Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Afsætter millioner: Sådan vil politikerne gøre nattelivet mere trygt

Politik

23/11/2024 20:41

J. Bøgen

Regeringen og et stort flertal af Folketingets partier har indgået en aftale, som afsætter et millionbeløb til initiativer, som skal understøtte et tryggere natteliv.

Regeringen, Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet har indgået aftale om initiativer på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet i 2025-2028 (SSA-reserven).

I aftalen afsætter partierne 19,3 mio. kr. til en række initiativer, som skal bidrage til et tryggere natteliv for de unge og særligt blandt unge kvinder

For mens trygheden i den ældre del af befolkningen generelt har været høj og stabil, så er utrygheden blandt unge mennesker stigende. De unge er særligt utrygge ved at færdes ude om aftenen, og det gælder især de unge kvinder. Det viser tryghedsundersøgelser fra både Trygfonden og Justitsministeriet.

Også kvinders frygt for seksuelle overgreb er steget, og netop de unge kvinder udsættes i langt højere grad for sexisme, uønsket seksuel opmærksomhed og seksuelle overgreb.

Minister for ligestilling Magnus Heunicke (S) siger:

”Det er bekymrende, at mange unge i stigende grad føler sig utrygge ved at færdes i nattelivet. For utrygheden kan have stor betydning for den enkelte unges trivsel. Derfor sætter vi nu ind med endnu flere indsatser, der skal bidrage til, at ikke mindst færre unge kvinder i fremtiden føler, at de skal være på vagt eller tage en masse forholdsregler for at gå ud om aftenen og deltage i ungdomslivet.”

Aftalen indeholder fem konkrete initiativer

  • Tilskud til Natteravnene og ungdomsorganisationen Unge Ravne,

  • Pulje til lokale løsninger for et trygt natteliv, så kommuner og deres lokale partnere kan øge trygheden, så unge kvinder og mænd kan færdes sikkert og trygt i nattelivet,

  • Pulje til oplysning og vejledning om samtykkeregler for unge, som skal understøtte en mere tryg ungdoms- og festkultur,

  • Tilskud til specialiseret rådgivning om digital stalking ved at videreføre Dansk Stalking Centers specialiserede rådgivningsenhed,

  • Styrkelse af Alliancen mod seksuel chikane til fremme af trygge fællesskaber blandt unge.

Der afsættes i alt 19,3 mio. kr. de over de næste fire år til de fem initiativer, som vil indgå i en kommende handlingsplan for øget tryghed i nattelivet.

Derudover indeholder aftalen midler til at videreføre støtten til LGBT+ Danmark til deres indsats med bl.a. at støtte, rådgive og skabe netværksmuligheder for alle LGBT+ personer i hele landet.

Minister for ligestilling Magnus Heunicke siger:

”Alt for mange LGBT+ personer kæmper med mistrivsel, lav livstilfredshed og udsættes for diskrimination. Det vil vi som regering ikke acceptere. For der skal være plads til os alle sammen i det danske samfund, uanset køn eller seksualitet. Og derfor sikrer vi nu, at LGBT+ Danmark kan fortsætte deres vigtige arbejde med rådgivning og støtte i hele landet.”

Du kan læse mere om aftalen på Social- og Boligministeriets hjemmeside.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.