Sundhed er en ret, den er ulige fordelt

Ulighed: Sundhed er en ret. Sådan lyder Kost og Ernæringsforbundets nye slogan, men de stærkeste borgere får de bedste tilbud og lever minimum ti år længere end de dårligst stillede. Hvordan kan vi mindske social ulighed i sundhed? 

To drenge er født den samme dag. Den ene læser efter gymnasiet til ingeniør og gør siden karriere i en entreprenørvirksomhed. Den anden får job som lagermedarbejder efter folkeskolen og tager aldrig en videregående uddannelse. Statistisk set dør han ti år før den første, for en danskers levealder er afhængig af uddannelsesniveau og indkomst.

De stærkeste borgere lever typisk sundere, bliver mindre fysisk nedslidte og har sjældnere livsstilstilssygdomme. I mødet med sundhedsvæsnet får de oftest også de bedste behandlingstilbud.

Tal på uligheden

I Sundhedsstyrelsens undersøgelse af ‘Den Nationale Sundhedsprofil’ sættes der tal på uligheden. I 2017 svarede flere end 180.000 danskere på spørgsmål om deres sundhed, sygdom og trivsel.

Et af parametrene i undersøgelsen er ‘selvvurderet helbred’. 92 procent af deltagerne med en lang videregående uddannelse vurderer, at de har et fremragende eller godt helbred, mod kun 68 procent af de deltagere, der har forladt uddannelsessystemet efter folkeskolen.

Også hvad kosten angår, er kontrastens stor. Kun lidt over 5 procent med en længere videregående uddannelse svarer, at de spiser usundt i forhold til de officielle kostråd, mod hele 27 procent af de ufaglærte.

42 procent af de ufaglærte dyrker samtidig for lidt motion i forhold til WHO's minimumsanbefalinger på 30 min. om dagen. Det gælder kun 24 procent af dem med en lang uddannelse. Lignende forskelle ses i kategorier som overvægt og rygning.

Særligt udsatte

Sammenligner vi med særligt udsatte grupper som for eksempel hjemløse eller mennesker med større fysiske eller psykiske handicap, er uligheden endnu større. Ifølge Rådet for Socialt Udsatte dør socialt udsatte mænd typisk 19 år før andre mænd, mens socialt udsatte kvinder dør 17 år før andre kvinder. Det skyldes både sundhedsadfærd og livsstil, men ifølge rådet også, at mødet med sundhedssystemet ikke altid håndteres optimalt. Mennesker med udviklingshæmning dør i gennemsnit 14 år tidligere, og mennesker med alvorlige sindslidelser mellem 15 til 20 år tidligere end resten af befolkningen.

Som forsker og sundhedsideolog Charlotte Aaman har udtalt her på siderne (nr. 10, 2018), handler det også om måden, vi kommunikerer på. Sundhedskommunikationen er baseret på middelklassens normer. Vi bør droppe sundhed som en individuel moralsk pligt og se det som en rettighed, udtaler hun, en holdning, der også danner grundlag for Kost og Ernæringsforbundet nye slogan: Sundhed er en ret. Men hvordan får vi reelt skabt større lighed?

FAKTA: Ulighed i sundhed

Begrebet social ulighed i sundhed beskriver det faktum, at sundhedsrisici og sygdomme er socialt skævt fordelt i samfundet. Det medfører, at jo dårligere borgerne er stillet socialt set, jo højere sygelighed og dødelighed har de statistisk set. Den sociale ulighed i sundhed kommer til udtryk på to måder:

•  Som en gradvis ulighed i den brede befolkning − kaldet den sociale gradient i sundhed. Det betyder, at udsatheden for sundhedsrisici og sygdom i befolkningen stiger gradvis i takt med, at den sociale position falder. Nogle af de faktorer, som har betydning for den sociale gradient i sundhed, er uddannelseslængde, indkomst, beskæftigelsesforhold, boligforhold og etnicitet.

•  Som ulighed i forhold til de særligt udsatte grupper som f.eks. narkomaner, hjemløse og prostituerede. For disse grupper er der tale om, at deres udsathed for sundhedsrisici og sygdom er markant højere end for nogen anden befolkningsgruppe − det kaldes også social dikotomi.

Kilde: www.sst.dk

SYNSPUNKT

Sif Holst, næstformand Danske Handicaporganisationer

Sundhed skal være en god oplevelse

− Tal viser, at 47 procent af personer med større fysiske handicap mener, at de har et dårligt eller meget dårligt helbred. Det samme gælder 45 procent med større psykiske handicap. 

Mange med handicap er inaktive og spiser usundt. Hvis du har svært ved at klare dig selv, er det lettere at tage en færdigret end at tilberede mad, der kræver, at du står op i længere tid.

Økonomisk er færdigretten ofte også billigere. Især hvis du er enlig, kan det være dyrt at købe grøntsager. Du ender med at smide appelsinerne eller et halvt rødkål ud, fordi du ikke får det spist.

− De fleste ved godt, hvad de burde gøre, men det er ikke nemt. Samtidig er det et tabu at blande sig i, hvad andre spiser. Kommunikation omkring kost og sundhed kommer let til at lyde som formaninger.

− Vi skal være meget opmærksomme på, hvordan vi leverer budskabet konkret og i øjenhøjde med modtageren. Det skal gøres til en god oplevelse at leve sundt. På bosteder har der for eksempel været succes med at inddrage beboerne og skabe fællesskaber omkring kost og sundhed. For mennesker med kognitive handicap har det vist sig at være en fordel med et fast årligt sundhedstjek.

Læger og pårørende bør være opmærksomme på, hvad de kan gøre for at hjælpe, og det bør gøres billigere at købe sund mad frem for en færdigret.

