Frivillige i velfærd: Alle skal holde balancen

Over 10.000 forældre har skrevet sig op og bedt om at få besked, hvis der på et tidspunkt bliver plads til deres barn på en uges madskole. I Randers kommune er en flok frivillige spisevenner værn mod ensomheden hos enlige ældre medborgere. Og som studerende inden for kost- og ernæringsområdet er det stort set igen grænser for tilbuddene om at stille op og kokkerere, formidle madglæde og viden − som regel helt uden at få løn for det.

De frivillige er kommet for at blive. Der bliver flere af dem. Og det udfordrer − og inspirerer − vores måde at tænke velfærd på. Eller som Linda Lundgaard Andersen, der på Roskilde Universitet forsker i social innovation og samskabelse, formulerer det:

− Man er nødt til at kigge nøgternt og selvkritisk på opgaverne, på regler, rutiner, kulturer og praksis, og derfra skabe en meningsfuld hverdag sammen. For mig at se handler det om at finde nye måder at arbejde sammen på, så man sammen videreudvikler de offentlige ydelser. Ensomhed, isolation og mangel på netværk er et problem for mange mennesker i den vestlige verden, og her er de frivillige indsatser meget vigtige.

Ensomhed, isolation og mangel på netværk er fænomener, de kan nikke genkendende til hos Madservice Kronjylland i Randers. Her er leder Marianne Sloth Sørensen og antropolog og projektmedarbejder Sara Schultz Markvorsen i gang med at overdrage deres flok af spisevenner til ÆldreSagens lokalafdeling i Randers, som fremover skal stå for rekruttering af de frivillige.

For nok er ordningen, hvor en frivillig spiseven besøger en borger én gang om ugen og spiser et måltid varm mad sammen, en kæmpesucces. Men den kræver også masser af koordinering og styring. Og en klar forståelse for, hvor grænsen mellem frivillighed og professionalisme skal trækkes.

− Der er så meget god energi i de frivillige, og i vores verden udfylder de en rolle, vi aldrig ville have hænder til selv. Deres indsats har enorm positiv effekt, men kræver også et stort arbejde med at koordinere. Det er et kæmpe logistisk projekt, og det tager tid at have frivillige tilknyttet, herunder at søge projektmidler, siger Marianne Sloth Sørensen.

Kontakten er vigtig
I en periode har storkøkkenet for netop projektmidler haft Sara Schultz Markvorsen ansat til at koordinere arbejdet med de frivillige, kommunes tre frivillighedskoordinatorer og de, der vil være henholdsvis vært og spiseven.

− Måltidet er et godt bindemiddel, men det kræver det rette match mellem spiseven og spisevært. Vi interviewer alle på forhånd, om interesser, ønsker om et bestemt køn − og så er Randers kommune jo stor. Her er geografiske forhold at tage hensyn til, og mens nogle gerne lægger benzin til en tur til den anden ende af kommunen, siger andre, “det skal være en fra min gade”, siger Sara Schultz Markvorsen, der lige som Marianne Sloth Sørensen understreger, at man er nødt til meget tydeligt at forklare, hvor frivilligheden stopper, og de professionelle indsatser tager over.

− Det står i vores kontrakter, og vi understreger det meget over for de frivillige, når vi taler med dem: De frivillige må ikke påtage sig plejeopgaver, de må ikke, selv om de er blevet gode venner med Fru Petersen, begynde at stille diagnoser eller påtage sig opgaver, som plejepersonalet ellers tager sig af. Hjemmehjælpen må ikke aflyses, selv om det er den dag, man får sin spiseven på besøg. Det er vi meget påpasselige med at fortælle, og vi er meget opmærksomme på at have et tæt samarbejde med hjemmeplejen, siger Marianne Sloth Sørensen, der i øjeblikket har 15 spisevenner tilknyttet.

Frivillighed er fundamentet
390 frivillige stillede sidste sommer op på landets madskoler, hvor børn i alderen 8-12 år bruger en uge af deres sommerferie på at lave mad og lære om kost og lave motion. Madskoler arrangeres af organisationen 4H og drives i et ikke profitskabende samarbejde med REMA 1000 og Landbrug & Fødevarer, hvor Line Munk Damsgaard er ernæringschef og står for samarbejdet, herunder hvervning af frivillige undervisere.

I 2017 blev det til 107 madskoler, færre end de foregående år, for 4H ville gerne tilbyde flere madskoler, men kan ikke skaffe frivillige nok.

− I år har vi haft det laveste antal madskoler siden 2012, blandt andet fordi den pædagogiske assistentuddannelse, som vi har samarbejdet med, er blevet lukket ned flere steder. Så vores behov for frivillige er vokset, og her er vi klart udfordrede af, at så mange gerne vil have fat i de frivillige. Der er “kamp” om gruppen og mange andre frivilligaktiviteter, ikke mindst for studerende inden for ernæring og sundhed., siger Line Munk Damsgaard.

Ca. 40 procent af instruktørerne på madskolerne er i dag studerende. Tidligere var deres andel omkring 70 procent, men riften om deres frivillige arbejdskraft er stor, og madskolerne kan ikke lade sig gøre uden frivillig arbejdskraft-

− Hele 4H’s ide er bygget på princippet om frivillighed, og det ville være et helt skævt signal, hvis vi skulle aflønne nogle instruktører og ikke andre, siger Line Munk Damsgaard.

