Regeringen har præsenteret et nyt lovforslag, der skal give politiet mulighed for at benytte private DNA-registere som et redskab til at opklare grove forbrydelser.
Det skriver DR.
Forslaget, der ventes at blive fremlagt i løbet af februar, vil gøre det muligt for politiet at få adgang til DNA-registreringer, som privatpersoner bruger til slægtsforskning, for eksempel til at finde slægtninge i udlandet.
Dette giver politiet et ekstra værktøj i deres efterforskning, hvor de kun vil kunne bruge DNA fra personer, der har givet samtykke til at få deres DNA registreret.
Startede som borgerforslag
Initiativet kommer efter et borgerforslag, der blev stillet i 2022 og fik over 50.000 underskrifter, hvilket har medført politisk behandling af sagen i Folketinget, og her har det fundet bred politisk opbakning.
Der er dog bekymringer omkring brugen af DNA, der oprindeligt blev indsamlet til slægtsforskning og ikke til kriminalitetsbekæmpelse. Flere retsordførere anerkender dilemmaet, men mener, at fordelene ved at opklare alvorlige forbrydelser opvejer bekymringerne.
Preben Bang Henriksen fra Venstre mener således, at man skal have proportionerne for øje:
"Det kan godt være, at det generer de pågældende mennesker, men det er på den anden side set med til at opklare de groveste og mest alvorlige forbrydelser, vi har i Danmark."