SYNSPUNKT

Liselott Blixt, sundhedsordfører (DF)

Drop one size fits all

− Vi skal være bedre til at tage hensyn til den enkelte og indse, at der ikke længere er noget, der hedder one size fits all. Min mor havde kostpyramiden hængende på indersiden af køkkenskabet, men den holder ikke længere, og det er ikke alle, der har mulighed for at gå 10.000 skridt hver dag. Der er så mange problematikker, som vi ikke så for 30 år siden. Der er diabetikere, veganere, mænd, som ikke er glade for grøntsager, unge med spiseforstyrrelser og så videre.

− Til de syge siger vi eksempelvis: “Du skal spise det her, så bliver du hurtigere rask,” men vi glemmer, at det ikke kun må handle om ernæring. Kost skal være lækker og smagfuld. Som sundhedsfaglige må vi spørge os selv, hvad der rent faktisk skal til for at hjælpe den enkelte.

Vi må sikre et bredere udvalg og producere nogle bedre alternativer.

− Kommunikationen er i dag ret ovenfra og ned. Der sidder fire professorer og udtaler sig. Selv jeg, der er sundhedsuddannet, kommer til kort, og vi har mistet tilliden til deres råd. Den ene dag er leverpostej sundt. Den næste dag er det farligt. Mange har lukket ørerne.

Selv arbejder jeg på at få et videncenter for overvægt. Jeg mener også, at vi burde gøre det mere udbredt at gå til diætist, så flere kan få den individuelle hjælp, der er brug for. Det kunne for eksempel være ved at give tilskud på niveau med fysioterapi.

SYNSPUNKT

Jann Sjursen, Rådet for Socialt Udsatte

Mere opsøgende arbejde

− I forhold til socialt udsatte borgeres sundhed er der brug for mere opsøgende arbejde fra sundhedsvæsenets side. Socialt udsatte kommer først til læge, når de har det rigtig slemt. Sundhedsvæsenet må og skal blive bedre til at rumme socialt udsatte patienter og aktivt tilbyde dem den ekstra hjælp og støtte, de har brug for, for eksempel i form af flere socialsygeplejersker og opsøgende gadesygeplejersker, som har en særlig viden om målgruppen og kan hjælpe med at bygge bro mellem de forskellige dele af systemet.

− I forhold til kost og ernæring ved vi, at en del socialt udsatte ikke formår at få den rette kost, enten fordi de ikke har råd til det, eller måske fordi det i en til tider kaotisk hverdag kan være svært at fastholde gode kostvaner. Det er ikke befordrende for den generelle sundhedstilstand. Der er brug for en prioriteret sundhedsindsats, hvor der er fokus på helhed, forebyggelse og behandling, på vilkår som socialt udsatte kan leve op til og rummes i.

SYNSPUNKT

Mireille Lacroix, læge og bestyrelsesmedlem PLO  

Populationsomsorg med fokus på de svageste

− Ideelt set burde vi være mange flere læger. De ekstra hænder skulle tage sig af de svageste, men når nu ressourcerne er, som de er, tror jeg på begrebet populationsomsorg. En læge har i dag gennemsnitligt 1.660 patienter. Dem skal hun danne sig et overblik over og vise omsorg for.

− Ofte er det dem, der har mest brug for omsorgen, vi ser mindst. Via sine patientdata og sit personlige kendskab til patienterne kan lægen finde frem til de svagest stillede, og så skal vi undersøge, hvad vi kan gøre for at hjælpe dem.

− Det er ikke noget, den enkelte læge kan gå i gang med i morgen. Det kræver et samarbejde med kommuner og regioner. Der skal være nogen, som står for at hjælpe de svage patienter med at komme til lægen.

− Alle patienter skal have en tid, hvis de føler, at de har behov for at komme til lægen, men vi skal vejlede de patienter, der har flest ressourcer, i at klare flere ting selv. Hvis du for eksempel har to diabetespatienter, kan én have brug for at komme meget ofte, mens den anden, som har mange ressourcer, måske skal have at vide: “Det her klarer du rigtig godt. Du kan nøjes med at komme én gang om året.”

− Realistisk set er der dog en del af skævheden, vi ikke kan gøre noget ved. De ressourcestærke vil straks ringe 112, hvis de får hjerteproblemer. De mindre ressourcestærke ser måske tiden an og er mere tilbageholdende med at gå til lægen.

SYNSPUNKT

Ellen Trane Nørby, sundhedsminister (V)

Sundhedsreformen skal styrke patienternes rettigheder

− Det er enormt vigtigt, at vi sætter tidligt ind, når det kommer til at forebygge for eksempel overvægt og diabetes. Derfor har regeringen med udspillet “Strategi for mad, måltider og sundhed” sat fokus på en god og lettilgængelig vejledning til de forældre, der er i tvivl om, hvordan de bedst kan sørge for, at deres børn får den rigtige ernæring.

− En ting er god vejledning. En anden ting er tilgængeligheden af de gode sundhedstilbud. Derfor har vi netop lanceret en sundhedsreform, som skal sætte patienten mere i centrum og sørge for, at alle danskere har en læge tæt på, hvor de bor. Med 21 nye sundhedsfællesskaber og en ny kvalitetsplan vil vi sikre et mere ensartet sundhedsvæsen, så vi ikke har 98 forskellige, men én løsning til diabetespatienter over hele landet.

 − Og så styrker vi patienternes rettigheder, så det ikke kun er de stærkeste personer med det største netværk, der finder vej til behandlingen, men alle danskere − ung som gammel, kræftsyg som kroniker. På den måde vil vi gøre op med mange af de forskelle og den ulighed, vi oplever i vores sundhedsvæsen.

Artiklen har været bragt i Kost, Ernæring og Sundhed 2/2019