Et stort dilemma
En af dem, der er rift om er Helle Friis, der læser Ledelse, Fødevarer og Service på 7. semester på Ernæring og Sundhedsuddannelsen i Aarhus og er studenterambassadør i Kost & Ernæringsforbundet. Hun har, ved siden af studiet, lavet mad til Smukfest, været madformidler på Food Festival, Økologisk Foodfighter med Landbrug & Fødevarer, er turistambassadør i Horsens, tutor og meget andet − og alt sammen frivilligt.

− Jeg synes, man står i et dilemma, hver gang er det en afvejning af, hvor det som studerende giver mest mening at lægge sin frivillige arbejdskraft, for efterspørgslen er kæmpestor. Rigtig mange aktører forventer, at vi stiller op. Og det er et dilemma, for det er jo også ofte sådan, at man får job via netop et netværk, man har været frivillig i. Og jeg synes da også, at det er vigtigt, at vi har kontakt til erhvervslivet. Men for mig som studerende er det vigtigt, at vi beskytter vores profession og hele tiden kæmper for høj kvalitet i den. Vi må holde fast i, at vores arbejdskraft og uddannelse har reel værdi, siger Helle Friis, der betegner det som en svær afvejning.

− Hvornår siger man stop? Hvornår siger man ja til et godt arrangement? Jeg synes, vi skal passe på ikke at ødelægge vores profession. Og jeg er bange for, at det kan påvirke uddannelsen negativt, hvis vi får et ry som ‘dem, der bliver uddannet til at arbejde frivilligt’. Vi er en profession, det skal vi anerkendes for, og på et tidspunkt skal vi have løn for vores arbejde. Mange virksomheder ‘lever' næsten af frivillige i dag til deres arrangementer, og vi hører altid, at det ikke er muligt at aflønne. Men har man tænkt alternativt nok? Så man ikke bare trækker på studerende, der skal arbejde gratis, hver gang, siger Helle Friis.

Nye frivillige
Bekymringerne over grænsedragningen mellem professionel og frivillig, lønnet og ulønnet, forstår Linda Lundgaard Andersen fra Roskilde Universitet godt. Også selv om hun ikke deler professionernes bekymring for, at fagligheden bliver udvandet, hvis man også løser frivillige opgaver eller opgaver sammen med frivillig.

− Tværtimod tror jeg, de professionelle får mulighed for at sætte deres faglighed endnu mere i spil. Den fagprofessionelle kapacitet kan blive meget synlig og vil være helt afgørende. Men når kommunerne direkte melder ud, at de ikke kan levere kvalitet i fx ældreplejen uden indsatser fra de frivillige, tipper det naturligvis balancen mellem velfærdsydelser og frivillige ydelser. Hvem skal levere velfærdssamfundets ydelser? Hvem skal holde balancen og hvordan? Man må aftale det konkret og finde nye måder at samskabe og samproducere på, siger Linda Lundgaard Andersen.

Hun pointerer også, at kommunerne er nødt til at være bevidste om, at de løber en risiko ved at involvere de frivillige. For frivillige i dag deltager, som hun peger på, af lyst. De føler sig ikke bundet, og de kan kort sagt gå igen, når de vil eller ikke gider mere.

− Man må forstå, at frivillige og frivillighed i dag udfordrer og omdanner den klassiske frivillighed, hvor engagementet ofte var en parallel til og supplerede velfærdsstatens ydelser. Typisk var den frivillige medlem af en forening, hvor man delte interesser. I dag har fænomenet frivillige mange flere facetter. Måske vil man gerne deltage i flere og kortere aktiviteter eller aktuelle sager, men har ikke nødvendigvis et livslangt engagement i samme sag. Det er en udfordring, det offentlige bør være opmærksom på, mener professoren, der også peger på, at de fleste frivillige faktisk er meget optagede af, at de ikke må overtage de fagprofessionelles arbejde. 

− De frivillige ved godt, at de lever i et velfærdssamfund, som de ikke ønsker at afvikle. Men fra et forskersynspunkt er det klart, at der er en gråzone mellem kommunernes indimellem ret frimodige udmeldinger om, at leverance af velfærdsydelserne i dag er afhængig af også de frivilliges indsats − og medarbejderne, der ser, at frivillige løser opgaver, de måske tidligere løste. De fagprofessionelle er naturligvis meget optagede af dette skifte, for de frygter, og måske med rette, at miste deres arbejde. Det er en krævende opgave at finde nye måder at arbejde sammen på.

Artiklen har været bragt i Kost, Ernæring & Sundhed 10/2017.

FAKTA: Flere frivillige løser praktiske opgaver

En rundspørge fra COK, KL’s Center for offentlig kompetenceudvikling, om brugen af frivillige i landets kommuner viser en ny tendens: Frivilligheden har flyttet sig fra det sociale samvær til planlægningsopgaver og praktiske opgaver, hvor de frivillige indgår i løsningen af kerneopgaven. Mange frivillige i dag er desuden fagligt kompetente og har masser af erfaring, som de vil bringe i spil ‘på en vedkommende måde’, skriver COK.

Antallet af frivillige, der løser madlavningsopgaver, er steget fra 2 procent i 2013 til 21 procent i 2017, viser tal fra rundspørgen. ‘Madlavningsopgaver’ er ikke nærmere defineret og er sandsynligvis især servering og værtskab/spisevenner: 

Læs også: Frivillige løser kerneopgaver

Langt fra Borgen
Se den politiske debat om frivillighed i DR’s udsendelse ‘Langt fra borgen’ fra den 19. oktober.