De seneste år har vi danskere måttet vænne os til at skulle af med en del mere, når vi skal ud at handle.
Inflationen gik fuldstændigt amok umiddelbart efter Ruslands invasion af Ukraine, og selvom inflationen er kommet mere under kontrol nu, er tingene jo altså stadig dyrere, end de var førhen.
Det er uden tvivl også en af årsagerne til, at der er kommet en voldsom stigning i antallet af butikstyverier, og butikkerne melder om, at det både er de dyrere produkter og de knapt så luksuriøse dagligdagsvarer, der bliver "købt" til fem-finger-rabat.
Men for Føtex i Aalborg Øst er situationen nu blevet så slem, at man har taget et drastisk skridt. For særligt en produktkategori bliver der stjålet så meget af, at butikken simpelthen har valgt at fjerne det fra hylderne, så man fremover skal henvende sig til personalet for at få fat i det.
Det er da også blandt de varer, der kan betegnes som de dyrere af slagsen. Det drejer sig nemlig om champagneflaskerne.
Ikke kun de dyre dråber
Erik Jensen, der er varehuschef i Aalborg Øst, fortæller til TV 2 Nord, at butikstyverier ganske rigtigt er et problem. Han fortæller også, at det ikke blot er champagne, der bliver stjålet, men også dyrt kød.
Desuden fortæller han, at det primært er i ydertimerne, at de oplever butikstyverier i stigende grad. Årsagen til dette er, at der er færre personer på arbejde på disse tidspunkter.
Udover at fjerne champagneflaskerne fra hylderne har Føtex i Aalborg Øst også sat gang i en række andre tiltag for at komme tyverierne til livs. Der er blandt andet monteret alarmer på det dyre kød, som går i gang, hvis man forsøger at forlade butikken med det.
Det er også muligt at sætte alarmer på champagneflaskerne, men her har varehuset altså valgt en anden løsning.
Det er imidlertid ikke kun champagnen, der er blevet fjernet, når vi snakker dyre drikkevarer. Andre former for den slags dråber er også væk fra hylderne, da det ikke kun er champagnen, der er i tyvenes sigtekorn.