Velfærdsstat eller velfærdssamfund
Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.
Følg artikler og indlæg på temasiden her.
Det stærkt voksende antal borgere - og den udgiftstunge sammensætning af dem - tager regeringen ikke højde for i sin bebudede vækst i det offentlige forbrug på 0,5 næste år og 0,3 procent i de følgende år. Det er tidligere fastslået af bl.a. de økonomiske vismænd og i den forrige Løkke-regerings regeringsgrundlag.
Professor og velfærdsforsker, Jørgen Goul Andersen, siger det sådan her: "Debatten om væksten i den offentlige sektor er forskruet, fordi man taler om 'stigninger' i det offentlige forbrug, men glemmer at se på forbruget pr borger. En vækstrate på 0,3 procent betyder reelt minusvækst målt pr borger, fordi vi bliver så mange flere". Jørgen Goul Andersen peger på, at hovedparten af befolkningstilvæksten endda består af borgere over 75 år, som er dyre i drift for den offentlige sektor. LÆS OGSÅ: Velfærdsstaten er ved at kvæle samfundet Brug for 1,1 procent, hvis velfærd skal udvikles Hvis den offentlige sektor skal matche befolkningstallet og følge med samfundsudviklingen, kræver det en årlig vækst i det offentlige forbrug på 1,1 procent. Det fastslår Jørgen Goul Andersen og med ham en række topøkonomer. En vækstrate på 1,1 sikrer, at der ud over at følge med befolkningsvæksten også er råd at holde den offentlige sektor ved lige, som Jørgen Goul Andersen udtrykker det. Dvs. løbende at opdatere kvaliteten af udstyr som fx hospitalssenge, pc'er i skolerne, møbler i daginstitutioner, klasselokaler og venteværelser og det øvrige varekøb, der sikrer, at den offentlige sektor følger med udviklingen i samfundet.Også andre topøkonomer henviser til 1,1 procents vækst i det offentlige forbrug som betingelsen for, at den offentlige sektor kan følge med befolkningsvæksten og samfundsudviklingen. De to tidligere overvismænd og økonomiprofessorer, Torben M. Andersen og Jørgen Whitta-Jacobsen har peget på, at en vækst på 0,5 procent om året fra 2017 til 2025 vil betyde velfærdsforringelser.
"De fremlagte planer betyder et gab mellem udgiftsudviklingen og kravene for at følge med demografien og velstandsudviklingen. Det betyder, at der på gennemsnittet kommer standardforringelser, og at tilbuddene ikke opleves som tidssvarende," har Torben M. Andersen tidligere udtalt til FTF."Med en årlig stigning i det offentlige forbrug på kun 0,5 procent vil det for den enkelte borger medføre en betydelig nedskæring ift. status quo og den almindelige velstandsudvikling," siger Jørgen Whitta-Jacobsen:
Spareplan forudsætter løsninger, der ikke er fundet endnu Jørgen Goul Andersen pointerer, at der teoretisk set er muligt at udvikle kvaliteten i den offentlige sektor med en lavere vækst end de 1,1 procent - forudsat at man finder nogle løsninger, der vrider mere ud af den offentlige sektor for de samme penge. "Hvis kvaliteten i den offentlige sektor skal udvikles frem mod 2025 for mindre end 1,1 procents vækst om året - så forudsætter det, at man finder nogle geniale produktivitetsforbedringer, så man får mere ud af de samme penge", siger Jørgen Goul Andersen. "Det er al ære værd, men det er lettere sagt end gjort at spare yderligere på fx børnehaver, skoler og ældrepleje", siger han. Jørgen Goul Andersen pointerer, at politikernes "råderum" bygger på en forudsætning om besparelser, man skal ud at finde. Ellers ville der slet ikke være noget råderum.
