Madservicen skal udvikle sig. Ellers vil der opstå et alternativt marked, mener to forskere her i bladet. Og sådan er det. Hvis ikke der er de varer på hylderne, vi har brug for, går vi til en anden butik. Hvis butikken findes, og vi kan gå dertil. Og det siger jeg ikke for at polemisere, for jeg er enig i budskabet. Madservice skal opfylde mange borgeres mange behov, både kulturelle, kulinariske og ernæringsmæssige.
Når jeg bliver gammel og får brug for, at nogen hjælper mig med maden, forestiller jeg mig, at jeg vil efterspørge mad, der ligner den, der har præget mit eget hjem. Det gør ældre. Og det gør yngre. I sidste blad hørte vi fra unge på bosteder, hvor ’mormormad’ hitter. Og jeg er med på, at noget af det, der gør bestemt mad til et hit, det er friheden til at vælge noget andet næste gang og spise præcis det, appetitten er til. Den mulighed skal vi også gå efter i madservice.
Allerede ved visitationen kunne madservice forsøge at afkode behovene hos den enkelte:
Nogle borgere er færdige med at røre i gryderne, når de visiteres til madservice. Andre vil fortsat gerne være med i køkkenet. Nogle vil gerne tilbyde mad til vennerne. Eller afsted hjemmefra for at spise sammen med andre på café.
Kost & Ernæringsforbundet på DenOffentlige
Kost & Ernæringsforbundet er redaktør for eget indhold på DenOffentlige og udgiver artikler, blogs, cases, synspunkter og pressemeddelelser om, af og for kost-, ernærings- og sundhedsfaglige.
Nogle holder af chilistærk mad, mens andre er mere nænsomme ved smagsløgene. Nogle vil gerne sammensætte en menu af mange små elementer, der i højere grad kan blive til præcis det måltid, de drømmer om. Og bestillingerne skal måske kunne afgives fra dag til dag. Mulighederne er mange.
Og nogle kommuner greb chancen for at eksperimentere, da regeringen i foråret afsatte penge til det. De fortæller på de næste sider om at sammensætte madkasser efter borgerens behov, en mere indbydende emballage og en omsorgsfuld levering af måltidet.
Og jeg ved, at mange køkkener og kommuner er i gang med en udvikling, hvor de forsøger at forene gode traditioner i madservicen med nye behov og andre ønsker hos borgerne.
Med til et fleksibelt madtilbud hører også, at kost- og ernæringsfaglige er til rådighed for at sikre, at uanset, hvad der står på menuen, så kan de ernæringsmæssige behov opfyldes. Det er en forudsætning for, at borgerne trives og har højest mulig livskvalitet.
Som forskerne er inde på, så kræver det noget af politikerne at gøre madservicen så fleksibel. Men det svarer sig målt i livskvalitet og selvhjulpne borgere. Mad kan nemlig mere end at mætte.
Indlægget har været bragt i Kost, Ernæring & Sundhed 10/2018
