Senest har økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll udtalt, ”vi skal genindføre måltal for konkurrenceudsættelse, og vi skal mindst have den sammen stigningstakst som under VK-regeringen”.
Det er den samme sang vi hører fra de private interesseorganisationer Dansk Industri og Dansk Erhverv. Både ministeren og interesseorganisationerne slår på, at det offentlige kan spare mange penge ved at konkurrenceudsætte og udlicitere offentlige opgaver til det private erhvervsliv.
OPS - Få overblik her
Dette er dog ikke altid tilfældet. Fra forskningen ved vi, at den økonomiske effekt af udlicitering er meget svingende. Udlicitering kan have både have negativ, neutral eller positiv økonomisk effekt. Spændet går lige fra besparelser på 40 procent til fordyrelser på 68 procent. Størstedelen af undersøgelserne peger dog på, at der ingen økonomisk effekt er ved udlicitering.
Forskningen viser også, at det kun er et fåtal af undersøgelserne, der indregner transaktionsomkostningerne, samt sammenholder de økonomiske effekter med eventuelle ændringer i kvaliteten. Det er med til at vanskeliggøre en helhedsvurdering af effekten ved udlicitering.
Derfor bør det ikke være et måltal fastsat af regeringen, men den enkelte kommune og statslige institution, der skal vurdere fordele og ulemper ved at konkurrenceudsætte og udlicitere offentlige opgaver.
Er der et besparelsespotentiale?
Når man ser på udbud over tid, er der en klar tendens til, at besparelsespotentialet aftager. Jo flere gange en opgave udbydes, des mindre er den økonomiske besparelse på udbuddet.
Det er ikke gratis at konkurrenceudsætte offentlige opgaver. Alene det at sende noget i udbud koster penge. En analyse fra efteråret 2015 viser, at når beslutningen om at udbyde en opgave tages, bliver transaktionsomkostningerne ved udbud sjældent medregnet i den totale økonomi ved udliciteringer.
Er transaktionsomkostningerne større end den økonomiske gevinst, er det en dårlig forretning at lave udbud. Ældre undersøgelser viser, at der kan være besparelser ved førstegangsudbud, men da der sideløbende er sket en effektivisering af den offentlige sektor, vil der i dag ikke være samme gevinster at hente.
Analysen viser, at omkostninger til udbudsprocessen alene svinger mellem 0,04% og 12,36% af kontraktværdien. Der er stor forskel på, hvad der udbydes og hvor dyrt det er. Gennemsnitsomkostningerne på en udbudsproces er 2%. Hertil kommer omkostninger efter kontrakten er indgået til tilsyn med leverandøren og håndhævelse af kontrakten mv.
Vi ved , at når det offentlige laver kontrolbud (byder på egne udbud), så vinder de i ca. 50% af tilfældene - det viser, at det offentlige er fuldt ud konkurrencedygtige med det private om opgaveløsningen. Derfor er det vigtigt, at det offentlige laver kontrolbud. Alternativt kan det offentlige ende med at købe opgaven for dyrt hos private leverandører.For at vurdere om det kan betale sig at udbyde en opgave, bør transaktionsomkostningerne fremgå tydeligt for beslutningstagerne i de økonomiske vurderinger af af fordele og ulemper ved at udlicitere en opgave.
Udgifter til konkurser bør også fremgå, da risikoen for at private aktører går konkurs, er til stede ved udlicitering. Det kan betyde ekstraomkostninger, da der skal opretholdes et vist offentligt beredskab, så det offentlige kan træde til ved konkurser.
Mål for konkurrenceudsættelse er en lokal beslutning
Konklusionen er, at måltal der dikterer, at kommuner, regioner og statslige institutioner skal konkurrenceudsætte en bestemt andel af deres opgaver ikke giver mening, hverken økonomisk eller kvalitetsmæssigt.
Hver gang der skal gennemføres et udbud, koster det skatteborgerkroner. Der er ingen garanti for at en privat leverandør kan løse opgaven bedre eller billigere end en offentlig. Derfor er det meningsløst og dyrt, at det offentlige, skal gennemføre udbud efter måltal, da det kan blive fordyrende for opgaveløsningen, og det bør i stedet således påhvile den enkelte forvaltning at beslutte om der skal ske konkurrenceudsættelse.
