Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk

Tiltalt i Field's-sagen fik sidste ord: Dette sagde han, inden retten blev hævet

Politi

30/06/2023 13:22

J. Bøgen

På mandag er det præcis et år siden skyderiet.

På mandag er det præcis et år siden, Danmark oplevede noget så sjældent og chokerende som et dansk masseskyderi.

En nu 23.årig mand begyndte at skyde mod tilfældige mennesker i shoppingcentret Field's, og det endte med at koste tre mennesker livet.

Retssagen er i dag blevet afsluttet (dommen falder dog først i næste uge), men mest opsigtsvækkende var det nok, hvad der skete, umiddelbart inden retten blev hævet.

Efter anklager og forsvarsadvokat havde procederet for deres respektive sider af sagen, blev den tiltalte nemlig adspurgt af retsformanden, om han ønskede at sige noget. Svaret var et lavmælt "Ja", hvorefter den tiltalte begyndte at tale.

Kan ikke se sig selv

Den tiltalte lagde ud med at forklare, at efter, han er begyndt at få stærk, antipsykotisk medicin, kan han ikke længere se sig selv i det, han har gjort. Han har nemlig på intet tidspunkt nægtet, at det var ham, der åbnede ild i Field's.

Derefter talte han direkte til ofrene, de pårørende - ja, faktisk alle implicerede:

"Undskyld til de pårørende. Undskyld til dem, der overlevede. Undskyld til dem, der ikke overlevede. Undskyld til dem, der er traumatiserede. Undskyld," sluttede han.

Herefter gik hanklageren hen og gav hånd til den nu 23-årige tiltalte, som kort efter blev ført ud af døren. Retten blev hævet, og der forventes at falde dom i sagen d. 5. juli, altså onsdag i næste uge.

Den 23-årige drabstiltalt har efter skyderiet den 3. juli sidste år fået diagnosen paranoid skizofreni. Han er tiltalt for tre drab og 11 drabsforsøg ved skudepisoden i det københavnske shoppingcenter sidste år.

Mest Læste

Annonce

14/10/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.