Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

HK og Dansk Erhverv: Særlig HF skal sikre ny og mere praktisk vej til studenterhuen

Politik

10/08/2024 17:14

J. Bøgen

Med fem HF-retninger vil de to organisationer give unge fleksibilitet i kendte rammer og samtidig skabe en ny professionel og praktisk uddannelsesvej.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Flere unge skal søge mod erhvervsrettede uddannelser og på sigt erhvervsrettede jobs.

Det har børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye, meldt ud som en klar ambition for en ny ungdomsuddannelse i forbindelse med det eftersyn, som ungdomsuddannelserne er igennem lige nu.

Det er en ambition, som Dansk Erhverv og HK deler, og derfor foreslår de to organisationer en ny uddannelsesmodel, der giver unge fleksibilitet i uddannelsesvalget uden at gå på kompromis med undervisningskvaliteten og samtidig i en ramme, de unge og deres forældre kender: en erhvervsrettet HF med fem retninger, hvor de fire spejler hovedindgangene til erhvervsuddannelserne, samt en almen retning som i dag.

På den måde bliver vejen videre i erhvervsuddannelserne smidig for dem, som vælger det, samtidig med at muligheden for videregående uddannelser bevares gennem studiekompetence svarende til HF.

50 uddannelser skal nedlægges

Det betyder også, at de knap 50 EUX-uddannelser, vi har i dag, nedlægges, hvorved de unges valg af en erhvervsrettet vej gøres mere enkelt.

"Vi er optaget af, at kommende ændringer samlet set styrker de erhvervsrettede ungdomsuddannelser og sikrer, at der er ressourcer til at investere i god undervisning og uddannelser af høj kvalitet. Den opgave mener vi bedst løses ved at gøre det enkle og bygge på det eksisterende. Det betyder også, at de erhvervsrettede spor i den nye HF skal udbydes på de institutioner, som i forvejen har kulturen, lærerkræfterne, faciliteterne og udstyret til det, frem for at bruge store ressourcer på at opbygge nye erhvervsrettede uddannelsesmiljøer på almene gymnasier," siger Claus Rosenkrands, uddannelseschef i Dansk Erhverv.

En af de store fordele ved HK og Dansk Erhvervs model er, at den forenkler indgangen til ungdomsuddannelserne for unge uden at begrænse deres muligheder. Det gør valget af en erhvervsrettet vej lettere for flere af de unge, der er i tvivl om, hvad de kan og vil, da de får tid til faglig fordybelse i både teori og praksis og til afklaring af deres videre uddannelsesvalg i et stærkere klassefællesskab.

"Vi ønsker at skabe en ny professionel vej, der kan tiltrække flere unge, og ikke alene de unge, der ikke kunne komme på gymnasiet. Den er ikke tænkt som et vedhæng eller en dårlig kopi af noget andet. Den skal tiltrække dem, der har lyst til at bruge deres kompetencer og evner til at kombinere teori med praksis. For alt for mange sidder derude i gymnasieklasserne i dag og ville være lykkeligere et andet sted," siger Anja C. Jensen, forbundsformand i HK.

Skal forny synet på dannelse

Introduktionen af det erhvervsrettede HF giver samtidig muligheden for at skabe et nyt og mere moderne syn på, hvad der er dannelse, og hvordan den opnås.

"Vi ønsker med dette også at vise og skabe en mere arbejdsmarkedsrettet dannelse for de unge. En dannelse, der er rundet af kompetencer og viden, som giver faglig selvtillid, demokratisk selvtillid og selvtillid på arbejdsmarkedet. En dannelse, der kan give de faglærte endnu mere grund til at ranke ryggen. Derfor efterlyser vi også politisk mod til at diskutere, hvordan der undervises, af hvem og i hvad. Der er masser af værker og kilder, der kunne være mere relevante for vores unge at gennemgå og analysere i dansk end folkeviser og Karen Blixen," siger Anja C. Jensen.

Forankringen af den nye uddannelses erhvervsrettede spor på institutioner, der i forvejen udbyder erhvervsuddannelser og erhvervsgymnasiale uddannelser, er afgørende for de to organisationer.

"Løsningen på, at vi får færre unge, er ikke at sprede de faglige miljøer yderligere ud, men i stedet at styrke dem. Vi er ikke blinde for, at der kan være behov for mere håndholdte løsninger i de mest tyndt befolkede områder, men det må kunne løses gennem stærke og forpligtende samarbejder mellem erhvervsskoler og gymnasier i de pågældende nærområder," siger Claus Rosenkrands.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.