Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Stor forskel på regionerne - så mange penge bruger vi på bolig

Penge og økonomi

14/02/2025 08:14

J. Bøgen

Vores hjem er fortsat den helt store post på danskernes budget - men forskel på regionerne

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Danmarks Statistik har udsendt Forbrugsundersøgelsen for 2023, som kortlægger forbruget på kryds og tværs. Den nye opgørelse viser, at Danmarks 2,7 mio. husstande i gennemsnit brugte godt 375.250 kr. på forbrug i 2023.

Boligen er fortsat den helt store post på danskernes budget, viser undersøgelsen, som ejendomsmæglerkæden Home har set nærmere på. Vi bruger i gennemsnit ca. 119.000 kr. på bolig – altså omkring en tredjedel af vores samlede forbrug.

Det tal omfatter både udgiften til selve det at bo i boligen, men også boligudgifter som opvarmning, el, vand, vedligeholdelse mm.

Stor forskel mellem regionerne

Undersøgelsen viser også, at der er regionale forskelle på udgiften.

”Ikke overraskende bruges der flest penge på at bo i Region Hovedstaden, hvor boligerne er dyrest,” siger boligmarkedsanalytiker i Home Henrik Hauthorn Jensen.

Her bruger den gennemsnitlig husstand ca. 136.000 kr. om året på bolig. Til sammenligning bruger man kun omkring 106.0000 kr. i Region Syddanmark.

Det betyder også, at boligen udgør næsten 33 % af københavnernes forbrug, mens det udgør 30,5 % i Syddanmark, viser en beregning fra Danske Bank.

Udgifter til transport på 2. pladsen

Transport er en anden post, der virkelig fylder i budgetterne. Den står for 16,6 % af det totale forbrug. Langt hovedparten af den udgift går til biler og brændstof, hvilket understreger, at man skal tænke transportbehovet med, når man vælger sin bolig.

”Et tilsyneladende billigt hus langt fra arbejdspladsen kan hurtigt blive temmelig dyrt, hvis det betyder, at man skal købe en bil ekstra,” siger Louise Aggerstrøm Hansen, der er chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank.

Borgerne i Region Sjælland bruger 50 % mere på at købe nye biler, end de gør i hovedstaden. Transportforbruget er lavest i Region Midtjylland.

Så meget bruger vi på bolig, regioner (i løbende priser, kr.)

Gennemsnitshusstand - 118.853

Region Hovedstaden - 135.951

Region Sjælland - 118.643

Region Syddanmark - 105.622

Region Midtjylland - 112.606

Region Nordjylland - 106.243

Kilde: Danmarks Statistik/ Home

Mest Læste

Annonce