Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Ny analyse afslører: Regeringens økonomiske nøgletal bliver systematisk overvurderet

Penge og økonomi

17/02/2025 07:47

J. Bøgen

En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) finder gentagne overvurderinger af finanseffekterne i Økonomisk Redegørelse over en årrække. Rapporterne overvurderer systematisk aktivitetsvirkningen på økonomien af den planlagte politik. Det risikerer at begrænse politikernes handlerum.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Regeringens rapporter for dansk økonomi overvurderer igen og igen de effekter, som den planlagte finanspolitik skønnes at have på dansk økonomi.

Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) på baggrund af tal fra Økonomiministeriet og Finansministeriet.

Regeringen publicerer tre gange om året deres "Økonomisk Redegørelse"-rapport, der indeholder status og prognoser for dansk økonomi. I rapporten vurderer regeringen blandt andet finanseffekterne for det kommende finansår.

Finanseffekter er et vigtigt redskab til at styre finanspolitikken. Politikere og økonomer benytter finanseffekter til at vurdere, om finanspolitikken er afstemt med konjunktursituationen.

Hvis finanseffekterne af den planlagte økonomiske politik ikke bliver skønnet korrekt, kan det bidrage til uhensigtsmæssigt høj aktivitet eller begrænse det økonomiske handlerum for politikerne.

AE’s analyse evaluerer de skønnede finanseffekter i de økonomiske redegørelser, der er udkommet i henholdsvis august og december siden finansåret 2014.

Gennemgangen viser, at finanseffekterne systematisk er blevet overvurderet.

I gennemsnit har august-rapporterne overvurderet finanseffekterne med 0,08 procent af BNP og december-rapporterne med 0,24 procent af BNP. Det svarer til henholdsvis cirka 2,3 milliarder kroner og cirka 7,2 milliarder kroner i 2025-priser.

"Finanseffekterne bliver systematisk overvurderet i Økonomisk Redegørelse. Det kan have den konsekvens, at politikerne holder igen med at bruge penge, som der ellers ville være rum i økonomien til at bruge," siger Gustav Elias Dahl, senioranalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

De Økonomiske Råd og Nationalbanken anvender løbende tal og prognoser i Økonomisk Redegørelse til deres egne vurderinger af finanspolitikken.

”Vismændene og Nationalbanken har ofte argumenteret for, at aktivitetsvirkningen af den økonomiske politik er for høj med udgangspunkt i tallene fra regeringen. Det viser, at der er en risiko for at den rådgivning, som den siddende regering modtager, systematisk vil hælde imod, at finanspolitikken er for lempelig. Også selvom det ikke nødvendigvis er tilfældet,” siger Gustav Elias Dahl.

Fakta: Hvad er finanseffekter?

Finanseffekterne benyttes til at vurdere det offentlige forbrugs effekt på konjunktursituationen. Den bør som udgangspunkt være lav eller negativ i en højkonjunktur og højere under en lavkonjunktur for at stabilisere økonomien.

Finanseffekterne skønnes løbende af enten Finansministeriet eller Økonomiministeriet i Økonomisk Redegørelse for henholdsvis maj, august og december og opgøres både for tidligere, indeværende og kommende finansår.

Analysens hovedkonklusioner

  • Økonomisk Redegørelse er en rapport, som regeringen udgiver flere gange årligt, herunder typisk i august og december. Den giver en status over Danmarks økonomiske situation og fremlægger prognoser for centrale økonomiske nøgletal og de offentlige finanser, som har stor indflydelse på den førte politik. Analysen finder gentagende fejlskøn over en årrække, når der sammenlignes med den efterfølgende opgørelse af den ét-årige finanseffekt baseret på realiserede tal.

  • I Økonomisk Redegørelse for august er den ét-årige finanseffekt for det kommende finansår i gennemsnit blevet overvurderet med 0,08 procent af BNP siden 2014. Det svarer til et beløb på 2,3 milliarder kroner (eksklusive corona).

  • I Økonomisk Redegørelse for december er den ét-årige finanseffekt for det kommende finansår i gennemsnit blevet overvurderet med 0,24 procent af BNP siden 2014, svarende til 7,2 milliarder kroner (eksklusive corona).

Tabel: Finanseffekterne overvurderes år efter år i ”Økonomisk Redegørelse”

Tabellen viser ændringen i den estimerede finanseffekt for finansårene 2014 til 2023 (eksklusive coronaårene 2020 og 2021) fra Økonomisk Redegørelse i henholdsvis december og august året før til august året efter finansåret i procent af BNP.

Kilde: AE på baggrund af Danmarks Statistik, Økonomiministeriet og Finansministeriet

Anmærkning: Da der ikke findes en Økonomisk Redegørelse fra december 2022 (grundet folketingsvalget), er i stedet brugt tal for den etårige finanseffekt fra Økonomisk Redegørelse marts 2023.

Læs analysen her

Mest Læste

Annonce