Har Lars Løkke (M) lige meldt sig ind i kampen om statsministerposten?
Rygterne er i hvert fald begyndt at svirre på højtryk, efter Moderaternes formand i går aftes ved med i DR-programmet "Mød partierne".
Under den sidste spørgerunde, der handlede om, hvem Moderaterne peger på til posten som statsminister, lød udvekslingen nemlig sådan her:
Løkke: "Det er jo ikke indskrænket til, at det nødvendigvis skal være en af de 3, der kan vise sig alle mulige andre muligheder ..."
Interviewer: "Kunne den fjerde sidde her overfor mig?"
Løkke: "Nej, det tror jeg ikke er realistisk (...) men man skal jo altid holde en dør åben, ikke?"
Kan blive konge-/dronningemager
Fra 2015 til 2019 var Lars Løkke Rasmussen statsminister, imens han var medlem af Venstre.
I 2021 meldte han sig imidlertid ud af partiet for at blive løsgænger, og i april 2022 stiftede han så partiet Moderaterne, der i høj grad arbejder for, at få de politiske blokke til at arbejde sammen.
Spørgsmålet er jo så, hvordan det kommer til at gå for den tidligere statsministers parti, når vi skal sætte krydset d. 1. november. Og hvis meningsmålingerne står til troende, kan Løkke meget vel ende med at have de afgørende mandater, der afgør, hvem der bliver Danmarks statsminister efter valget.
Det vægtede politiske snit, da valget blev udskrevet, viste nemlig, at hverken rød eller blå blok vil kunne mønstre de påkrævede 90 mandater for at kunne sætte sig på magten.
Men Moderaterne stod til gengæld til at få 6 mandater, og de vil kunne bringe både rød og blå blok over de famøse 90 mandater.