Syd- og Sønderjyllands Politi håber på borgernes bistand i forbindelse med efterforskningen af et mistænkeligt dødsfald i et grønt område i Københoved i Vejen Kommune.
Politiet modtog søndag klokken 07.55 anmeldelse om en dødfunden mand.
Det har endnu ikke været muligt at identificere den afdøde, men vedkommende har en tatovering, som politiet håber, kan være en hjælp til at fastslå identiteten.
Fakta om tatoveringen (se fotoeksempel nedenfor)
Den forestiller en mandlig kondiløber/atlet i høj fart
Den er placeret på højre skulderblad
Den er udført i sort
Den måler cirka 15 X 15 centimer
Politiet er opmærksom på, at der kan være tale om en populær standardtatovering, men vi håber på, at borgerne kan bistå med oplysninger om afdøde – ved hjælp af tatoveringens placering og størrelse.
Syd- og Sønderjyllands Politi har p.t. ikke yderligere oplysninger om signalement af afdøde.
Borgere, der kan genkende tatoveringen, eller i øvrigt har oplysninger i sagen, kan kontakte Politiets Servicecenter på telefon 1-1-4.

Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi