Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Voldsom stigning i anmeldelser - nu giver politi og organisationer 3 gode råd til at beskytte dine penge

Politi

20/09/2023 08:34

J. Bøgen

Alene fra 2021 til 2022 steg antallet af anmeldelser, hvor den forurettede var over 65 år, med 55 procent.

Det store antal sager om telefonsvindel afspejler sig i danskernes bekymring for deres ældre familiemedlemmer.

Næsten halvdelen af danskerne er bekymrede for, at deres ældre familiemedlemmer bliver udsat for telefonsvindel, viser en undersøgelse, som Kantar Public har lavet for Gjensidige.  

Når danskerne bliver spurgt til, om de selv har oplevet at blive udsat for telefonsvindel, så svarer hver sjette borger over 60 år bekræftende på spørgsmålet.

Helt præcis svarer 18 procent af danskerne over 60 år, at de har været udsat for en situation, hvor en person har forsøgt at franarre dem vigtige personlige oplysninger, ved for eksempel at udgive sig for at være en myndighedsperson. 

“Det overrasker mig faktisk, at tallet er så højt. Når så mange over 60 år har oplevet telefonsvindel, så viser det, at problemet er meget udbredt. Det er langt fra alle sager, som bliver anmeldt, og heldigvis er mange efterhånden også blevet mere bevidste om, hvordan svindlerne bærer sig ad”, siger Henrik Sagild, der er direktør i skade i Gjensidige.

Voldsom stigning

Antallet af anmeldelser af telefonsvindel, hvor den forurettede er over 65 år, steg med 55 procent fra 2021 til 2022. Det viste tal tidligere i år fra politiets National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) ifølge DR.

NSK registrerede sidste år 1845 anmeldelser om telefonsvindel eller forsøg på svindel, hvor ofrene var over 65 år.

Ofte foregår svindlen ved, at man bliver ringet op af folk, som udgiver sig for at være fra banken, politiet eller en anden myndighed. Svindlerne er udspekulerede nok til at virke troværdige og tillidsfulde.  

Typisk handler samtalerne om, at der er opstået en særlig kritisk situationen, som svindleren vil hjælpe borgeren med at redde sig ud af, ved at der hurtigt skal overføres penge til en sikker konto eller udleveres NemID- eller MitID-oplysninger. Svindleren har ofte maskeret sit telefonnummer, så det ser ud som om, der bliver ringet fra for eksempel en dansk bank, som kunden har tillid til.  

”De spiller på følelserne og skaber en stresset situation, hvor svindleren kommer til at fremstå som den, der hjælper dig med at løse et problem. Lige meget hvor venlig og tillidsfuld personen er i den anden ende af røret, må hovedreglen være aldrig at udlevere personlige oplysninger og aldrig at overføre penge. Den slags ville banken aldrig bede dig om”, siger Henrik Sagild. 

Gode råd til at forebygge telefonsvindel

Politiet, Ældre Sagen, Det Kriminalpræventive Råd og Finans Danmark er gået sammen om tre fælles råd, som skal klæde ældre borgere på til at undgå telefonsvindel: 

  • Vær på vagt - det er svindel, hvis nogen ringer og beder dig overføre penge

  • Smæk røret på - hellere et nej for meget!  

  • Hvis du er i tvivl, så ring til banken, politiet (på 114) eller en nærtstående

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget blandt 1.052 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år af © Kantar Public for Gjensidige i maj og juni 2023. 

Har du oplevet, at du selv eller et familiemedlem er blevet udsat for telefonsvindel? 

Ja, jeg har selv været udsat for telefonsvindel - 15 procent  

Ja, et af mine familiemedlemmer har været udsat for telefonsvindel - 10 procent  

Nej - 75 procent  

Ved ikke - 3 procent 

Antal respondenter, som svarer “Ja, jeg har selv været udsat for telefonsvindel”, fordelt på alder: 

18-29 år - 15 procent  

30-39 år - 10 procent  

40-49 år - 14 procent  

50-59 år - 11 procent  

60 år og ældre - 18 procent  

Er du bekymret for, at dine ældre familiemedlemmer kan blive udsat for telefonsvindel? 

Ja - 48 procent  

Nej - 46 procent  

Ved ikke - 6 procent 

Mest Læste

Annonce

14/10/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.