Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi blev tirsdag eftermiddag kaldt til en p-plads på Ved Åen i Maribo, hvor en mand var væltet på sin knallert.
Vidner fortalte, at han havde forsøgt at starte knallerten rigtig mange gange, men at det ikke var lykkedes, og på et tidspunkt mistede manden balancen, væltede og lagde sig til at sove.
Han havde truet vidnerne med tæsk, og da politiet fik kontakt med ham og lavede en alkometertest, viste den, at han havde en promille, der var et solidt stykke over det tilladte.
Det var en 60-årig mand fra Maribo, som blev anholdt klokken 16.33 og sigtet for spirituskørsel.
Flere sigtelser
Ifølge politiets døgnrapport var det dog ikke den eneste forbrydelse, den 60-årige gjorde sig skyldig i.
Han havde også 12 gram hash på sig og blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, og da han samtidig benyttede lejligheden til at sende en stribe skældsord efter betjentene, blev han også sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Den 60-årige blev løsladt klokken 18.20, efter at der var taget en blodprøve.