Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Dansk shoppingcenter filmede toiletter - risikerer bøde på 350.000 kroner

Politi

08/12/2022 13:25

J. Bøgen

Kameraet filmede blandt andet mænd, der brugte urinalerne.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Datatilsynet har politianmeldt Danske Shoppingcentre P/S for ikke i tilstrækkelig grad at have begrænset tv-overvågningen på i hvert fald ét toiletområde i indkøbscentret City2.

Datatilsynet har indstillet til en bøde på 350.000 kr. Det skriver tilsynet i en pressemeddelelse.

Datatilsynet blev i forbindelse med en klage opmærksom på, at der var opsat tv-overvågning på flere toiletområder i indkøbscentret City2.

Danske Shoppingcentre forklarede over for Datatilsynet, at der havde været problemer med bl.a. hærværk på toiletterne, og at Danske Shoppingcentre derfor havde opsat tv-overvågning for at forhindre hærværk og tyveri samt sikre tryghed for kunderne.

Danske Shoppingcentre havde i forbindelse med overvågningen implementeret en teknisk løsning med en sort markering på kameraet henover det sted, hvor der var opsat et urinal på et af herretoiletområderne.

Efter Datatilsynets vurdering sikrede den påsatte sorte markering på kameraet imidlertid ikke i tilstrækkelig grad, at gæsterne ikke blev filmet i forbindelse med benyttelse af urinalet. Datatilsynet har vurderet, at dette er i strid med princippet om dataminimering.

"Det er et grundlæggende princip i GDPR, at der ikke må behandles flere personoplysninger end nødvendigt. I dette tilfælde er der tale om en meget privat situation, hvor de færreste vil forvente at blive filmet. Derfor mener vi, det skal udløse en bøde," siger kontorchef Karina Kok Sanderhoff.

Hvorfor politianmeldelse?

Datatilsynet foretager altid en konkret vurdering af sagens grovhed i medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 83, stk. 2, ved vurderingen af, hvilken sanktion der efter tilsynets opfattelse er den korrekte.

Datatilsynet har ved vurderingen af, at der bør idømmes en bøde, bl.a. lagt vægt på, at der er tale om en overtrædelse af forordningens grundlæggende principper for behandling af personoplysninger, at der er tale om overvågning af et potentielt meget stort antal personer, at overvågningen er foregået over en længere tidsperiode, og at det er en meget privat situation at benytte sig af et urinal.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.