Altinget 23/8 2018.)

Værdier er ikke empiri

OKP er hjemhørende på CBS, hvor det ikke er overraskende, at tanker som disse finder udbredelse. Men konkurrencestaten har også fundet støtte andre steder i den akademiske verden. I sin nyligt udgivne bog om konkurrencestatsministeren (Djøf Forlag 2019) mener Martin Møller Boje Rasmussen således, at ”vi har brug for en statsminister, der forsvarer konkurrencestaten” (Boje Rasmussen i Informations kronik 6/4 2019).

Som om vi ikke har haft dette siden regeringen Fogh-Rasmussen tiltrådte i 2002. Denne forfatter, som er tilknyttet Økonomisk Institut ved KU, der regnes eller i hvert fald regner sig selv som statsvidenskabens højborg i Danmark, erklærer sig her ganske frimodigt som fortaler for konkurrencestaten som et overgribende ideal for tidens økonomiske politik. Det kan nok forekomme overraskende at høre fra et sted, der ellers er kendt og berygtet for ikke at mene noget om noget som helst, der ikke kan udtrykkes i uigendrivelige tal, som har støtte i empirien (se Jesper Jespersen i Berlingske kommentar 25/2 2019: Et unuanceret økonomistudium kan have katastrofale konsekvenser for dansk økonomi)

Meget kan man sige om konkurrencestaten, men empirisk belæg – som normativ model for samfundsstyringen – har den i hvert fald ikke, lige så lidt som enhver anden politisk ide, der udtrykker værdier og idealer. 

Jeg har tre indvendinger mod konkurrencestaten som tankemæssig konstruktion – plus det løse: 

For det første er det ikke noget nyt, at et lille land som Danmark er afhængig af samhandel med andre lande, det er jo nærmest børnelærdom og elementært fra en politisk økonomisk vinkel. Men at gøre denne samhandel til selve omdrejningspunktet for samfundets ledelse er i bedste fald en fejlslutning og i værste fald grundlag for et vælgerbedrag af dimensioner.  

For det andet er fremstillingen af dagens Danmark med dens særlige udformning af konkurrencestaten som den bedste af alle verdener langt fra hele sandheden. Der findes også en anden sandhed, som fastslår, at velfærdsstaten er blevet en sag for middelklassen, mens samfundets udsatte lades i stikken. Det er en opfattelse, som man kan finde i statskundskaben, hvor den nærmest har karakter af mainstream videnskab, baseret på omfattende empiri om velfærdsstatens udvikling i nyere tid (Jørgen Goul Andersen: Økonomisk bæredygtighed – politisk usikkerhed. Den danske velfærdsstat 1990-2012, Politica 3/2012).

For det tredje er den afideologisering af det konkurrencestatslige projekt, som de nævnte forfattere gerne vil understøtte, utroværdig. For selv om konkurrencestaten selvsagt kan antage forskellige former afhængig af de historiske og aktuelle omstændigheder, så er den grundlæggende resultatet af en prioritering af erhvervs- og beskæftigelsespolitikken, som uundgåeligt sætter socialpolitikken i skyggen, og det er om noget et ideologisk valg, som har klare neoliberalistiske undertoner, og som man nok kan diskutere betimeligheden af: Er det den vej vi vil? 

Karikatur af velfærdsstaten

Med det gennemslag konkurrencestaten har fået i Danmark, ligner den efterhånden en karikatur af den velfærdsstat, som den hævder at stå på skuldrene af. Ikke mindst hvis den måles med de alen, som 1960’ernes utopi om et fritidssamfund satte i forventning om produktionens fortsatte automatisering og den almindelige værdiudvikling i retning af øget realisering af menneskets potentialer.

Det samme gælder dens tvilling, servicestaten, som i 1990’erne blev set som en videreudvikling af velfærdsstaten, men som her udtrykkeligt var forbeholdt dem, der kan og vil betale for de offentlige serviceydelser, som det en gang blev udtrykt i en moderniseringsredegørelse fra Finansministeriet (Den offentlige sektor år 2000, Finansministeriet 1991).

Når konkurrencestaten nu fremholdes som idealet for den økonomiske politik, må man spørge, hvad den skal gøre godt for, ud over at sikre et vist mål af velstand og velfærd for middelklassens borgere. Hvis det skal ske på bekostning af samfundets udsatte, er det et brud på velfærdsstatens ide, som jo netop er at værne om de svage og udsatte borgeres ve og vel.

Hvis statsstyret skal yde et konstruktivt bidrag til borgernes velfærd, må det derfor kræves, at de socialpolitiske mål ikke – som hidtil – kompromitteres af en ensidig vægtning af konkurrencestatslige hensyn med udbredt fattigdom i bunden af samfundet til følge. Og nok så vigtigt må det forlanges, at erhvervs- og beskæftigelsespolitikken også medreflekterer de miljø- og klimamæssige udfordringer, som erhvervene selv er med til at skabe, og som nu mere og mere uafviseligt trænger sig på. 

Det handler om menneskesyn

Konkurrencestatens fortalere står heller ikke uimodsagt i den offentlige debat. Jeg ser hermed bort fra de mange fra politisk hold, fagforeningsside og den ikke-økonomiske del af forskningsverdenen, som har udtalt sig mere eller mindre kritisk om konkurrencestatstænkningen (se Søren Kaj Andersen og Ove Kaj Pedersen: Konkurrencestaten og dens kritikere, Djøf Forlag 2017; anm. af Bøje Larsen i DenOffentlige.dk. 17/11 2017). 

Men jeg hæfter mig ved en kritik, der nylig er rejst af Morten Ziethen fra Institut for Læring og Filosofi ved Aalborg Universitet. I en kronik i Information 26/4 2019 tager han sig for at afdække og kritisere det menneskesyn, som ligger til grund for konkurrencestaten, og som i korthed går ud på, at mennesket handler mest rationelt under pres. Det er dette menneskesyn, som ligger til grund for en reguleringspraksis som den nuværende, hvor rettigheder i den velfærdsretlige lovgivning i stigende grad modsvares af pligter efter princippet ”noget for noget”, samtidig med at de sociale ydelser begrænses for at tvinge borgerne i arbejde, for som det hedder: ”det skal kunne betale sig at arbejde”.

Men som Morten Ziethen bemærker, er der ”megen forskning, som peger på, at mange mennesker yder bedst og mest stabilt inden for trygge rammer”.

Derfor er der også grund til at tro, at vi kunne få en mere konkurrencestærk offentlig sektor, hvis vi giver afkald på konkurrencestatens styringslogikker – hele arsenalet af New Public Management (NPM) redskaber – og det underliggende, instrumentelle, menneskesyn.

Paradokset lyder – med Morten Ziethens ord – at ”mindre konkurrence vil styrke vores konkurrenceevne”. Hvis den påstand står til troende, er der i hvert fald ingen grund til, at vi skal piske os selv eller andre til at lade os indrullere som ”konkurrencestatens fodsoldater”. Og hvis kursen for samfundsstyringen skal ændres, må der – som det er blevet sagt – først gøres op med det menneskesyn, som konkurrencestaten hviler på (David Budtz-Pedersen, Informations kronik 13/9 2016). 

Opgøret med NPM

NPM har også været genstand for omfattende forskning i nyere tid. Særligt opsigtsvækkende er et forskningsresultat, som de designerede ophavsmænd til NPM-konceptet nåede frem til for nogle år siden (Christopher Hood & Ruth Dixon 2015, se Jacob Torfing i DenOffentlige.dk 21/11 2016).

Stik imod hvad man ellers kunne forvente, konkluderede de, at NPM ikke havde haft nogen positiv betydning for udviklingen af den offentlige sektor i England. En lignende skepsis kommer til udtryk i en rapport om resultatbaseret styring i dele af den offentlige sektor i Danmark (Review af resultatbaseret styring, Kora 2016). Men sådanne synspunkter har ingen let gang på jord i et land som Danmark, hvor NPM nærmest er blevet en slags statsreligion for hele Djøf-kleresiet.

Forskernes konklusioner blev pure afvist af en anden forsker ved CBS, Bøje Larsen, som tydeligvis har svært at forlige sig med tanken om, at NPM – som et centralt led i hele konkurrencestatsideen – har været en fiasko, undsagt af dens oprindelige fortalere og siden også betvivlet fra dansk forskningsside (Pas nu på med NPM-hadet, DenOffentlige.dk 16/8 2017, og samme: Et forsvarsskrift for NPM, a.st. 31/8 2017).

Bedre gik det ikke, da en hjemlig undersøgelse af konkurrenceudsættelsen i den offentlige sektor, viste tilsvarende resultater i form af manglende besparelser og utilsigtede, negative, effekter for de ansatte (Effekter ved udlicitering af offentlige opgaver, Kora/Vive 2014)

Denne undersøgelse er siden blevet negligeret af erhvervsorganisationer og tænketanke, der er fortsat med at presse på for at øge andelen af offentlige udbud med henvisning til det store besparelsespotentiale, der hævdes at være på dette område (se f.eks. Dansk Erhverv og Dansk Industri i Berlinske 3/1 2014: Danmark går glip af gevinst ved udbud)

Frem for konkurrencestatens instrumentelle menneskesyn og kontraproduktive virkemidler fra NPM-arsenalet kan der til det forestående Folketingsvalg være grund til at efterlyse en statsminister med et hjerte, som banker for de svage og udsatte borgere, og som ellers vil bestræbe sig på at løse samfundets miljø- og klimaproblemer – selvsagt uden at sætte den økonomiske ansvarlighed over styr, og uden at kompromittere erhvervslivets langsigtede udviklingsmuligheder.

Med tanke på, at miljø- og klimaproblemer skal forebygges, og at også sociale problemer løses bedst der, hvor de opstår, nemlig i nærmiljøet, ser jeg miljøstaten som et passende modbillede, der kan bruges til at mobilisere den vælgertilslutning, som er nødvendig i et demokrati som vores. Hermed turde fronterne være trukket op i den kamp, som skal stå ved det igangværende folketingsvalg – hvis den i øvrigt skal handle om andet og mere end nogle futile udlændingeproblemer.

Konkurrencestat eller miljøstat – det er det valg, som folketingsvalget 2019 bør handle om.