Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Sydsjællands politi gør op: Sådan gik skolestart 2024

Politi

27/08/2024 11:25

Maria K.

123 skoler - 51 færdselslovsovertrædelser

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Ikke færre end 123 skoler rundt omkring i politikredsen har i de forløbne 14 dage haft besøg af politiet. I lighed med de foregående år har politiet nemlig haft forskellige former for kontroller ved skolerne for at holde øje med, at de nye trafikanter kommer sikkert frem og tilbage i morgentrafikken – og ikke mindst om de erfarne trafikanter overholder reglerne.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Det helt overordnede indtryk er positivt, siger vicepolitiinspektør Mikkel Kjærgaard, der er leder af færdselsafdelingen, og fortsætter:  - Langt den overvejende del af trafikanterne kører sådan set fornuftigt og opmærksomt, og i betragtning af, hvor travlt der er ved skolerne om morgenen, og hvor tæt trafikken er, har vi noteret relativt få færdselslovsovertrædelser ved skolerne.

- Det er blevet til i alt 51 færdselslovsovertrædelser, som især har handlet om, at bilisterne stadig bruger håndholdt mobil under kørslen, og der er også de forældre, som ikke har sikret, at deres børn er spændt forsvarligt fast eller anvender godkendt sikkerhedsudstyr, som fx selepude. Begge overtrædelser giver et klip i kørekortet. Endelig er der også faldet enkelte bøder til bilister, der ikke har rettet sig efter skiltningen på vejene omkring skolerne, fortæller Mikkel Kjærgaard.

Målebilerne fra politiets automatiske trafikkontrol har også været i aktion flere steder i forbindelse med skolestarten: I de seneste 14 dage har det har kastet 136 bøder af sig, og der er 16, der havde så meget fart på, at de står til et klip i kørekortet, fordi de har overtrådt hastighedsbegrænsningen på de forskellige skoleveje.

Der er stor anerkendelse til skolepatruljerne ved skolerne: - Det er flot, at skoleeleverne stiller op og i al slags vejr gennem skoleåret sikrer, at deres kammerater kommer trygt over gaden og i skole, noterer Mikkel Kjærgaard sig. – Der er ingen tvivl om, at deres indsats udgør et betydeligt bidrag til færdselssikkerheden ved skolerne, siger han og tilføjer: - Naturligvis følger vi løbende udviklingen i trafikken ved skolerne, og jeg vil ikke udelukke, at vi følger op med en kontrol i ny og næ for at sikre, at den gode færdselskultur holder også fremover.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.